Gå til hovedindhold
Version2 it for professionelle
Forsiden

Hovedmenu

  • It-nyheder
  • Blogs
  • It-job
  • It-firmaer
  • Whitepapers
  • Opret bruger
  • Log ind
Du kan logge ind med din e-mail-adresse
Der er forskel på store og små bogstaver i adgangskoden.
Glemt adgangskode?
Se kommentarer (2)
Emner Karriere, It-rekruttering, It-arbejdsmarked

Hvem klistrer støvet til? Se eksperternes vurdering af danske it-firmaer

PROFIL 2008: Der er flere overraskelser i Version2's profilanalyse. KMD og andre af de gamle centraler ryster støvet af sig, og IBM får tredjeplads trods masser af dårlig omtale. Men vinderen overrasker ikke: Microsoft tager igen førstepladsen.

Af Fredag, 14. november 2008 - 11:10

I en tid, hvor der er hård kamp om folk med ekstra processorkraft under hatten, er det ikke ligegyldigt, hvordan man opfattes som it-arbejdsplads. Version2's profilanalyse viser, hvordan de største it-arbejdspladser tager sig ud, når man ser dem igennem de it-professionelles - og dermed potentielle medarbejderes - øjne.

I alt 2.330 it-professionelle har vurderet 50 store it-leverandører og 50 it-afdelinger, og kaster man et blik på Top 10 bliver det klart, at der ikke er én klar opskrift på, hvordan du gør dig til som it-virksomhed.

Her er it-afdelinger som Nykredit og Novo Nordisk og rene leverandører som Hewlett-Packard og Oracle. Der er internationale virksomheder som Microsoft og IBM, der lever på deres stærke verdenskendte brand og danskejede som Systematic Software Engineering, der med sin cmmi-niveau 5-certificering er 'danmarkskendt' for at lave software i verdensklasse. Og der er privatejede virksomheder som Nokia og Novozymes over for KMD, der stadig er i offentlige hænder.

Fælles for virksomhederne i Top 10 er imidlertid, at de formår at fortælle den gode historie om sig selv som arbejdsplads på en måde, så it-professionelle tror på det.

Kommunal succeshistorie

KMD er en af tre virksomheder, der er nye på Top 10. Sidste år lå den kommunalt ejede it-leverandør på en 17. plads, men med stærkt forbedrede scorer på parametrene Karrieremuligheder, Faglig udvikling og Virksomhedskultur indtager KMD nu en 4. plads. Et imponerende ryk, som får Henrik Zangenberg, rådgiver og partner i det nyoprettede selskab Zangenberg & Company, til at kalde KMD den mest interessante virksomhed i Top 10:

»Jeg tror, at den eksponering, KMD har fået som samarbejdspartner til SAP i den offentlige sektor, har betydet meget. I det seneste år har man kunne se resultaterne i forbindelse med strukturreformens kommunesammenlægninger, hvor KMD med succes har leveret it-siden. Det er blevet tydeligt for folk, at man i KMD kan komme til at arbejde med komplicerede SAP-projekter,« siger Henrik Zangenberg, der tidligere har været partner i konsulenthuset Gartner og arbejdet for blandt andet IBM.

Han peger også på salgsplanerne for KMD som en årsag, selv om den slags kan trække ned på grund af usikkerhed for de ansatte:

»Men det, at der har været skrevet om flere interesserede købere i medierne, viser, at KMD ikke er en støvet virksomhed, men en anerkendt it-leverandør, som mange finder attraktiv,« siger han, og vurderer endog, at KMD er en af de få virksomheder, der kan komme op og true Microsofts førerposition i fremtidige profilanalyser, hvis salget bliver håndteret rigtigt.

Også kommunikationsrådgiver og adm. direktør i PR-virksomheden Communiqué, Michael Buksti, ser både kommunesammenlægninger og salgsplaner som årsag til, at KMD vinder anseelse hos it-folket:

»KMD er blevet meget synlig i det seneste år og har leveret kvalitet og faglighed, som er i orden. Det er blevet en virksomhed, som de fleste it-folk kan se sig selv som en del af,« siger han.

