Frie fjernsynsfrekvenser kan skabe turbo-wifi
Trådløse netværk med en rækkevidde på hundredevis af kilometer og båndbredde på ti megabit. Det lyder for godt til at være sandt, og indtil videre er der også kun tale om fremtidsmusik.
Men det er i hvert fald drømmen blandt amerikanske forskere, og nu kan de begynde på eksperimenterne.
Det sker efter at amerikanske telemyndigheder for nyligt har frigivet radiofrekvensbånd på megahertz-skalaen til almen brug. De gældende frekvensbånd har været anvendt som "huller" imellem tv-stationernes kanaler, men behovet for den tomme plads er forsvundet.
Det betyder, at der gives mulighed for at konstruere enheder, som kan levere turbo-wifi, skriver MIT's tidsskrift Technology Review.
Begyndelse til en trådløs revolution
»Telemyndighedernes bekendtgørelse har givet mange mennesker den fornemmelse, at det er begyndelsen til en trådløs revolution,« siger Anant Sahai, som er professor i elektronik ved University of California, Berkeley til Technology Review.
Ideen går ud på at bygge radioer, som kan hoppe fra en frekvens til en anden, hvis der allerede snakkes på en given kanal. Teknikken kendes på amerikansk som "cognitive radio."
Firmaer som Motorola, Philips og Microsoft har testet prototyper med varierende held. Motorola er det første firma, som har bygget en prototype, der passer til de amerikanske telemyndigheders krav. Men der er endnu meget lang vej til en enhed, som kan sættes i produktion. Motorolas testmodel er på størrelse med en kuffert og kan indtil videre kun modtage, ikke sende.
Intet behov i Europa
Også i Europa bliver der i de kommende år mere plads i den del af frekvensspektret, hvor analogt tv har holdt til. Det er digitaliseringen af den æterbårne tv, som giver plads til nye spillere i tv-området. Som i USA forventes det også at blive mobil datakommunikation, som kommer til fadet.
»Ti megabit per sekund, det lyder efter det oplyste lidt voldsomt,« siger Sven Lundbech fra IT- og Telestyrelsens tekniske kontor til Version2.
»Så meget plads er der altså heller ikke. Det er måske endda ikke særligt praktisk, for hvis det skal betjene mange mennesker på en gang, så bliver der trængsel.«
Han kan heller ikke se den store mulighed for sådanne teknologier i Europa, hvor befolkningstætheden er høj og afstandene til at overse, på nær randområder som f.eks. Nordnorge.
Sven Lundbech tror, at det er mere sandsynligt, at det bliver teknologier fra mobil-området, som kommer til at benytte sig af de gamle tv-frekvenser i Europa. Det kan f.eks. blive videreudviklinger af teknologien HSDPA (High-Speed Downlink Packet Access,) som i dag kan klare hastigheder på 1,8 til 14,4 megabit per sekund, og på sigt kan komme op på 42 megabit.
Her er rækkevidden dog langt mindre, kun få kilometer, siger Sven Lundbech.
Kommentarer (1)
Sandheden har intet med forholdene i Europa at gøre, så hvorfor ikke sige sandheden, at man ikke vil have konkurrence fra et åben og frit net.
Der er også tæt befolkede arealer i USA og her kommer til at gælder samme regler. Idag må de også på de frie kanaler i USA bruge kraftigere sendestyrke.
Det er politisk tågesnak fra Sven Lundbech, det drejer sig om at have kontrol, og kunne sælge disse dyre sende licenser, befolkningen i Europa skal ikke kunne lave noget hvor staten(erne), EU ikke har 100% kontrol.
Hvorfor dog ikke kalde en spade for en spade, istedet for al den tågesnak.
