Facebook, AMD og HP vil presse ARM-processorer ind i datacenteret
Strømforbruget har været alfa og omega for driften af datacentre de seneste år, og derfor har ARM-arkitekturen med dens lave energiforbrug været nævnt flere gange som oplagt kandidat til fremtidige serverprocessorer.
Det ser nu ud til at være rykket et skridt nærmere, efter blandt andre Facebook, Red Hat, HP og AMD er gået sammen om at skabe den nødvendige software og andet, der skal til for at give ARM fodfæste i serverne. Det skriver Gigaom.com.
ARM er på vej med en ny ARM A-50, som vil kunne køre både 32 og 64 bit, hvilket i dag ses som en nødvendighed i datacentrene.
ARM-arkitekturen er ikke kompatibel med software, der er skrevet til x86/x64 arkitekturen, som i dag udgør langt størstedelen af processorerne i datacentrene, men AMD, som producerer x64-processorer, har købt licens til at fremstille ARM-baserede processorer.
Kommentarer (2)
ARM-arkitekturen er ikke kompatibel med software, der er skrevet til x86/x64 arkitekturen
Det er en sandhed med modifikationer. Det gælder selvfølgelig binær kode, men meget serversoftware kan genoversættes til nye arkitekturer uden de store problemer. Det gælder specielt Unix/Linux/BSD software.
Se endvidere http://www.version2.dk/blog/64-bit-arm-32228

