EU sænker prisen på sms'er til en krone
Teleselskaberne får nu ikke længere lov til at tidoble prisen på en sms-besked, bare fordi den bliver sendt fra udlandet. EU-landenes ministre for telekommunikation har torsdag eftermiddag vedtaget, at prisloftet på sms'er skal sænkes markant fra i dag 2,50 krone pr. besked til omkring én krone. Det er dog stadig fire-fem gange den typiske pris for at sende en sms indenlands.
Den nye sms-pris skal efter planen indføres fra 1. juli 2009, og Videnskabsminister Helge Sander, som var Danmarks repræsentant på ministermødet, er tilfreds med resultatet.
»Det er helt uacceptabelt, at man som forbruger opkræves en markant overpris for at sende en sms fra et EU-land til et andet. Med dagens indgreb bliver der tale om mere end en halvering af sms-priserne, så det er et stort skridt i den rigtige retning. Det er meget tilfredsstillende, selv om vi fra dansk side gerne var gået endnu længere. Vore prisanalyser viser, at prisen kunne være sænket yderligere ? både i forhold til almindelige mobilopkald samt sms-beskeder. Men det var der ikke opbakning til,« udtaler Videnskabsministeren i den anledning i en pressemeddelelse udsendt torsdag aften.
Han sammenligner dagens priser på mobiltelefoni mellem EU-landene med, at vi blev opkrævet 60 kroner for en liter sødmælk. Med andre ord at priserne slet ikke står mål med de omkostninger, teleselskaberne har for at formidle en sms via et partnerselskab i et andet EU-land.
IT- og Telestyrelsen har stået for at sammenligne mobilpriserne i EU-landene med de faktiske omkostninger. Ud fra disse beregninger har EU-politikerne i flere omgange bebudet lavere priser på både mobilsnak, sms'er og mobil datatrafik, hvor sidstnævnte i dag er helt ureguleret og kan give kunderne solide overraskelser, når regningen kommer. Den gennemsnitlige roaming-pris for én megabyte data via mobilnettet er i dag cirka 50 kroner.
Mobiloperatørerne har forsvaret de høje udlandspriser med, at det er naturligt at tjene flere penge på nogle områder og færre på andre ? de berømte gynger og karruseller. Desuden mener de ikke, at EU's beregninger af, hvad det koster teleselskaberne at sende en sms videre, tager højde for alle dele af det at drive en forretning.
Før beslutningsforslaget er helt godkendt, skal også Europa-Parlamentet sige god for det.


Tilføj kommentar