Det offentlige gør it-moderniseringer obligatoriske
Regeringen, kommunernes forening KL og Danske Regioner er parat med en ny strategi for digitalisering af den offentlige sektor for perioden 2007-2010.
»Danmark er kommet rigtig langt på digitaliseringsområdet, og vi skal tage nye værktøjer i brug for at komme endnu længere,« udtaler finansminister Thor Pedersen (V).
Finansministeren kalder brugerinddragelse, business cases, obligatorisk digitalisering og stærkere tværoffentlig koordinering for 'spændende nytænkning'.
Ifølge Bent Hansen, formand for Danske Regioner, er det 'vigtigt at strategien omsættes til forbedret kvalitet, borgertilfredshed og et godt samspil mellem myndighederne. Borgerne skal kunne opleve et bedre indblik og overblik i deres tilgang til det offentlige'.
Portaler i centrum
Strategien indeholder tre strategiske indsatsområder: Den offentlige sektor skal levere en bedre, en mere effektiv og en mere sammenhængende digital service til borgere og virksomheder. "Bedre" handler blandt andet om brugerdreven serviceudvikling, "effektiv" især om ressourcefrigørelse, og "sammenhæng" om mere fællesskab.
****Borgerportalen borger.dk, der blev lanceret ved årsskiftet, skal være den centrale indgang for borgerne, og Virksomhedsportalen, en 'ny og forbedret udgave af Virk.dk', lanceres om et års tid og bliver indgangen for virksomheder.
Næste år skal 30 væsentlige kommunale, regionale og statslige digitale borgerservices integreres fuldt ud i Borgerportalen. Der skal også udvikles digitale borgertemaer (eksempelvis 'Min bolig' og 'Mine børn') på alle væsentlige serviceområder senest i 2009.
På virksomhedsområdet er målsætningen, at al kommunikationen med virksomhederne skal foregå digitalt fra 2012.
SOA og standarder
Portalerne skal være løftestang for en serviceorienteret arkitektur, der muliggør, at services udviklet til portalerne integreres på andre relevante offentlige hjemmesider. Blandt andet derfor skal der senest januar 2009 udvikles et sæt fællesoffentlige it-arkitekturkrav for alle offentlige myndigheder.
De fælles rammer omfatter brug af arkitekturmetoder, standarder og sikkerhedspolitik. Disse skal baseres på en sammenhængende forretnings- og it-arkitektur.
Strategien følger op på sidste års folketingsbeslutning om åbne standarder, og angiver, at de første sæt af obligatoriske, åbne standarder tages i brug 1. januar 2008. Herefter skal alle myndigheder bruge de obligatoriske, åbne standarder, med mindre der kan dokumenteres væsentlige grunde til ikke at overholde disse standarder. IT- og Telestyrelsen har for nylig publiceret en rapport herom, som er i høring ugen ud.
Næste år vil borgere og virksomheder kunne modtage påmindelser om aftaler med det offentlige via SMS, og de kan fra 2010 vælge at modtage alle breve med videre fra det offentlige i en digital dokumentboks på Borgerportalen og Virksomhedsportalen.
Digitale selvbetjeningsløsninger skal over tid gøres obligatoriske at bruge, og især de it-parate grupper skal undersøges. Til en start vil man overveje obligatorisk anvendelse af digitale løsninger for ansøgning af SU, virksomheders indberetning af sygefravær, registrering af nye virksomhedsoplysninger hos myndigheder samt stiftelse af aktie- og anpartsselskaber.
Koncerntænkning
Strategien lægger op til, at de offentlige parter, især indenfor staten, i langt højere grad end hidtil skal indgå i forpligtende samarbejder og bruge fællesløsninger og -komponenter, bl.a. til brugerstyring.
En stærkere forpligtende koordinering skal løftes af digitaliseringsbestyrelser inden for udvalgte domæner i den offentlige sektor.
