Fætter og kusine i krig om familie-domæne

Familiestrid om ejerskabet af domænet bale.dk spidser til. Kusine trækker nu sin fætter i retten efter at have tabt sag ved Klagenævnet for Domænenavne.

De hedder begge Bale til efternavn, og de er endda i familie med hinanden.

Alligevel er retten til domænet bale.dk endt i en strid mellem Marianne Kallesøe Bale og hendes fætter Ulrich Kallesøe Wester Bale. Det fremgår af en aktuel klagesag, som nu trappes op og bliver til en regulær retssag mellem de to.

Domænet har været ejet af fætteren siden 2005, hvor han overtog det fra Restaurant Ba-Le i Ballerup. Han fik i april i år Klagenævnet for Domænenavnes ord for, at han er den retmæssige ejer af domænet.

Men den kendelse var kusinen ikke tilfreds med, og hun tager nu derfor sagen videre til Sø- og Handelsretten. Retten skal afgøre, om privat eller kommerciel brug af domænet vejer tungest.

Marianne Kallesøe Bale mener nemlig fortsat, at hun har større ret til www.bale.dk, fordi hun siden 2009 har drevet Advokatfirmaet Bale med speciale i inkassosager. Og fordi Ulrich Kallesøe Wester Bale, der til daglig er it-studerende, ifølge kusinen ikke har brugt domænet aktivt nok:

»Siden har således været uden aktivitet i en lang årrække, og efter klagers oplysninger er der heller ikke udsigt til, at domænenavnet vil blive taget aktivt i brug i fremtiden,« lød et af argumenterne fra Marianne Kallesøe Bales klage, som Klagenævnet for Domænenavne altså endte med at afvise.

Bruger domæne til mail og NemID

Fætteren har over for klagenævnet forsvaret sit ejerskab af bale.dk med, at domænet skam er aktivt, selvom der ikke ligger meget synligt hjemmesideindhold på det.

Screendump fra www.bale.dk

»Øvrige familiemedlemmer – i alt 8 stk - er samlet på domænet og driftes af interne mails og websites tilknyttet hvert familiemedlem. Opsætningen giver ikke alene mulighed for familiens medlemmer at tilgå hinanden via mail, MSN, Skype osv., men også opsætte NemID og en digital signatur via personlig mail, fælles kalender, deres personlige CV, oprette og printe businesscards via printersharing fra hele verden, fotoalbums mv.,« lyder forklaringen fra Ulrich Kallesøe Wester Bale, der også bruger domænet til skoleopgaver.

Han oplyser videre til klagenævnet, at kusinen i 2006 blev tilbudt en e-mailadresse og en hjemmeside på bale.dk, men at hun dengang takkede nej.

En træls sag

Marianne Kallesøe Bale, der i stedet benytter domænet advokatfirmaet-bale.dk, ønsker ikke at kommentere sagen over for Version2.

»Jeg springer over,« lyder det kortfattet, da Version2 fanger hende på telefonen.

Ulrich Kallesøe Wester Bale er selv træt af, at sagen nu er kommet så langt som til at ende i retten.

»Det er en træls sag. Hvis hun havde spurgt mig, om jeg ville redelegere et subdomæne til hende på bale.dk, efter at hun havde tabt sagen (i klagenævnet, red.), havde det ikke været noget problem. Men nu begynder hun på det her (retssagen, red.),« siger han til Version2.

Ulrich Kallesøe Wester Bale studerer til multimedieintegrator og it-supporter og er derfor på SU. Han er bekymret for, hvordan en retssag kan ramme ham på pengepungen:

»Der jo en væsentlig udgift ved det, hvis jeg taber den her retssag,« siger han til Version2.

Hvordan har sagen påvirket familien?

»Førhen har vi altid kunnet snakke sammen og deltage i julefrokoster og juleaftener sammen. Men siden sagen er kontakten mellem os blevet til ingenting. Så det er da træls,« siger Ulrich Kallesøe Wester Bale.

Der findes i alt 11 personer med efternavnet Bale i Danmark.

Kommentarer (34)

Peter Binderup

Skulle hun vinde denne sag så bør konsekvensen være at reglerne for .dk domæner bliver lavet om, samt at klagenævnet nedlægges (da det tilsyneladende så ikke har nogen nævneværdig betydning).

