E-valg skal være dansk eksportsucces
Et dansk forskningsprojekt om elektroniske valghandlinger skal ikke nødvendigvis munde ud i danske e-valg. Det kom frem, da det femårige forskningsprojekt DemTech officielt blev skudt i gang på Christiansborg i onsdags.
Blandt de 60 fremmødte tilhørere var en del skeptikere. Forskerne forsøgte at berolige skeptikerne med, at projektet ikke nødvendigvis skal munde ud i elektroniske valg i Danmark, men snarere finde en generel og sikker måde at afholde elektroniske valg på, som kan komme andre lande til gode – og klinge i kassen i Danmark.
»Vi kan eksportere systemet til andre steder i verden, hvor det vil gøre endnu mere gavn end i Danmark, for eksempel i Mellemøsten og i Afrika,« sagde lektor Joseph Kiniry fra IT-Universitetet, der skal være med til at udvikle de matematiske formler bag et nye elektronisk valgsystem, som forskningen skal munde ud i.
Joseph Kiniry forklarede efterfølgende, at forskningen i Danmark har stort potentiale i udlandet, for eksempel i nye demokratier eller i andre lande, hvor tilliden til valgprocesserne er meget lav.
E-valg skal ikke presses ned over hovedet på danskerne
Formålet med forskningen er således ikke er at bevise, at e-valg skal indføres i Danmark, men at undersøge om e-valg er en fornuftig løsning for danskerne.
»Jeg vil være overordentlig tilfreds, hvis vores resultater viser, at vi stadig bør blive ved med at stemme med papir og pen i Danmark, fordi det allerede virker rigtig godt for os,« sagde han på eventen og fortsatte:
»Jeg er mere bekymret for diktatur-stater, hvor der snydes med stemmerne. Her kan computere hjælpe til den demokratiske proces.«
Grunden til, at mange danskere er skeptiske, er, at vi ved, hvad vi har, og at vi har tillid til vores valgsystem. Mere end 90 procent af danskerne har nemlig tillid til resultatet, og har tillid til den demokratiske proces.
Derfor er mange skeptiske, fordi de ikke ved, hvad de får med et elektronisk valgsystem. Men andre lande med svagere demokratier står i den omvendte situation.
»Vi har meget at miste, og disse lande har meget at vinde,« sagde lektor Carsten Schürmann fra IT-Universitetet, der er leder af forskningsprojektet.
DemTech vil primært fokusere på, hvordan man kan afholde hemmelige, elektroniske valg. Der kigges i første omgang således ikke på valgløsninger, hvor borgeren kan stemme over mobiltelefonen eller over internettet, idet der i Grundloven står, at valg skal afholdes hemmeligt i Danmark, hvilket disse løsninger ikke overholder.
Kommentarer (4)
Jeg forstår ikke ideen med e-valg. Man kan jo ikke sikre sig mod salg af stemmer. Når stemmer afgives på computeren er det umuligt at sikre, at vælgeren ikke sælger sin stemme til højestbydende. Eller stemmer sådan som far siger, man skal. Eller som de lokale rockere siger, man skal.
Det er en dødfødt ide.
Såfremt stemmeafgivningen foregår i en bås på samme måde som i dag, er der vil ingen principiel forskel i sikkerheden?
[..]Der kigges i første omgang således ikke på valgløsninger, hvor borgeren kan stemme over mobiltelefonen eller over internettet
Et diktatur vil næppe være interesseret i et e-valgs system, hvor det er os der styrer resultatet. Og det vil naturligvis også være direkte dumt. De vil selv styre resultatet. Er det sådan et system, at vi skal levere?
@Michael Rasmussen,
Du har da ret i at skal folk stemme elektronisk i en bås på den lokale skole, som det sker i dag, vil der ikke være problemer med at folk ikke stemmer hemmeligt. Men kontrollen ville blive et problem - og så kommer dertil at det ville blive langt dyrere end den nuværende ordning.