Bestyrelserne skal fremsætte tværgående digitaliseringsinitiativer, som skal tage udgangspunkt i konkrete forretningsmæssige behov.
Desuden understreger strategien, at mindst 75 procent af alle digitaliseringsprojekter hvert år skal frigøre ressourcer, og mindst 25 procent skal gøre det i høj grad.
I forbindelse med lanceringen af den nye strategi omdannes hjemmesiden for den Digitale Taskforce - www.e.gov.dk - til modernisering.dk.
Strategien er i offentlig høring frem til fredag den 13. april. Den 30. april afholdes en konference om strategien.
Kommentarer (10)
Jeg er tilhænger af digitale services, men jeg er noget bekymret for at gøre det obligatorisk for alvor. Personligt mener jeg ikke at min private IT-infrastruktur er stabil nok til at jeg kan garanterer at jeg ikke pludselig står 14 dage uden internet - og hvad gør jeg så?
Hvis jeg nu står uden internet, er det så meningen at jeg skal bruge det lokale biblioteks maskiner til ting der er højst personlige?
Og kan man efterhånden anvende det offentliges digitale service uden at skulle betale medieskatten?
Jeg er langt mere bange for at du ikke kan bruge systemerne mm. du har den nyeste udgave af Microsoft applikation X.
Håber godt nok det bliver rigtige åbne standarder og ikke noget ah-la EOOXML eller det der er værre.
Og i andre nyheder: Virk.dk skifter platform (http://epn.dk/teknologi/it/article28109.ece) - igen igen...
Ud over min private infrastruktur, så synes jeg at det er ret ofte at det offentlige virker til at lave ret radikale omlægninger af deres digitale udbud. Det mener jeg også taler for måske lige at klappe hesten en lille smule i forhold til at afskaffe den ikke-digitale service.
Jeg er ikke så sikker på at der er tale om at vi 'her og nu' skal afskaffe off-line forvaltningen. Måske er der tale om en langstrakt evolution af nogle eksisterende værktøjer, altså forvaltningen som hele - til at gå over til på et tidspunkt i fremtiden er klar til at gøre det net-eksklusivt. Strategien er iøvrigt også "kun" et 'høringsudkast'som strækker sig til den 13. april.
Tænk på hvordan man i starten af det 19'ende århundrede lagde strøm ud (og for den sags skyld, hvordan vejssystemet blev udrullet). Der gik ganske sikkert noget tid, før der var opnået drifsikkerhed, der var ikke fra dag 1. Derfor tror jeg vi skal slå koldt vand i blodet, og glæde os over de fremskridt den digitale forvaltning kan giv os og som ligger i fremtiden og så se det som en driver eller en vision for fremtidig forvaltning.
Perspektiverne er store - tænk bare på "user-centric" i den offentlige forvaltning. Hvem har ikke skulle rende fra Herodes til Pilatus efter et dokument og så tilbage igen.
Jeg glæder mig til at se hvad der kommer ud af det, hvordan det udvikler sig med tiden - samt hvordan (om) vi som borgere bliver inddraget i udviklingsprocessen og om ikke mindst om det påvirker vores demokrati.
Som sagt er jeg stor tilhænger af øget digitalisering og jeg er ret enig i dine betragtninger. Og jo man skal hele tiden overveje hvilket udbud af serviceveje der er nødvendige for bedst at opfylde forpligtelserne over for borgeren. Det betyder selvfølgelig at digitaliseringen med tiden gør nogle serviceveje overflødige.
Jeg er muligvis lidt for følsom, men jeg bliver lidt bange når en minister kalder obligatorisk for 'en spændende tanke'. Muligvis fordi mine tanker om obligatorisk digitalisering primært drejer sig om projektet med digitale faktura til det offentlige. Her skifter var det stort set fra dag til dag hvor fakturaer skulle være på papir til at de skulle være digitale - og i øvrigt kun hos det offentlige. Det var dog muligt at gå ned i regnskabsafdelingen og tale lidt for sin syge moster, men det var lidt med svaret 'og så gør jeg dig en tjeneste'.
