DIFO: Shared registry afgjorde sagen
Også i fremtiden skal de danske domæner håndteres af Dansk Internet Forum (DIFO) og selskabet DK-Hostmaster. Det har It- og Telestyrelsen nu afgjort, og formanden for DIFO, professor Mads Bryde Andersen, er ikke overrasket over, at udfordreren DotDK blev dumpet på grund af manglende opbakning fra internetsamfundet.
»Vi havde forventet det resultat, for vi gjorde jo selv i starten af oktober rede for, hvorfor DotDK's støtter ikke var repræsentative. Så jeg er ikke vildt overrasket,« siger han og er naturligvis glad afgørelsen, efter mange måneders slidsom kamp.
Hans vurdering er, at det helt afgørende var den nye forretningsmodel, som DotDK havde valgt, hvor slutbrugerne skal købe og håndtere domæner gennem en domæneregistrant, og ikke som nu direkte hos en ikke-kommerciel administrator af alle dk-domæner.
»Det udslagsgivende var, at modellen med shared registry blev fravalgt, efter en meget indgående diskussion over sommeren. I bund og grund var det en religionskrig mellem de to modeller,« siger Mads Bryde Andersen.
Hårdt men frugtbart
Han kunne godt have ønsket sig et mere fredeligt forløb og lidt flere solskinstimer over sommeren.
»Jeg ville godt have været denne her sommer foruden. Det har været nogle meget arbejdsintensive måneder, og det var en belastning for medarbejderne, der ikke vidste, om de var købt eller solgt,« siger han.
Men der er også kommet noget godt ud af det omdiskuterede udbud.
»Vi fik mulighed for at tage en række principielle diskussioner om, hvordan det skal gøres bedst. Det har været frugtbart, og det vil vi også følge op på i det nye år. Vi agter at indkalde til høringer og tilrettelægge driften, så det tager højde for nogle af de indvendinger, vi har hørt,« forklarer Mads Bryde Andersen.
På den tekniske side kunne en forbedring være at køre med spejlede it-systemerne til administrationen, så de altid er tilgængelige.
Misbrug
»Her stod DotDK meget stærkt. At vi ikke har dublerede administrative systemer betyder, at man ikke kan oprette nye domæner om natten. Det vil koste halvanden million kroner at sætte i værk og en million kroner om året, altså en krone pr. domæne, så det er et spørgsmål om cost/benefit, som vi vil diskutere åbent med internetsamfundet,« siger formanden.
Også de forslag DotDK kom med for at dæmme op for misbrug af DNS-servere via det såkaldte Kaminsky-hul vil DIFO nok kigge nærmere på, selvom Mads Bryde Andersen peger på, at problemerne gør sig gældende ude hos registratorerne, der har webhotellerne, og ikke hos DK-Hostmaster.
»Men der har ikke været andre ting, som vi er faldet over som iøjefaldende mangler ved vores løsning,« siger han og nævner, at den mere sikre DNSsec-protokol for navneservere er ved at blive kørt ind hos DK-Hostmaster.
Kommentarer (7)
Hvor i udbudsmaterialet står der noget om, at forretningsmodellen er et udvælgelseskriterie ?
og
Må man overhovedet, udbudsretsligt, kræve en specifik forretningsmodel ?
Jeg tror at det DIFO mente var at en af grundende til at DotDK blev forkastet var fordi at mange folk ikke ville have Shared registry, og DotDK ville lave Shared registry. Derfor måtte folk jo så vælge DotDK fra.
Personligt kunne jeg heller ikke lide at man ikke kunne se eller få nogle vedtægter for DotDK. Hvordan kan man støtte noget man ikke ved hvad er?
En udbudsforretning er ikke et 'folketingsvalg'.
Det er en objektiv process, hvor man forholder sig til hvilken opgave der er bestilt(udbudsmateriale), samt hvordan den løses(tilbud).
Hvis ikke der er nævnt noget om forretningsmodellen, kan det ikke lægges til grund for en afgørelse.
Derfor mit spørgsmål: På hvilken måde har forretningsmodellen været en afgørende faktor ?
Mht. vedtægter mener jeg det står rimeligt klart i kravspec'en hvilke forhold man skal opfylde.
Det jeg prøvede at sige er at DIFO siger at forretningsmodellen har været afgørende om DotDK har kunnet samle støtteerklæringer eller ej. Og når DotDK ikke har kunnet samle støtteerklæringer nok, så blev de forkastet.
Dertil påpeger jeg (som er kasserer i DKUUG) at en af grundene til at DKUUG ikke ville støtte DotDK var at vi i DKUUGs bestyrelse ikke kunne få vedtægterne for DotDK, og derfor følte vi ikke at vi kunne støtte noget vi ikke vidste hvad var. Vi bad om dem, men fik dem aldrig.
Om IT&Telestyrelsen har set og godkendt vedtægterne for DotDK ved jeg ikke noget om. Jeg vil gerne selv læse vedtægterne for DotDK før jeg evt. støtter dem. Men det har jeg ikke kunnet gøre. Der var iøvrigt også andre som bad om vedtægterne fra DotDK på det møde som ?ITpol? og ?prosa? holdt imellem DIFO og DotDK.
Det jeg prøvede at sige var, at vedtægter langt hen ad vejen er på forhånd defineret i udbudsmaterialet og domæneloven.
http://www.itst.dk/nummerforhold-og-domaener/domeneomraedet/filarkiv/fil...
Såfremt man ikke overholder disse krav, er man automatisk diskvalificeret til opgaven.
Bemærk hér:
Det bemærkes videre, at den kommende administrator senest 60 dage efter udstedelse af tilladelse, til IT- og Telestyrelsen skal sende udkast til vedtægter. Dette følger af udbudsmaterialet.
Der er med andre ord ikke krav om at vedtægter skal ligge forlods, ej heller være en del af tilbudet, og dermed kan det heller ikke lægges til grund for en udvælgelse.
Når du nu er inde på vedtægter, så har DIFO også budt ind på opgaven, og derfor forpligtet sig til at overholde krav om vedtægter.
Jeg har løseligt skimmet DIFO's vedtægter, og så vidt jeg umiddelbart kan vurdere overholder de ikke kravene i udbudsmaterialet.
Men for at gøre det kort, kunne man passende stille et §20 spørgsmål til ministeren, når han alligevel er indblandet.
Fra udbudsmaterialet:
Af domænelovens § 6, stk. 11, fremgår det, at administrators vedtægter og ændringer heri, jf. domænelovens § 6, stk. 5, skal godkendes af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
Spørgsmål: Kan ministeren, med baggrund i ovennævnte krav, godkende DIFO's vedtægter ?
@Jon
I øvrigt interessant, at (måske) støtter DIFO's vedtægter, som tilsyneladende ikke lever op til udbudsmaterialet.
Men, igen, de har selvfølgelig også 60 dage til at få bragt tingene i orden fra den dag de evt. får tilladelsen.
DIFOs vedtægter skal selvfølgelig også være i orden i forhold til udbudsmaterialet. Men det må være DIFOs (og IT&Telestyrelsens) opgave.
Det har jeg dog ikke vurderet, jeg har kun vurderet om jeg kunne lide DIFOs vedtægter, og det kan jeg. Jeg har ikke kunnet vurdere DotDK's vedtægter, på trods af at der er blevet bedt om dem.

