Fejl i antivirus lammer aktionærforening
Der er god tid til hyggesnak hos medarbejderne i Dansk Aktionærforening fredag formiddag, for den lille organisations servere er helt døde. Antivirusprogrammet Eset Nod32 fik i går en fejlramt opdatering hjemmefra, som sendte alle maskiner til tælling.
»Vi har fået vores webserver op at køre her til morges, men vores interne servere har stadig problemer. Så jeg har fået læst avis, drukket kaffe og haft god tid til morgenmaden,« lyder det fra Jens Møller Nielsen, der er foreningens pressekontakt og chefredaktør.
Hos Eurosecure, der er Esets danske partner, oplyser supporten, at den fejlbehæftede opdatering blev sendt ud torsdag klokken halv to, men at problemerne først for alvor dukkede op fire timer senere, da en ny opdatering blev sendt ud. Klokken 19.30 kom så et værktøj, der kunne løse problemet.
Men hos Dansk Aktionærforening startede problemerne allerede onsdag aften.
»Natten til torsdag gik serveren ned, og torsdag fik vi falske virus-advarsler. Torsdag aften går vores servere ned igen, og den ene af dem kunne vi slet ikke genstarte, heller ikke i fejlsikret tilstand,« forklarer Jens Møller Nielsen.
Aktionærforeningen har ikke selv it-folk tilknyttet, men køber hjælp udefra. Meldingen fra de eksterne supportere er, at serverne skulle være på fuld kraft igen omkring frokosttid i dag fredag.
Eset er en af de små spillere på antivirusmarkedet, der er domineret af Symantec, McAfee, Trend Micro og Kaspersky. Problemet med opdateringer med fejl, der får kundernes maskiner til at gå ned, er ikke ukendt og har ramt de fleste af producenterne. I april havde skabte en fatal McAfee-opdatering således ravage kloden over. Her skulle alle klient-computere renses for problemer med håndkraft.

Tilføj kommentar