Google straffer sin egen Chrome-browser for SEO-fusk
Google banker nu sin populære browser, Chrome, langt ned ad den liste med søgeresultater, der springer frem ved søgning på ordet 'browser'.
Straffen rammer Chrome, fordi browseren havde opnået en høj placering på listen over søgeresultater ved at bryde Googles egne regler for søgemaskineoptimering, skriver Searchengineland.com.
Chrome havde indtil for nyligt en såkaldt pagerank på hele ni ud af ti. En rangering, der spiller ind, når man får et søgeresultat på blandt andet Google. Det betød, at hvis man søgte på ordet 'browser' i Google, rangerede Google Chrome som nummer to, lige efter Mozillas populære Firefox-browser.
Men ikke længere - den høje rang var nemlig nået ved hjælp af søgemaskineoptimering på en måde, som Google ikke tillader.
Det fik Google til at reducere pagerank-værdien for Google Chrome, hvilket efterfølgende har betydet, at den ellers så populære browser ikke længere dukker op som et af de første resultater ved søgninger.
Ifølge Searchengineland.com har det betydet, at Chrome er røget utallige pladser ned, når det kommer til søgninger. Eksempelvis var Chrome det femte resultat på søgningen ”internet browser” og det fjerde resultat på søgningen ”web browser” - nu er tallet i stedet en sølle 58. og 54. plads.
Google Chrome havde ellers opnået en højere rangering ved at sponsorere en lang række indlæg på diverse hjemmesider. Med teksten ”This post is sponsored by Google Chrome” samt et link til downloadsiden for Chrome, var der lige pludselig over 400 hjemmesider, der linkede til downloadsiden og nævnte Chrome. På den måde blev søgemaskinedelen altså narret til at tro, at siden var meget populær og at det var noget, mange linkede til og derfor noget, mange også ville lede efter i en søgning.
Kommentarer (1)
Det må lige tilføjes at Google havde købt et eksternt firma til at stå for dem kampagne som resulterede i ligegyldige promoverende indlæg, uden at have clearet alle detaljer om kampagnen. Men det ændrer jo ikke på at det havde været dobbeltmoralsk om Google ikke skred ind med et pagerank minus.

