Flere kvinder optaget på it-uddannelserne - men stadig klart i undertal
4.528 studerende starter i efterårssemesteret på en videregående it-uddannelse. Det er otte procent flere end sidste år. Det fremgår af årets optagelsestal fra den Koordinerede Tilmelding, KOT.
Det er især datamatikerstudiet, som har tiltrukket flere studerende i år med en fremgang på 13 procent i forhold til optaget i 2011.
Læs også: 26 procent flere vil være datamatiker
Samlet er it-erhvervsakademiuddannelserne gået frem med 10 procent og har i år optaget 2.158 nye studerende fordelt mellem datamatikere, it-teknologer og multimediedesignere.
Datalogistudiet er også gået frem, dog kun med fire procent i forhold til sidste år, så 419 i år skal begynde på datalogi. Civilingeniører med it som en del af studiet er gået frem med fem procent og i alt 444 nyoptagne studerende.
| Studieområde | Antal optagne | Vækst |
|---|---|---|
| It-erhvervsakademiuddannelser | 2.158 | 10 % |
| Datalogi | 419 | 4 % |
| Erhvervsøkonomi-informationsteknologi | 89 | -11 % |
| It-civilingeniører | 444 | 5 % |
| Informationsvidenskab | 467 | 13 % |
| Flerfaglige it-uddannelser | 951 | 7 % |
It-uddannelserne er stadig, i modsætning til de videregående uddannelser generelt, et mandefag. På de øvrige uddannelser er fordelingen 59 procent kvinder blandt de nyoptagne mod 41 procent mænd. På it-uddannelserne er fordelingen 29 procent kvinder mod 71 procent mænd.
Det er dog en fremgang i forhold til både 2010 og 2011, hvor der blot var 27 procent kvinder blandt de optagne på it-uddannelserne.
Kommentarer (2)
Med den overskrift kan det så undre en, at der ingen tal nævnes for forholdet mellem drenge og piger på optaget til de forskellige edb-uddannelser. Så mon ikke drengene stadig udgør 99% på datalogistudiet? På fysikstudiet er det kun 77%.
Drengene, ikke mændene, som artiklen skriver? På DIKUs toiletter omkring Store Auditorium står der med tryk 'drenge' og 'piger', og det er også hvad de unge studenter kalder sig selv, i hvert fald i den matematisk-fysiske faggruppe. Ja, efter en kandidatgrad i datalogi er jeg nu gået i gang med at læse astrofysik, så jeg er stadig nær på miljøet.
På Københavns Universitet har vi ramt loftet for optag i datalogi både sidste år og i år, så det kan være en del af forklaringen på den lave stigning i optage på datalogi -- specielt hvis andre datalogiuddannelser også har ramt loftet.

