Digital tinglysning: 700 sager forsvandt efter opdatering
Det bliver bedre 1. november, har svaret hele tiden været på mange af de klager, som brugerne digital tinglysning har haft. Løsningen var en pakke med opdateringer, der skulle fjerne en række børnesygdomme, men i stedet skabte opdateringen nye problemer.
700 sager, som brugerne havde gemt som kladder, forsvandt nemlig, da Tinglysningsretten og CSC i weekenden installerede opdateringen, mens 18.000 andre kladder var lige ved det, men blev reddet i sidste sekund. Det skriver Jyllands-Posten.
Digital tinglysning er den fuldt elektroniske afløser for den gamle, helt papir-baserede tinglysning. Systemet gik i luften den 8. september, og en af fordelene ved digitaliseringen skulle være, at tempoet blev langt højere end de 14 dage, en papir-tinglysning kunne tage.
Men siden startskuddet gik, har brugerne oplevet meget lange ventetider, fordi antallet af fuldmagter, der skulle behandles manuelt, overraskede Tinglysningsretten, og en lang række fejl har fået tålmodigheden til at være tyndslidt hos boligadvokater og andre brugere.
At den lovede forbedring af systemet i sig selv giver nye problemer, får nu advokaterne til at råbe op.
»Vi har hidtil væbnet os med tålmodighed og stolet på, at børnesygdommene ville blive løst. Men det stik modsatte er sket. Vi konstaterer stadig flere fejl, og kronen på værket var, da i hundredvis af vores kladder forsvandt. Dermed forsvandt også de sidste rester af vores tillid. De mange kladder repræsenterer mange timers arbejde med et uprøvet system,« siger advokat Allan Ohms, der er medlem af bestyrelsen af Danske Advokater, til Jyllands-Posten.
Direktør i Domstolsstyrelsen, Adam Wolf, forklarer, at de 700 kladder, der forsvandt, skulle være genskabt i løbet af en uge. Opdateringen, der fik de mange timers arbejde foran skærmen med de 700 sager til at forsvinde i den blå luft, retter 350 fejl og mangler, fortæller han.
Kommentarer (4)
Over at første link i "Læs også" er: http://www.version2.dk/artikel/12606-csc-saadan-loeste-vi-opgaven-med-di... (trods det den primært dækker emnet på en lidt anden måde). Men løst er det vel ikke...
Regeringen (læs venstre) besluttede, at befolkningen os skatteborgere skulle have dette her.
Dette gav ekstra mange tusinder kroner i udgifter til dem som sælger hus nu og disse er forsinket p.g.a. regeringens IT-system, som ikke var der før dette it-systems fejl og mangler.
Så er det også rimeligt at når man via lovgivningen pådutter folk noget som ikke virker, så betaler man også folks ekstra udgifter.
Det kan virkelig ikke passe, at fordi man sælger sit hus og regeringen nosser i det, at man så skal sidde med ekstra udgifter, som der normalt ikke ville være.
men det er jo venstre i en nøddeskal, for venstre ved du jo hvor du har.
Var det ikke samme parti, som i en sjællands kommune havde taget imod valgkampagne midler for 100.000, hvis de stemte for et nyt butikscenter.
Samme parti, som har så travlt med at bestemme, om folk går rigtigt klædt, søger x antal ansøgninger pr. uge som arbejdsløs osv.
Listen er alenlang af deres sjove indslag, måske de skulle rydde HELT OP inden de sætter nye skibe i søen, for danskerne er trætte af deres ekstra regninger på ting de ikke har noget med at gøre ej heller har indflydelse på.
Så er det også rimeligt at når man via lovgivningen pådutter folk noget som ikke virker, så betaler man også folks ekstra udgifter.
De allerfleste politisk bestemte tiltag virker jo ikke efter den officielle hensigt, det er naturligvis derfor man skal have politikere til at tvinge dem igennem - hvis det bliver dyrere, mere beværligt e.t.c. så dels giver det Staten mere i form af moms og afgifter, dels flere ansatte og det hele gør at Ministeren kan gå på TV og sige at "man har opprioriteret 'X' og tildelt 'Y' flere ressourcer" ...
(runs for cover)
