Fælles Medicinkort fejler igen: 4.000 læger kan have givet forkert dosis
Med det nye, nationale medicinsystem Fælles Medicinkort (FMK) skulle lægerne få fuldt overblik over, hvad en patient har fået af medicin, og dermed undgå farlig overdosering.
Men i stedet er en fejl i Fælles Medicinkort skyld i, at patienter kan få samme medicin to gange, med fare for overdosering og fatale følger. 4.000 læger har givet flere gange af samme medicin til en eller flere patienter, og alle disse sager skal nu tjekkes manuelt. Det skriver Politiken.
Problemet er, at en læge ikke bliver advaret, hvis samme medicin bliver ordineret flere gange, og opdager lægen ikke selv fejlen, kan det i værste fald resultere i dødsfald blandt de overmedicinerede patienter. Omvendt kan det også sagtens give mening at ordinere samme medicin flere gange i systemet, hvis der er brug for forskellige doser på forskellige tidspunkter.
I foråret stoppede Region Hovedstaden helt med at bruge Fælles Medicinkort. Beslutningen blev taget, da man opdagede, at 123 patienter havde fået dobbeltdosis af deres medicin. Det var dog regionens egen implementering af det nye it-system, som førte til fejlene.
Opdateret 9.57: Det fremgik oprindeligt af artiklen, at 4.000 patienter var i farezonen. Artiklen er nu opdateret, da det var 4.000 læger, som nu skal have tjekket medicindosering igennem for at tjekke for eventuelle fejl.


Tilføj kommentar