Gamle centraler støvet af

Det er ikke kun KMD der har rystet støvet af sig. Flere af de gamle centraler klarer sig flot i årets profilanalyse. Silkeborg Data hopper fra plads 39 til plads 13, og BEC (Bankernes EDB Central) er sprunget til en 14. plads fra sidste års 26. plads:

»De har lavet ret synlige rekrutteringskampagner målrettet it-folk. Så det måske er blevet mere tydeligt for fagfolk, at der er mange spændende opgaver,« siger Henrik Zangenberg.

En enkelt af de gamle centraler, SDC, følger dog ikke trenden. Tværtimod. SDC er snublet 32 pladser ned ad listen og sammen med ATP, der også har tabt 32 pladser, står virksomheden for årets største fald.

»Det er nok to virksomheder, der lider af, at man automatisk glider ned af sådan en liste, hvis ikke man er meget aktiv og udadvendt. ATP var i forbindelse med salget af TDC meget højt profileret, men er gået lidt i sig selv i tiden efter,« siger Michael Buksti.

Usynlig taber

Årets bundskraber Servicegruppen er endnu et eksempel på, at det er dyrt at leve i stilhed. Adm. direktør i analysefirmaet IDC Nordic, Per Andersen, mener, at Servicegruppens store fejl er, at den ikke formidler historien om virksomheden som arbejdsplads med en stærk kultur:

»Det er egentligt interessant, at Servicegruppen ligger i bunden, for jeg kender virksomheden, hvor der er stor medarbejdertilfredshed og loyalitet. Men jeg tror, at der er en tendens til, at de lidt mindre virksomheder, der er meget fokuserede indadtil, ikke har budget til også at dreje fokus udad og fortælle historien til omverdenen,« siger han.

Den omvendte historie finder man hos årets vinder, Microsoft Developement Center Copenhagen. Her er der ingen af analytikerne, der løfter øjenbrynene. For selvfølgelig vinder Microsoft:

»Microsoft har et meget stærkt brand og et image som en meget åben og vellidt arbejdsplads. Jeg tror også, det har en betydning, at direktionen engagerer sig i samfundet uden for virksomheden. Jørgen Bardenfleth (adm. dir., red) er formand for It-brancheforeningen og med i diverse udvalg, og virksomheden involverer sig meget i de lokale forhold,« siger Per Andersen.

En anden virksomhed, hvor ledelsen markerer sig i samfundsdebatten, er Saxo Bank, hvis ene direktør, Lars Seier Christensen, i sommer meldte sig ind i Ny Alliance, som banken også støttede med en million kroner i valgkampen. Og den slags giver tilsyneladende point hos it-folket, der sender banken 18 pladser frem til nr. 27. En udvikling, som Michael Buksti er spændt på at følge i de kommende år:

»Det er første gang, vi ser et så klart politisk engagement i dansk erhverv. Det bliver interessant at se, hvordan det påvirker, for det kan jo gå begge veje,« siger han.

Politisk har Saxo Bank nærmest helgarderet sig, da bankens pressechef for nyligt har ladet sig opstille til Europaparlamentet for Venstre.

Undersøgelsesresultaterne er indsamlet før Saxo Bank meldte ud om efterårets massefyring, så det har ikke påvirket placeringen på ranglisten. Michael Buksti tror dog ikke, at det havde gjort den store forskel:

»Jeg tror ikke, at en virksomhed bliver straffet for at melde ud med fyringer, for så længe vi har finanskrise, har folk forståelse for, at virksomhederne er nødt til at strømline.«

Fejl koster på imaget

Hvad it-folket derimod ikke har så meget forståelse for er fejl og dårlig kundebetjening. I hvert fald for virksomheder, der ikke har et stærkt brand at læne sig op ad. Således bliver Software Innovation sendt ned på en 98. plads, efter den var i modvind i medierne i sidste halvdel af 2007, da flere kommuner og Domstolsstyrelsen opsagde deres konktrakter med ESDH-leverandøren og krævede erstatning.

»En mindre virksomhed som Software Innovation, der ikke har noget stærkt image at falde tilbage på, lever og dør med det, de laver. De har ikke nogen fortid, der kan hjælpe dem og kan derfor kun fastholde en position ved at være gode,« siger Henrik Zangenberg.

Sidste år var det Accenture, der mærkede, hvad fejl og dårlig presseomtale kan gøre ved en virksomhed. Dengang blev de nemlig stadig husket for miseren i forbindelse med lønudbetalingerne i Københavns Kommune og landede helt nede på plads nr. 92. I år er de tilsyneladende blevet tilgivet og med plads nr. 38 er de årets højdespringer på imagelisten.