Hun har allerede i dag et domænenavn der meget tydeligt viser hvad det er det dækker over - det vil bale.dk ikke gøre. At hun er dårlig til at reklamere for sin virksomhed skal absolut ikke komme familien til skade - hun udstiller sig selv som et tåbeligt menneske og har sikkert isoleret sig fuldstændigt fra sin familie.

PBS lavede et solidt selvmål da de gik efter nets.dk - PBS har nok pænt flere ressourcer til at kommer over sådan en pr mæssig shitstorm, mon et lille snoldet advokatfirma har det?

Ole Olsen

Hvor er det trist at familier ikke kan enes; og hvor er det synd, at en SU-modtager slæbes i retten af sin advokatkusine - han har min fulde sympati.

... men er historien ikke lidt tynd til dette medie. Skal vi ikke vende tilbage, når retten har givet kusinen medhold?

Peter Juhl Christiansen

hørt hørt! denne sag skyldes at fru Bale tænker som en advokat og ikke som et menneske, havde hun spurgt om de kunne dele domænet på den ene eller andet måde havde det sikker løst problemet.

Håber fru papnæse taber denne sag!

Henrik Rathje

Dårlig PR er også PR. Men at hun vil splitte familien og ovenikøbet trække dem i retten er lamt i hovedet. Det er jo bare et domænenavn.

Steen Eugen Poulsen

Påstands historier som denne kan ikke bruges til noget, fordi den ikke er på papir og man kan tage den med på toilettet.

Det kan jo ligeså godt være løgn fra enden til anden hvad "den stakkels" fyr siger.

Offentlig gabestok uden ordentligt dokumentation, det er for tyndt.

Einar Petersen

Spøjs bevisførelse omkring at man finder sig selv på Google som om at det i sig selv skulle betyde noget.

Kunne tænke mig at vide om der er taget hensyn til at advokaterne måske befinder sig i en filter boble og derfor ser sig selv som mere prominente i kraft af at de finder sig selv på google, end de i virkeligheden er....

http://www.ted.com/talks/eli_pariser_beware_online_filter_bubbles.html

Er efterhånden træt af ja man kunne have lyst til at kalde denne type virksomheder og personer for virtuelle tyveknægte, men så fik man sikkert en injuriesag på halsen, så det vil jeg ikke. Jeg vil i stedet bare sige at jeg er død hamrende træt af at virksomheder og andre går efter domæner fordi de føler de har mere ret til et domæne end andre...

Det er first come first served.

Man kan stille sig op bag i køen hvis ikke man er hurtigt nok ude og så snuppe domænet hvis ejer misligholder sin aftale med registrar, eller man kan tilbyde en ordentlig pris for domænet. Det der pladder med at man skal bruge domænet aktivt og at det skal indebære at forside/sider ændres og at mail ikke er at bruge domænet....

AAAAGH der er vist stadig nogen der ikke helt har fattet hvad internettet går ud på og derfor tror at internettet er en samling glansbilleder man klikker sig frem og tilbage imellem.

Håber virkelig advokaten bliver jordet totalt i denne her sag.

Nuff said!!!

Morten W. Jørgensen

Er jeg den eneste der finder dette

Konfliktløsning ved mediation udgør et smidigt alternativ til de traditionelle retssager. Advokat Marianne K. Bale er certificeret til at lede parterne gennem en struktureret mediationsproces, hvor fælles forhandling er kodeordet.

fra http://www.advokatfirmaet-bale.dk lidt komisk, den forestående retssag in mente?

Simon Friis Vindum

Bestemt ikke!

Mediator bistår parterne med at bygge bro mellem deres interesser og behov uden at de personlige og/eller forretningsmæssige relationer påvirkes negativt.

Jeg sidder og skrald griner, det er jo absurd latterligt.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Søger man på "bale", er hendes firma det første danske link. Søger man på "advokat bale", så er firmaet over det hele. Hvis det var fordi det andet domænes aktivitet overdøvede hendes, så kunne man forstå det. Men dette her er bare noget pjat.

Jens Chr. Pedersen

@Morten: Det hedder ikke meditation, men mediation!
Men godt set og ret så (tragi)komisk. Man må jo tvivle stærkt på værdien af hendes certificering inden for denne 'disciplin', efter denne sag.

Svenne Krap

@birger:
De ansvarlige er folketinget... Helt specifikt er det §12 i domæneloven (LOV nr 598 af 24/06/2005) samt dens betænkninger, der skaber al usikkerheden for private.

