Google: Chromebook kommer til Danmark - men vi siger ikke hvornår

Og hvornår det sker, er stadig uvist. Google Danmark enten vil eller kan nemlig ikke fortælle noget om dansk lancering, da Version2 spørger.
Det eneste, som Googles danske kommunikationschef kan fortælle, er, at Chromebook nok skal komme til Danmark på et tidspunkt.
Heller ikke de internationale salgstal for de forskellige Chromebook-modeller er noget, som Google ønsker at dele. I stedet kan man se på for eksempel Amazon.com’s salgslister og danne sig en idé om efterspørgslen. Acers Chromebook er lige nu den 19. mest solgte bærbare computer, mens Samsungs bedst sælgende Chromebook ligger på plads 40.
Chromebook-computere bruger Googles webbaserede styresystem Chrome OS, hvor alle applikationer skal køre via browseren. Ideen er, at brugeren ikke længere skal tænke på opdatering eller malware-beskyttelse af maskinen, og at data gemmes i skyen.
Og konceptet virker, mener en journalist hos Betanews.com, som i en måned har brugt en Chromebook til daglig. I en anmeldelse af Chromebook skriver han, at der stadig er skarpe kanter, man kan skære sig på, og at Chromebook ikke er for alle og enhver.
Men til hans brug har Chromebooken virket fint. Han glæder sig over den lange batteritid på mindst otte timer ved normal brug, og at bekymringer om hele tiden at skulle have internetforbindelse har været grundløse. Man kan godt køre Chrome OS og flere af de vigtigste applikationer i offline-tilstand, og der er nærmest altid en wifi-forbindelse at koble sig på rundt omkring. Faktisk har han slet ikke haft brug for den indbyggede 3G-forbindelse, skriver han.
Alt er dog ikke rosenrødt. For eksempel ville hans Chromebook ikke åbne en RTF-fil, mens Word-filer uden problemer bliver åbnet i Google Docs. Håndteringen af zip-filer er også noget rod i Chrome OS, lyder dommen.
En Chromebook fra Acer eller Samsung koster i USA nu ned til 349 dollars, og studerende kan også leje en maskine for 20 dollars om måneden, godt 100 kroner.


Tilføj kommentar