»Men der er stadig langt op til den position, Accenture har i andre lande. Det tager lang tid at få repareret et image,« konstaterer Henrik Zangenberg.

IBM går fri

En af årets helt store syndere, dømt efter dårlig presseomtale, er IBM, der med sine systemnedbrud har fået både Carlsberg og Danske Bank til at gå i sort. Men det har tilsyneladende prellet af på den amerikansk ejede mastodonts image, som i stedet går frem i årets profilanalyse fra en 11. plads sidste år til en flot 3. plads i år:

»Når man tager i betragtning, at det er it-professionelle, der svarer, er det måske ikke så underligt. Det er folk, som ved, hvad der ligger i sådan nogle store systemer, og har forståelse for, at der kan opstå fejl. Så hvor en almindelig dansker vil sige, at det er uacceptabelt, når Danske Bank går ned pga. IBM's system, så kan en it-professionel se under overfladen og fortsat opleve IBM som en dybt professionel virksomhed og et godt sted at være,« vurderer Michael Buksti.

Per Andersen tilføjer, at IBM i det seneste år også har ændret strategi fra at være mere og mere organiseret i globale produktlinjer langt fra kunderne til at blive mere lokalt orienteret:

»Der er kommet en mere synlig lokal ledelse og mere selvstændighed i den danske del af selskabet. Og så er IBM meget fremme med grøn it. Det er ting, der måske sammen opvejer den dårlige omtale,« siger han og påpeger, at der også kan være en vis sympatifaktor blandt de it-professionelle, som hjælper IBM op ad listen.

Ledelse der rykker

Måske har IBMs fejl også hjulpet Carlsberg op ad listen. I hvert fald er manden, der håndterede problemerne og skældte sin leverandør ud i pressen, it-direktør Lars Krejberg Petersen, blevet set af it-folket. De sender Carlsberg IT 48 pladser frem på ledelsesparametret, hvormed Lars Krejberg Petersen er den største ledelsesspringer i årets profilanalyse. Det skyldes dog nok ikke alene hans rolle som redningsmand, men også, at han har stået for implementeringen af en ny it-strategi hos bryggeriet:

»Der har været en del i fagmedierne om Carlsbergs it-strategi, og det tæller også,« siger Henrik Zangenberg.

Også Danisco er sprunget højt på ledelsesparameteret, og det kan formentligt tilskrives it-direktør Niels Molzens udnævnelse til 'Årets CIO 2008'.

»Der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for din placering, om du har en synlig og god CIO,« siger Henrik Zangenberg.

Omvendt kan det også gøre ondt, når en virksomhed skiller sig af med den slags topfolk. Således er SAS Institute rutsjet 25 pladser ned ad listen på ledelsesparametret i et år, hvor de har skilt sig af med den vellidte direktør for og stifter af den danske afdeling, Mogens Weinreich. Et ryk der sender SAS Institute ud af Top 20 på den samlede imagescorer.

Offentlige it-afdelinger i bunden

Hvis synlige chefer er det rette middel til at nå til tops i it-folkets bevidsthed, så er det måske den slags, de offentlige it-afdelinger skal ud og have fat i. Igen i år fylder de offentlige virksomheder nemlig godt i nederste halvdel af listen med Region Hovedstaden som den dårligst placerede på plads 99:

»Der er mange fordomme om, at det offentlige kun kan tilbyde kedelige projekter til lav løn. Men det er ikke rigtigt. Mange offentlige virksomheder, jeg har været i berøring med, har i virkeligheden større udfordringer end private, fordi de både skal tage hensyn til brugernes behov og de politiske aspekter. Og så ville vi jo alle sammen være på spanden, hvis ikke vi havde it i den offentlige sektor, så det er vigtigt job,« siger Per Andersen, der bakkes op af Henrik Zangenberg:

»Det offentlige har en stor opgave i at formidle, hvilke projekter de arbejder med,« siger han.