Personligt synes jeg, at det er vigtigt at stå fast på, at de fleste private primært bruger deres domæner til mail. Og at hvis man får fravristet ens domæne, så har man givet modtageren en hovednøgle til alle de online-steder man nogensinde har besøgt (de har stort set alle en glemt-password funktionalitet, der sender mail med login-hjælp). Det er i praksis umuligt at sikre sig mod et sådanne problem (at at skifte email-adresser i alle systemer - hvilket er anlogt til at skifte låse i den fysiske verden) hvis man har haft sit domæne i en lang årrække.. Jeg vil personligt tro, at min mail-adresse er tilmeldt et godt stykke over 3.000 steder på de 14 år jeg har haft det, og at jeg ikke husker mindst 1.000 af dem... Nogle af dem endda "vigtige" steder, som jeg har given min email-adresse men glemt senere (fx. Københavns Energi, hvor jeg for nyligt blev overrasket over at de kendte min email-adresse...)

Det er IMHO derfor sindssygt vigtigt at vi holder fokus på denne del. Og vi har brug for på et eller andet tidspunkt at få en dom, der cementerer dette.
Domæneklagenævnet (der i øvrigt er fuldstændigt uafhængigt af DIFO og DKHM foruden at DKHM betaler for gildet), er bundet af lov, sin egen praksis og dommme.

Så hvis en dom slog fast, at det er en meget alvorlig ekspropriering at tage et mail-domæne fra en privatperson (grundet afleveringen af "hovednøglen") vil dette formodentligt påvirke alle andre sager i fremtiden.

Advokaterne, som ikke har samme praktiske indsigt i disse sager som os, siger oftest noget i stil med "jamen, det er da ikke så svært for en privat at fortælle 50 mennesker at man har skiftet email-adresse". Det har de som sådanne ret i, det er blot ikke det relevante problem at fokusere på.

Desuden kan man vel også argumentere for, at folk langt oftere søger sig til websites end taster adressen ind. Det er givet, at det er rart med en kort url, hvis den skal trykkes på ens lastbiler i halv-meter store bogstaver - men for praktisk talt alle andre hensyn er domænets længde fuldstændigt ligegyldigt...

DISCLAMER: jeg sidder som bestyrelsesmeldem i både DIFO og DK-Hostmaster, men udtaler mig her udelukkende som privat-person.

Jesper Larsen

Hun skulle overveje at udvide hendes forretningsområde til også at omfatte nomologi
...hvis ikke det kan bistå hendes klienters problemstillinger ...så kan det i det mindste afhjælpe et af hendes egne.

Stefan Svensson

"Og at hvis man får fravristet ens domæne, så har man givet modtageren en hovednøgle til alle de online-steder man nogensinde har besøgt (de har stort set alle en glemt-password funktionalitet, der sender mail med login-hjælp).".

Dette er jeg helt enig i. Og hvis man tager udgangspunkt i lige præcis denne sag, så handler det ikke om en persons "nøgle" - men 8 personers!

Thomas Vestergaard

Advokaterne, som ikke har samme praktiske indsigt i disse sager som os, siger oftest noget i stil med "jamen, det er da ikke så svært for en privat at fortælle 50 mennesker at man har skiftet email-adresse". Det har de som sådanne ret i, det er blot ikke det relevante problem at fokusere på.


Rolig med generaliseringerne.

Det afhænger naturligvis af hvilken type advokater vi taler om. De desiderede IT-advokater (herunder et par af de residerende bloggere), hvor størstepartens har ganske udmærket begreb om den slags problemstillinger. Og derudover kunne jeg forestille mig, at de fleste nyuddannede advokater har en bedre forståelse for vigtigheden af bevarelsen af ens digitale identitet, end dem der har 10+ år på bagen.

Ift. den nærværende sag, så er det tydeligvis ikke en inkasso-advokats forstår. Det giver hende til gengæld garanteret en god forståelse af, hvordan Sø- og handelsretten arbejder - såfremt hun da repræsentere sig selv.

Tine Andersen

For en del af os. Jeg har fx et sjældent mellemnavn, hvad nu hvis jeg køber .dk domænet af dette navn, når mine søskende (og min søn) med lige så god ret kan påberåbe sig "retten"? Skulle jeg så have forrang, hvis jeg t.ex brugte site til slægtsforskning? Eller drev stutteri (navnet ville være perfekt til dette)? Har forretningsvirksomhed forrang for private interesser (hobbies)?

