Fejl i midlertidig afløser for forsinket it-system fik Skat til at udsende 270.000 unødvendige breve
En fejl i det midlertidige system, som Skat benytter til at udsende opkrævninger til danskerne, førte til, at Nets har udskrevet og udsendt 270.000 papirbreve med opkrævninger på vægtafgift til danske bilejere, som i forvejen var tilmeldt betalingsservice og derfor ikke behøvede et papirbrev. Det skriver Computerworld.
Skat betegner ifølge Computerworld fejlen som menneskelig, idet en medarbejder har sat en forkert værdi i programmet, og det var skyld i, at Nets' system fortolkede dataene fra Skat sådan, at der blev udskrevet et papirbrev.
Systemet er en midlertidig afløser for det forsinkede Debitormonitor, og fejlen har angiveligt sneget sig forbi testen af systemet, fordi testen ikke er sket på et tilstrækkelig stort datagrundlag.
»Når man laver nye interfaces, kan sådan noget ske. Selvom vi har brugt systemet i en hel måned, er det første gang, vi har brugt det betalingsserviceaftaler, hvor de her opkrævninger skulle med,« siger kontorchef Orla Kristensen fra Skat til Computerworld.
Skat vil nu påføre den almindelige oversigt fra betalingsservice en note om, at de bilejere, der har modtaget den ekstra opkrævning på papir, blot skal se bort fra indbetalingskortet.
Kommentarer (7)
Så var det derfor jeg fik en opkrævninger på vægtafgift pr. brev :D
Kunne da heller ikke forstå det, mente da bestem at den var sat til betalingsservice
Det undrer da mig at når man kører sådan et job på et nyt system at man ikke lige holder antallet af printjob op mod tidligere antal?
Det er godt at undre sig. Det giver sunde nye tanker.
Nu er det blot en bunke breve, der blev udskrevet, så i bund og grund har man jo fundet fejlen og fået den rettet.
Hellere det end at der kom dobbelte opkrævninger.
Men man har vel brugt et stykke over 1 mio. i unødvendig porto (alt efter hvor meget SKAT nu engang betaler pr. brev) - samt sikkert ekstra travlhed på telefonlinjerne, fordi folk er forvirrede (var jeg da jeg fik brevet ;)).
Det kan da kun glæde alle at det offentlige har så godt styr på hvad de foretager sig, der sker jo næsten aldrig fejl og det er simpelthen bare så billigt at drive systemerne. Alle borgere bør være glade.