Måske er det også ledelsesudskiftning, der er skyld i, at NNIT er røget ud af Top 10, vurderer Per Andersen. For selv om det er et par år siden, den gamle direktør Torben Skriver Frandsen, der var med fra starten i 1994, blev skiftet ud, slår det måske først igennem nu:

»Jeg kan godt forestille mig, at den nye ledelse har en lidt mere kontant stil og lægger lidt mere pres på systemet,« siger Per Andersen.

NNIT er med en samlet 11. plads dog stadig med i det pæne selskab. Men det er paradoksalt, at familiemedlemmerne Novo Nordisk og Novozymes har overhalet deres it-nørdede lillebror og ligger hhv. nr. 2 og 5 på den samlede imageliste, når det nu er de it-professionelle, der dømmer.

Ser man udelukkende på undersøgelsens 50 it-afdelinger, er de to Novo-virksomheder de højst placerede, og det kommer ikke bag på Michael Buksti:

»Det er to navne, der i alles bevidsthed står meget, meget stærkt. Det er kendt, at det er arbejdspladser, hvor man arbejder professionelt. NNIT har ikke helt på samme niveau som Novozymes formået at skabe sit eget image endnu,« siger han.

Om NNIT får skærpet sit eget image, om Saxo Bank vinder eller taber med politisk engagement og om KMD kommer styrket ud af et salg kan kun tiden - og næste års profilanalyse - vise. Foreløbigt kan virksomhederne i toppen glæde sig over, at de har sikret sig et godt forspring i jagten på dygtige it-folk.

Se flere alle resultater og artikler fra Version2's Profil 2008 på tema-siden ved at følge linket herunder. Her kan du også læse hele magasinet som e-paper.

Send Tweet
Udskriv

IT-job & karriere

  • Se alle it-job
  • Importer din kompetenceprofil fra LinkedIn
Udvikler til Cloud løsninger - Århus
Udgivet 23. jan 12.18
Systemansvarlig til IT-udvikling
Udgivet 18. maj 10.17
Data Warehouse Seniorkonsulent / Arkitekt
Udgivet 11. apr 9.55
Java udviklere – backend – gerne med Oracle erfaring
Udgivet 16. jun 2011 14.38

Kommentarer (2)

Opret en konto eller log ind for at følge indhold på Version2 - og bliv opdateret via e-mail eller rss

Følg kommentarer
Anonym (ikke efterprøvet) 14. nov. 2008 - 11.57
 
Selvransagelse
IBM går fri En af årets helt store syndere, dømt efter dårlig presseomtale, er IBM, der med sine systemnedbrud har fået både Carlsberg og Danske Bank til at gå i sort. Men det har tilsyneladende prellet af på den amerikansk ejede mastodonts image, som i stedet går frem i årets profilanalyse fra en 11. plads sidste år til en flot 3. plads i år

Det er måske her V2, og andre IT-medier, skulle pille sig lidt i navlen, og overveje om de artikler man plastre på forsiden, engang imellem er lidt for sensationsprægede ?

Det virker indimellem som om nogle journalister, falder lidt for det blankpolerede image som Microsoft serverer og sluger alt fra firmaet råt...

Bemærk tonen i ovenstående citat, det er da ikke særlig objektivt, er det ?

Mener ikke at have set Microsoft omtalt som "Amerikansk ejet Mastodont monopol" ?

Og, nej, jeg arbejder ikke for IBM og har aldrig gjort det...

  • Stem op 0
  • Stem ned 0
  • Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Mads Olesen 14. nov. 2008 - 12.21
 
Det er der heller ikke mange virksomheder der kan
...siger han, og vurderer endog, at KMD er en af de få virksomheder, der kan Fortsættes på side 18 ...

Ja, det er ret imponerende :-D

  • Stem op 0
  • Stem ned 0
  • Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Tilføj kommentar

Opret en konto eller log ind for at følge indhold på Version2 - og bliv opdateret via e-mail eller rss

Følg kommentarer
Log ind herunder eller opret en bruger for at skrive kommentarer
Du kan logge ind med din e-mail-adresse
Der er forskel på store og små bogstaver i adgangskoden.
Glemt adgangskode?

