Digital Sundhed: Et fælles EPJ-system har aldrig været målet
Den elektroniske patientjournal, EPJ, som et stort anlagt projekt it-projekt i sundhedssektoren er skrinlagt og begravet. Det skriver dagbladet Børsen tirsdag.
Men der har aldrig været et projekt med det mål at lave ét samlet EPJ-system i Danmark.
»Overskriften er forkert. Der har aldrig været en vision om, at der skulle være ét og kun ét EPJ-system for den offentlige sektor,« siger direktør i Digital Sundhed Otto Larsen til Version2.
Digital Sundhed står for at realisere den nationale danske strategi for it i sundhedssektoren. Organisationens primære projekt er at arbejde for at sikre, at de mange forskellige EPJ-systemer kan tale sammen.
Der findes et større antal EPJ-systemer i Danmark, som er udviklet til at opfylde forskellige behov hos forskellige dele af sundhedssektoren. Eksempelvis er der forskel på, hvilke oplysninger der skal registreres for patienter på et hospitals medicinske afdeling i forhold til patienter, som behandles ambulant.
»Det afgørende er, at vi kan binde systemerne sammen, så personalet ikke skal indtaste de samme data flere gange,« siger Otto Larsen.
I Danmark har strategien været at lade flere forskellige systemer konkurrere med hinanden. Udfordringen har så til gengæld været, at der ikke har været faste standarder, som har sikret, at systemerne kunne tale sammen indbyrdes på tværs af eksempelvis sygehuse i forskellige regioner.
De standarder er nu ved at falde på plads, og det er Digital Sundheds opgave at sørge for at få bundet de mange danske EPJ-systemer sammen gennem blandt andet projektet Patientindekset. Det skal give læger adgang til eksempelvis oplysninger om medicinering og resultater fra røntgenundersøgelser på tværs af EPJ-systemer.
Kommentarer (7)
Selvfølgelig bør der være et fælles EPJ system for Danmark. Danmark er jo ikke større i befolkningstal end en alminde stor amerikansk by. Og de digitale afstande er som bekendt små.
Lad os tage et eksempel.
En patient med en kronisk sygdom (Crohns sygdom fx) er på tur til Kbh.
Vedkommende får besvær med maven, og opsøger en skadestue. Når CPR nummer er indtastet, bør der være en rød alarm for vedkommende læge, der fortæller ham, at han bør give agt på at denne patient er opereret og har tidligere haft stomi.
Vi kan ikke have, at sådanne patienter gang på gang sendes hjem med en recept på et afføringsmiddel.
Når Otto Larsen siger: "Det afgørende er, at vi kan binde systemerne sammen" lyder det mere som, at vi kan køre statistiske undersøgelser for hele landet!
Vi skal have online, instant hjælp med oplysninger for den læge der skal behandle.
Vi skal ikke have proprietære systemer for hver region.
KISS!
Høfligst så er der ikke logik fra a til b.
Du kan selv kontrollere din digitale patientjournal som en simpel XML-struktur. Det behøver vi ikke have tvangslåse og sætte al systemudvikling i stå for.
Selvfølgelig skal vi da ikke have et kæmpe stort EPJ system. Det er dømt til at gå galt.
Det eneste der er vigtigt er netop det, de er i gang med: Vi skal have veldefinerede standarder for hvordan EPJ systemer skal udveksle data.
Din vision kan sagtens gøres til virkelighed på den måde, og sandsynligheden for at det sker er noget større, når det splittes op i små systemer.
Lars
Hvis din kommentar var henvendt til mig, så helt enig. Min kommentar var henvendt til Jørgens opfattelse om at et mastodontsystem er godt.
Jeg mener faktisk at vi har en historisk chance for at gribe i egen barm og gøre dette rigtigt. Men der er mange ting som skal fungere.
Stephan Engberg! Høfligst: Hvorfor er der ikke logik fra a til b?
Hvorfor skal vi ikke have et fælles EPJ for hele Danmark?
Der er allerede spilt mange mange penge med først amternes og nu regionernes inkompatible systemer.
Kodeord: "inkompatible"
Problemet er ikke, at der er mange systemer, det får de forskellige leverandører til at oppe sig. Problemet er, at de er inkompatible.
Vi vender tilbage til budskabet: Vi har behov for veldefinerede standarder!
Hver gang "Det offentlige" forsøger at udvikle et stort fælles system er det gået rivende galt, der er ingen grund til at gentage fiaskoen.
Jørgen
Du sætter fejlagtigt lighedstegn mellem ét system og effektiv eller interoperabel. Det er både en grov undervurdering af kompleksiteten i sundhedssektoren og behovet for fleksibilitet.
Der er mange kritiske aspekter, f.eks.
1) At DATA er "kompatible" eller rettere interoperable ikke bare på tværs af systemer men også på tværs af funktionsområder - en kirug har helt andre behov end en mediciner, en fysiotepeut, en hjemmeplejer og så selvfølgelig dig selv om den der skal sidde i førersæddet over dig eget helbred i bred forstand.
2) At data følger patienten ideelt kontrolleres af patienten, men vedkommende kan være bevidstløs eller på anden måde inkapabel så det skal ses bredere herunder eksplciti på forskellen mellem data til at behandle en specifik patient og data til at forskning og behandling af alle patienter.
3) At systemerne i flertal kan fornys asynkront, dvs. at vi ikke sidder fastlåst i et enormt stift system som ikke dynamisk kan tilpasse sig de ændrede behov.
Det er trist at se hvordan folk tenderer til at misbruge de enorme muligheder med digitaliseringen til at tvinge alt tilbage i stive nærmest mainframe tankegange. Det er kæmpe tilbageskridt på et tidspunkt hvor vi skal se fremad i en langt mere distribueret systemstruktur hvor data er adskilt fra systemerne og kontrollen følger borgeren.
Vi kigger ind i semantik web, hvor datas strukturer og betydning er semantisk veldefinerede - og hvilke systemer vi bruger til at arbejde med data er givet af opgaven karakter og brugerens/borgerens præferancer. Vi taler om en verden hvor den mindste device kan trække på hele regnepotentialet i Cloud, hvor virtuelle systemer/devices kan opstå næsten ad hoc givet behovet men også hvor sikkerhedsproblemerne har tvunget os til helt at opgive de naive "trust"-modeller og fokusere på forbyggelse både hvad angår it-sikkerhed og helbredsmæssig safety.
Jeg synes ærligt at man skylder de folk som gav os noget så smukt og enormt brugbart som internettet at fortsætte den tankegang videre i stedet for blot at se det som en telefonlinje til en tynd klient til endnu et elendigt mainframesystem.