Man skal selvfølgelig ikke undervurdere den ekstra motivation der giver at blive tvunget til at omfavne de digitale services. Men lad os i det mindste prøve at få folk til at se digitaliseringens glæder af frivillig vej.
Så min konklusion er nok: Tanken om obligatorisk digitaliseringe er ikke spændende, men det kan være en sidste udvej.
Det er klart at vi ikke er klar til "obligatorisk" endnu. For mig er det lige så meget de IT infrastruktur der ligger bag, udbredelsen af digitale signaturer samt udbredelsen af bredbånd der er showstoppere. For hvis vi udelukkende kan komme på nettet hjemmefra og ikke ned i parken, hjemme hos moster Oda eller for den sags skyld i toget er der ligemeget om serviceydelserne er i top. Derfor kunne det være fint hvis der kom nogle flere muligheder til de håndholdte computere/mobiler/PDA'er (eller hvad der efterhånden hedder), dette ville endvidere give den enkelte borger / virksomhed let(-tere) og direkte adgang til ønskede services eller ytre vores mening om dette og hint.
Og med dette ønskescenarie (for der er vel et par år endnu til det er virkelighed) en udvikling i vores forståelse af demokratiet.
Nu har jeg ikke læst mere end blot overskrifter i den nye strategi, men jeg glæder mig til at se om man vælger at uddanne arkitekter den offentlige sektor, give dem en reference ramme og nogle fælles karaktaristika som de kan arbejde udfra - det har mangler helt siden sidste strategi og undre mig over det ikke har været en del. Så synes jeg også man skulle arbejde noget mere med forandringsledelse. Men som sagt, jeg har ikke læst strategien igennem endnu.
En helt anden ting er at jeg ser frem til, at læse om strategien omtaler 'hvordan' man har i sinde at nå de opsatte mål, det var noget det manglede og som kunne sætte ledere i den offentlige sektor i spørge-hjørnet. Har men ikke defineret hvordan man vil komme herfra og dertil, kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved hvilken styrke (hvis noget overhovedet) en strategi med denne karakter har. Der skal naturligvis være plads til at plukke de lavthængende frugtet først, men nu skal der altså noget mere energi, en stige og lidt udstyr til for at kunne være istand til at nå de frugter der hænger betydelig højere.
Jeg tror at den største forskel på os er at du har den optimistiske kasket på, mens jeg har den pesimistiske kasket på.
Lad os være visionære, men lad os hele tiden sikre at vi har en velfungerende vej til offentlig service, vi kan regne med at kunne bruge i de næste 0,1 gigasekunder.
Det er naturligvis værd at forholde sig til den virkelighed der er omkring os og dermed også den strategi der skal tegne billedet i de næste år. Selv er jeg meget optaget af de mål eGovernment kan bringe os borgere og virksomheder, samt hvordan vi kan løse de demografiske udfordringer der vil infinde sig over den næste periode og som har en ikke ubetydelig impact på den danske offentlige sektor.
Den gamel strategi manglede noget for at være en helstøbt vision, det kan være det er kommet med nu.
Så har det være nogle gode eksempler allerede ude i virkeligheden - SKAT er vist et af de eksempler man plejer at hive frem og der er man lange med digitalisering og omlægning af deres IT portefølje - vist til SOA. Der er flere andre gode eksempler - tænk bare på vores egen Digitale Signatur som er enestående i verden. Accenture ranker jo hvert år landene mod hinanden og hver gang kommer Danmark på to 2-3. Det er jo faktisk ganske flot. Lad os håbe at vi med den nyeste strategi og implementeringen af den kan komme op og sætte standarden for hvordan tingene skal udvikle sig. Vi kunne evt. sælge noget knowhow i udlandet efterfølgende - hvis vi tør!