Seneste nyt

Rygte: Microsoft lancerer Office til iOS i november

Udgivet 24. maj 15.33Opdateret 24. maj 15.33

Yahoos nye browser får uheldig start - lækker eget sikkerhedscertifikat

Udgivet 24. maj 14.52Opdateret 24. maj 14.53

Danske internetudbydere nægter at blokere 12 pokersites

Udgivet 24. maj 13.58Opdateret 24. maj 13.58

Dokumentation: Her er Spillemyndighedens krav - og 12 ulovlige pokersider

Udgivet 24. maj 13.58Opdateret 24. maj 15.49

Ny blog: Offentlige it-projekter set indefra

Udgivet 24. maj 13.19Opdateret 24. maj 13.30

Flere it-nyheder »

Tilmeld dig Version2's it-nyhedsbrev og vind den nye iPad.

Whitepapers

Om eBinder

eBinder ApS

Kick-start your master data management initiative

Affecto Denmark

Affecto Data Quality Assessment: Er din indsigt og beslutning baseret på validt data?

Affecto Denmark

Framework til datamigrering i SAP miljøer - spar op til 50% på dine Data Migration udgifter

Affecto Denmark

Få et Data Warehouse (DW) review hos Affecto

Affecto Denmark
  • Flere whitepapers

Branchenyheder

Ny chef for HP’s skandinaviske service- og outsourcingforretning

HP

HP udnævner Jakob Schou Meding som ny administrerende direktør for HP Danmark

HP

Konica Minoltas stand på drupa 2012 slog besøgsrekord

Konica Minolta Business Solutions Denmark

Komplex it er blevet Brocade Premier Partner

Komplex IT

Øg din effektivitet og produktivitet med bizhub C654/C754

Konica Minolta Business Solutions Denmark

Seneste debat

  1. Meego-afløseren Tizen klar til at tage kampen op med Android

    12 comments.
    Last update 21 minutter 2 sekunder
    Skrevet af Jacob Sparre Andersen
  2. Kynisk it-guru: »Internettet er basalt set noget lort«

    7 comments.
    Last update 28 minutter 5 sekunder
    Skrevet af Poul-Henning Kamp
  3. Oracle tabte, vandt Google Java ?

    16 comments.
    Last update 38 minutter 3 sekunder
    Skrevet af Poul-Henning Kamp
  4. Yahoos nye browser får uheldig start - lækker eget sikkerhedscertifikat

    1 comment.
    Last update 48 minutter 57 sekunder
    Skrevet af Thue Kristensen
  5. Danske internetudbydere nægter at blokere 12 pokersites

    3 comments.
    Last update 55 minutter 18 sekunder
    Skrevet af Jesper Lund Stocholm
  6. Dokumentation: Her er Spillemyndighedens krav - og 12 ulovlige pokersider

    3 comments.
    Last update 57 minutter 20 sekunder
    Skrevet af Jens Larsen
  7. GOTO - programming with the stars (F#)

    9 comments.
    Last update 58 minutter 5 sekunder
    Skrevet af Baldur Norddahl
  8. ESA arbejder på interplanetarisk internet

    5 comments.
    Last update 1 time 2 minutter
    Skrevet af Jarle Knudsen

Mere debat »

It-virksomheder

BusinessMann
|
Liga Distribution
|
Surfray 2009
|
Presswire
|
SMSnu.dk
|
Inmobile
|
Omada
|
REALTECH NORDIC ApS
|
Sec4it
|
ITX
|
Computerfriend.DK
|
Planahead
 

Information

  • Kontakt redaktionen
  • Job- og annoncesalg
  • Teknisk support
  • Om Version2
  • Brugerbetingelser
  • Privatlivspolitik

Aktuelle emner

  • Agil udvikling
  • Android
  • Bruttolønsordning
  • Business Intelligence
  • Cloud computing
  • Download Windows 8
  • HTML5
  • Harddisk-priser
  • IE9
  • Intranet
  • It-sikkerhed
  • Kindle Fire
  • Multimedieskat
  • NemID
  • OS X Mountain Lion
  • Open source CMS
  • Projektledelse
  • Scrum
  • Sharepoint intranet
  • Storage
  • Ubuntu 11.10
  • Virtualisering
  • Windows 8
  • Windows Phone 7
  • iOS 5
  • iPhone 4S

Tjenester

  • Android-app
  • iPhone-app
  • RSS-feeds
Følg @version2dk
Tilmeld dig Version2's it-nyhedsbrev og vind den nye iPad.

Version2 udgives af

  • Mediehuset Ingeniøren A/S work Skelbækgade 4 1717 København V
  • Tlf. work 33265300