IBM vil have små agile udviklerteams til også at bruge Rational-værktøjer

IBM's Rational Team Concert kommer med indbygget understøttelse for Scrum-metoden, og for at konkurrere med open source, kan teams på op til 10 personer bruge det gratis.

IBM har gennem de sidste mere end tre år nu taget selskabets egen medicin inden for styring af udviklingsprojekter, hvor flertallet af udviklere nu bruger IBM's Rational Team Concert til at holde styr på processen.

Det er sket i takt med et skift til større brug af agil udvikling, hvor udviklingsholdene har gjort brug af Rational Team Concerts indbyggede understøttelse for Scrum-metoden.

Nu skruer IBM op for charmen over for mindre udviklingsafdelinger uden for IBM, som ifølge selskabet også kan have glæde af et værktøj som Rational Team Concert. Her er IBM imidlertid oppe mod især open source-værktøjer.

Rational Team Concert er dog integreret med udviklingsmiljøet Eclipse, og netop integration mener IBM kan være en vej ind hos de mindre hold.

»Det er hårdt at konkurrere med open source-værktøjerne, men vi kan levere ét samlet værktøj, så vi tror, vi har en fordel ved større brugervenlighed og lettere administration. Ellers kan man bruge en masse tid på at administrere måske 10 forskellige værktøjer, og hvad gør man, når man skal have tilføjet en ny bruger til dem?« siger teknisk direktør for IBM Rational i Europa, Scott Rich, til Version2.

På prisen er det naturligvis svært for IBM at konkurrere med populære gratis open source-værktøjer, og derfor tilbyder IBM nu også Rational Team Concert gratis til udviklingshold med op til 10 brugere. Tidligere gik tilbuddet kun op til tre brugere, men det blev i efteråret sat op til 10, fordi tre ikke var realistisk til at få udviklerne til at prøve det på reelle projekter.

Samtidig har IBM også lånt nogle tricks fra open source i håb om at kunne bruge de samme metoder til at skabe et miljø omkring den såkaldte Jazz-platform, der danner det tekniske grundlag for Rational-softwaren. Blandt andet har IBM etableret webstedet Jazz.net, som i høj grad er modelleret efter tilsvarende miljøer inden for open source.

»Det er en måde for os at nå ud til brugerne og holde dem opdateret og samtidig prøve at skabe en vis cool-faktor omkring produkterne,« siger Scott Rich.

Han mener dog også, at det, at for eksempel Rational Team Concert har indbygget understøttelse for agil udvikling er med til at gøre det interessant for små udviklingsafdelinger.

»Rational Team Concert kommer med en skabelon for Scrum-metoden direkte ud af æsken. Det er noget, som mange små udviklingsafdelinger har kig på,« siger Scott Rich.

Mange af IBM's softwareprodukter er kendt for at indeholde store mængder funktionalitet, som de færreste kunder formår at udnytte fuldt ud. Det kan virke skræmmende på en mindre organisation, og derfor har IBM's Rational-afdeling også forsøgt at få Team Concert til at holde den slanke linje.

»Vi har ikke villet tilføje nogen funktioner, som ikke havde topprioritet, så vi forsøgte at undgå at tilføje noget, der kun var 'nice-to-have'. I stedet har vi åbne API'er, så vi har et værktøj, som folk let kan udvide. Vi har for eksempel ikke behøvet at indbygge en masse testfunktionalitet, fordi vi kan linke til de værktøjer i stedet,« forklarer Scott Rich.

Samtidig bliver nye kunder dog instrueret i, at de i første omgang skal forsøge at holde sig til den funktionalitet, som følger med som standard i stedet for at begynde at lave specialtilpasninger.

»Kundernes første indskydelse er ofte at begynde at skrue på systemet. Vi hjælper dem med at finde et konkret projekt, der ikke bare er en øvelse, så de får en struktureret plan for udrulningen og få implementeret de agile processer,« siger Scott Rich.

Rational Team Concert understøtter som udgangspunkt både Scrum-metoden og den mere traditionelle vandfaldsmodel, men kan også tilpasses til eksempelvis andre agile udviklingsmetoder end lige netop Scrum.

Til gengæld er det ifølge IBM ligegyldigt, hvilken platform man arbejder med, og Rational Team Concert understøtter således samtlige platforme, som IBM leverer lige fra mainframe til Windows.

»Vi har faktisk mainframe-kunder, der arbejder med agil udvikling. Nogle steder får mainframe-udviklerne endda adgang til de agile værktøjer, før Java-udviklerne, fordi mainframe-holdene allerede er i gang med en moderniseringsproces,« siger Scott Rich.

Kommentarer (3)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen

TDC skifter koncernchef efter faldende mobilomsætning

Jesper Stein Sandal Mobil og tele 14. aug 2015

Nyeste job

KurserStyrk dine evner med et kursus

Projektledelse

Hvornår: 2015-10-06 Hvor: Fyn Pris: kr. 18400.00

Journalistiske arbejdspladskurser

Hvornår: Hvor: Efter aftale Pris: kr. Efter aftale

Rehabilitering i beskæftigelsesindsatsen

Hvornår: 2015-08-31 Hvor: Østjylland Pris: kr. 9800.00

Dynamics NAV 2013 - Salg, indkøb og lager

Hvornår: 2015-09-21 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 8400.00

Diplom i stærkstrømsteknologi

Hvornår: Hvor: Fyn Pris: kr. Efter aftale