Hvad er mest "værd"? Er mailhosting mere værd end et registreret firma (moms-betaler)? Vi har fx en beskeden indtægt på mail/hosting, men så lille, at vi ikke er momsregistredede, hvis vi drev stutteri- kunne vi i teorien være et momsregistreret firma- eller være hobby-opdræt...

Sagen er trist, det minder mig om arvesager, hvor folk også kan blive dødelige uvenner over ting, der dybest set er ligegyldige...

Jeg fristes dog til at foreslå- at den ene part køber bale-ful.dk... :-) Det virker ret passende pt.

Vi har iøvrigt .org domæner udover .dk. Så er man vel rimeligt sikker på, at ingen påberåber sig at have mere ret til vores sites.

Mvh
Tine

Peter Makholm

Domæneklagenævnet (der i øvrigt er fuldstændigt uafhængigt af DIFO og DKHM foruden at DKHM betaler for gildet), er bundet af lov, sin egen praksis og dommme.

Det er ikke helt korrekt (eller i det mindste ikke hele historien). I forarbejdet til lovens §11 står der direkte at administrator (altså DKHM) som en del af sin politikskabende virksomhed kan udforme generelle retningslinjer for god skik. Det vil selvfølgelig i et vist omfang binde klagenævnets vurdering af om en given brug over træder god skik.

Men DKHM har ganske rigtigt konsekvent afvist på nogen måde at tage stilling til god skik. Og det er netop derved at alle registranter lades i stikken i og med der ikek bliver uddraget generelle vejledninger af Klagenævnets ofte tilsyneladende modstrdende afgørelser.

Mange af problemerne ved §12 kunne med enkle penselstrøg afhjælpes ved at DKHM i kraft af denne passage i forarbejdede udstak generelle retningslinjer der erstattede retningslinjerne beskrevet i forarbejdet til §12.

Mads Buch

problemstillingen er helt sikkert interessant.

Jeg mener dog at det er lavmål af moral, at pågribe sig ret til noget somhelst mere end andre, blot fordi man betaler mere til den fælles pulje.

Hun skulle måske have overvejet navnet til sin virksomhed, før hun startede det. Det gør vi andre dødelige, når vi starter noget.

Og igen, hun har haft alle muligheder for at lave aftaler med den anden part om at dele domænet. Dette har hun dog ikke udnyttet.

Er lige ved at tro, at han ville lade hende bruge roddomænet til web, så lang tid der alligevel ikke er andet derpå.
Idet hun er advokat skulle hun ingenhen have problemer med at få en kontrakt i hus omkring routing af et subdomæne (så han ingen adgang har til hendes mails).

Michael Olesen

Dårlig PR er også PR


Enig - men der er en hårfin grænsen, og den her er et pragteksempel på hvordan man ikke skal lave negativ PR - Hvis hun skider så meget på sin egen familie, hvordan går det så når hun bliver utilfreds med en "ligegyldig" kunde i firmaet??? [yikes]

Michael Olesen

Jeg har arbejdet sammen med advokaten i mit tidligere job. Jeg må desværre sige, at hendes måde at agere på ikke kommer bag på mig. Sørgeligt at det skal komme så langt ud.


Ret skræmmende kommentar - specielt når der kommer fra en som vil stå ved kommentaren med navn og billede.
Vi kan jo kun håbe at hun får øjnene op for lidt anstændighed/empati/familieværdier når hun (formodentlig) læser kommentarerne til disse artikler.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen

TDC skifter koncernchef efter faldende mobilomsætning

Jesper Stein Sandal Mobil og tele 14. aug 2015

Nyeste job

KurserStyrk dine evner med et kursus

Master i hospitalsmanagement

Hvornår: Hvor: Fyn Pris: kr. Efter aftale

TOGAF 9.1 Foundation og Certified

Hvornår: 2015-11-09 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 24500.00

Kvalitetslederuddannelsen - Kompetencegivende uddannelse i kvalitetsledelse med personcertificering

Hvornår: Hvor: Fyn Pris: kr. 40000.00

IT-Service Excellence

Hvornår: 2015-10-05 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 14900.00

Excel Diagrammer kursus - I

Hvornår: 2015-12-11 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 3500.00