GE Healthcares undervurdering af it-integration kostede 5 måneders forsinkelse
Et it-system til 40 millioner kroner skulle have effektiviseret de syddanske sygehuse fra januar måned, men ventes nu først at kunne tages i brug fra midten af juni.
Forsinkelsen på omkring fem måneder skyldes, at leverandøren, GE Healthcare, har undervurderet udfordringerne ved den it-tekniske integration mellem systemet ? det såkaldte RIS/PACS - og de eksisterende apparater på sygehusafdelingerne.
Sådan lyder begrundelsen fra Odense Universitetshospital (OUH).
»Vi må sige, at leverandøren har undervurderet opgaven med at integrere RIS/PACS-systemet med afdelingerne på hospitalet, og det har leverandøren også anerkendt,« siger administrerende direktør Jens-Otto S. Jeppesen, OUH.
Konkret er der ifølge Jens-Otto S. Jeppesen tale om, det nye it-system skal fanges op af en integrationsside, der sikrer en korrekt sammenkobling mellem systemet og f.eks. udstyret på hospitalets røntgenafdeling. Det er denne integration, der har givet GE Healthcare lidt mere kam til håret, end deadlinen kunne holde til
Jens-Otto S. Jeppesen understreger, at sagen er forhandlet på plads med GE Healthcare, men at forsinkelsen kommer til at kunne mærkes rundt omkring på hospitalsafdelingerne.
»Det er en forsinkelse, der vil noget, og som påvirker os driftsmæssigt,« siger direktøren.
Hvad har I lært af denne sag, og hvad skal I gøre bedre næste gang? »Vi ved jo af erfaring, at det er lettere at sige, at it er et fantastisk værktøj, end det er at få implementeret i praksis. Fremover skal vi i højere grad sørge for at gennemgå alle detaljer minutiøst og lave en drejebog for hele projektet sammen med leverandøren. Vi synes, vi har gjort alt, men alligevel er der sket en forsinkelse,« siger Jens-Otto S. Jeppesen.
Det er endnu ikke lykkedes Version2 at få en kommentar fra GE Healthcare.

Tilføj kommentar