Fortsat uro i DKUUG-toppen
Version2 citerede i fredags nettjenesten Computerworld for afviklingen af generalforsamlingen i Unix-brugergruppen DKUUG. Men noget tyder på, at det ikke var hele sandheden, der kom frem, da tjenesten referede foreningens formand Donald Axel for, at et alternativ forslag til varetagelse af foreningens formue på omkring 13 millioner kroner var stemt ned.
I følge Version2s oplysninger blev bestyrelsen pålagt at undersøge både det alternative forslag fra Jacob Sparre-Andersen samt et andet indkommet forslag stillet af Keld Simonsen, der i sit forslag minutiøst redegør for, at det overhovedet er hans fortjeneste, at DKUUG fik fat i formuen i første omgang.
Ifølge Keld Simonsen var det den almennyttige fond "Selskabet for Rationel Almen Planlægning", forkortet RAP, der oprindelig donerede det dial-backmodem, der gjorde det muligt at administrere DKnet, der siden blev solgt til TDC for 20 millioner kroner.
Keld Simonsen er stort set den eneste arbejdskraft, der driver RAP, skriver han, og han er fondens direktør.
Keld Simonsen gør desuden opmærksom på, at det var hans bestræbelser alene, der sikrede at DKnet kom ind under DKUUG og ligeledes hans fortjeneste, at det lykkedes at sælge DKnet til TDC for de nævnte 20 millioner.
Keld Simonsen opgør værdien af sit arbejde for DKnet til 17,1 million kroner i dagens priser og foreslog - blandt andet med henvisning til de vedvarende økonomiske slagsmål i DKUUG - at en væsentlig del af dette beløb overgår til RAP til varetagelse af de projekter, som RAP løbende har haft i blandt andet tæt samarbejde med DKUUG.
Formanden i DKUUG, Donald Axel, oplyser til Version2, at forslaget om beskyttelse af foreningens formue ligge flere år tilbage, og der i forbindelse med den netop afholdte generalforsamling ikke er noget nyt i det arbejde, som bestyrelsen har i den forbindelse.
»Det arbejder vi stadig på, men vi er ikke kommet så langt, eftersom der er nogle spørgsmål vedrørende omkostningerne ved at oprette en fond, som vi ikke har overblik over,« oplyser han.
Donald Axel oplyser endvidere, at opgaven er at sikre formuen fra umanerlige forslag ved at anbringe den i en fond, som er bundet til et formål og har en bestyrelse, der ikke kan tillade sig at begunstige sig selv, hvilket efter hans opfattelse var præcis det, som forslaget fra Jacob Sparre-Andersen ville indebære.
»Men netop fordi Jacob Sparre-Andersens forslag gik ud på stort set det samme som det, bestyrelsen arbejdede på, var det lidt storm i et glas vand at tale om modsætninger og kampvalg. Det største problem er formentlig stadig at finde en måde at realisere organisationen på, således at alle føler sig trygge og er klare over, at Danish Unix User Group vil støtte eksempelvis Linuxforum, der behøver en sum for at kunne stille garanti for husleje til kongreslokaler, hvor det nu end bliver,« siger han.
Kommentarer (13)
Jeg vil bare gøre opmærksom på at jeg fortsat mener at DKUUGs formue ligger bedst i DKUUGs lommer, og at jeg har arbejdet hårdt på de forløbne uger for at det skulle forblive sådan, hvilket lykkedes på generalforsamlingen i torsdags.
Men hvis man absolut vil dele ud af formuen, synes jeg hellere det skulle gå til en fond som RAP, som har en stor del af æren for formuen og som har arbejdet med projekter meget lignende DKUUGs, med held, i stedet for til en fond med en mere perifær tilknytning til DKUUG.
Det var egentlig ikke planen at bruge så meget krudt på DKUUG, men jeg følte at jeg burde komme med noget respons. Istedet for løsrevne kommentare her og andre steder har jeg skrevet en sammenhængende længere kommentar på min private blog:
RAP er en selvejende institution, jeg ejer ikke RAP.
Men jeg sidder i RAPs bestyrelse og er direktør for den. Vi har lavet en lang række projekter af almennyttig karakter, især inden for standardisering, UNIX, internet, og internationalisering.
For en forbløffende lille sum kan man få regnskabet for RAP på CVR.dk og det viser for mig at se et meget lille regnskab, svarende til et enmandsfirma.
Keld:
Er der reelt andre end dig der bruger denne RAP fond? jeg tvivler.
Personsammenfaldet imellem RAP og DKUUG har mindst tre gange medført at der blev disponeret på DKUUGs vegne uden bestyrelsens forudgående tilfælde.
Hvis det drejde sig om en fondsbestyrelse, ville man kræve at den slags konflikter blev dokumenteret, ligesom andre interessekonflikter, inden man valgte folk ind i bestyrelsen.
Som forening mener DKUUG ikke at der er grund til den slags "smuds" kommer medlemmerne for øre.
Det er blot en af grundende til at DKUUGs medlemmer ville være bedre stillet med pengene i en fond.
Poul-Henning
Hvis der har været disponeret uden forudgående tilfælde så har det været i nødstilfælde. Jeg erindrer kun en enkelt sag om dette, hvor der var en meget kort frist fra EU-kommissionen, og hvor der var en principgodkendelse, hvor jeg telefonisk konsulterede resten af bestyrelsen, og bestyrelsen godkendte efterfølgende dispositionen, som iøvrigt kunne være blevet trukket tilbage.
RAP er en lille fond, og jeg er den eneste ansatte. Men det vi har været med til at lave bliver brugt af en masse folk over hele kloden. Det drejer sig bl.a. om internetstandarder for mail og web, især på internationalisering og tegnsæt, og på POSIX/Linux-området omkring internationalisering. Og så har vi lavet en del arbejde for private kunder.
Keld,
Hvorfor er det relevant for vurderingen af de to forslag til bestyrelsen, at du jvf. nyheden her "minutiøst redegør for" at formueren er din fortjeneste? Anvender du dét som argument for, at dit forslag bør vægte højere pga. din anciennitet?
I såfald fragmenterer du dig selv fra DKUUG, noget jeg vil betragte som illoyalt og medvirkende til den uro, der ugler i DKUUG. Min undring er, at du på den ene side taler for, at DKUUG bør bevare formuen under eget regi, men samtidig er du med til at underminere foreningen.
Denne debattråd startede i forbindelse med de tumultiske forhold i DKUUG i 2007 - altså for over et år siden.
Tråden har været inaktiv længe, men pludselig findes den i toppen af debatten igen?
/esni
Det er da nok fordi en eller anden selv har valgt at tage emnet op igen, og kommenteret på det d.1. december... :)
Tråden har været inaktiv længe, men pludselig findes den i toppen af debatten igen?
Det er vel den tid af året igen, hvor DKUUG politianmelder et bestyrelsesmedlem ?
Poul-Henning
Det er vel den tid af året igen, hvor DKUUG politianmelder et bestyrelsesmedlem ?
Kun hvis de har fingrene for langt nede i julekagedåsen. Og det kender jeg heldigvis ikke noget til :)
Du må lige uddybe og fortælle om det er normal praksis.
Til gengæld har vi jo lige haft generalforsamling, og igen i år fået to helt nye ind i bestyrelsen. Jeg ser frem til et år mere med lærerigt og underholdende DKUUG-arbejde, forhåbentlig uden politi...(?) :)
