Folketinget.dk bliver genopført fra ruinerne
Ligesom Christiansborg er blevet bygget op fra ruinerne flere gange i historien, så bliver det virtuelle hjem for Folketinget nu også bygget op på ny helt fra grunden. Samtidig med Folketingets åbning går den nye version af Folketinget.dk nemlig i luften.
Hjemmesiden indtil i dag er baseret på et system, som blev grundlagt i 1990'erne. Det bliver nu skrottet til fordel for et nyt CMS baseret på Sitecore.
Det betyder også, at blandt andet abonnementstjenesterne ikke bliver overført fra det gamle til det nye system. Derfor skal de 6.000 brugere, som i dag abonnerer på eksempelvis paragraf 20-spørgsmål, nu ind og oprette sig igen på den nye hjemmeside.
»Vi har vurderet, at det ville være et kæmpe arbejde at overføre abonnementerne. Det nye system er dobbelt så stort, så der har vi vurderet, at hvis folk skal ind og oprette sig på ny, så vil de også kunne se de nye muligheder,« forklarer it-udviklingschef Liselotte Astrup fra Folketinget.
I det nye system vil det eksempelvis være muligt at følge opdateringer for hver enkelt folketingsmedlem eller enkelte lovforslag, så man kan vælge for eksempel udelukkende at følge Finansloven.
Bag CMS'et har Folketinget desuden skiftet til et nyt dokumenthåndteringssystem eller ESDH. Derfor har det været nødvendigt at udvikle en ny webservice til at forbinde CMS og ESDH til den nye hjemmeside. Det skulle gerne betyde flere nye muligheder for søgning.
»Det er også derfor hjemmesiden er blevet forsinket,« siger Liselotte Astrup.
Hjemmesiden var oprindeligt planlagt til at gå i luften ved Folketingets åbning i oktober sidste år.
Samtidig med Folketingets nye hjemmeside går den digitale udgave af Folketingstidende også i luften i dag. Der er tale om et helt nyt websted med den officielle information om lovforslag.
»Rent juridisk er folketingstidende.dk et vigtigt skridt,« siger Liselotte Astrup.


Tilføj kommentar