Hollywood kører på Linux-fundament
Når de store store selskaber i Hollywood har brug for virkelig tung computergrafik eller skaber deres animationsfilm, sker det med regnekraft fra tusindvis af Linux-drevne servere.
»Et selskab som Dreamworks kører 100 procent Linux og det er i omegnen af 5.000 CPU'er, der lurer i kulissen. Det er ganske enkelt ikke muligt at gøre det med Windows, da det ikke skalerer godt nok« siger Robin Rowe til Version2.
Robin Rowe har selv arbejdet i filmindustrien i mange år, arbejder som projektleder på open source-softwaren CinePaint og er filmproducent. Udover at skrive for Linux Journal, er han også it-konsulent for diverse store filmselskaber.
Netop fordi regnekraften og dermed mulighederne med Linux er så store som de er, har open source-styresystemet indtaget den grafiske del af filmbyen.
»Windows er fint nok, når det kommer til økonomisystemer i filmbranchen, og små selskaber kan også godt finde på at køre Windows, men så snart det gælder større og mere avancerede animerede film, benytter selskaberne Linux« forklarer Robin Rowe.
Robin selv kigger lidt forbavset på Version2's udsendte, da han bliver spurgt om, om han så er 100 procent Linux-mand og forklarer energisk:
»Ligesom med biler bruger jeg alle slags systemer afhængigt af, hvad der passer bedst. Bare fordi jeg har lyst til at køre Jaguar den ene dag udelukker det ikke, at jeg også tager en tur i en Corvette en anden dag. På samme måde er det med it. Jeg benytter det, som er bedst egnet til opgaven,« slutter den amerikanske it-journalist og konsulent, som hjemme i Beverly Hills kører i en miljørigtig Toyota Prius Hybrid.
Hør Robin Rowe foredrag om Linux i Hollywood på Open Source Days i dag kl. 15.00.


Tilføj kommentar