Gartner punkterer fem myter om Software-as-a-Service
Servicebaseret it i form af Software-as-a-Service, hvor kunden køber sig adgang til at køre et it-system hos en serviceudbyder, er ikke altid så optimalt, som mange tror. Det advarer analysefirmaet Gartner.
Analytikerne har set på fem udbredte myter omkring SaaS, som kan få en organisation til at se sig varm på SaaS og ende med en dyr skuffelse.
Myte nr. 1: SaaS er billigere end software kørt inden for huset Ifølge Gartner er det sandt nok i løbet af de to første år, men set over en femårig periode kan de samlede omkostninger være højere. Det skyldes især, at man med it-driften i huset får fordel af afskrivninger på den første store investering, og det kan mærkes efter de to første år.
Myte nr. 2: SaaS er hurtigere at implementere Det er korrekt for simple systemer, som kan rulles ud i løbet af en måned. Men leverandørerne glemmer ofte at nævne, at det kan tage syv måneder eller mere, hvis der er tale om mere komplekse forretningsprocesser og integration med andre systemer. Jo mere kompleks en løsning, der er bohv for, jo mere nærmer udrulningstiden for SaaS sig den tid, det vil tage at rulle en løsning ud med internt it.
Myte nr. 3: SaaS bliver afregnet efter forbrug Det er ifølge Gartner forkert, at SaaS bliver afregnet efter forbrug på samme måde som el og varme. Selvom leverandørerne hævder at bruge en forbrugsbaseret prismodel, så bliver kunderne i praksis bundet til en forudbestemt fast kontrakt. Kun et mindretal af SaaS-løsningerne bliver reelt afregnet direkte efter forbrug.
Myte nr. 4: SaaS kan ikke integreres med interne it-systemer SaaS-løsninger kan ofte blive integreret med eksisterende interne it-systemer eller datakilder. Det kan enten ske gennem en batch-styret proces, som synkroniserer de eksterne og interne systemer, eller det kan ske ved hjælp af webservices.
Myte nr. 5: SaaS kan kun bruges til simple systemer Selvom der er begrænsninger, så kan SaaS bruges til meget komplekse systemer. Mange af applikationerne kan konfigureres omkring metadatalaget til at understøtte mange forskellige forretningsprocesser. Og der findes også deciderede applikationsplatforme, som kan leveres som en tjeneste og som kan bruges til at opbygge specialkonstruerede applikationer.


Tilføj kommentar