Desktop-virtualisering skal fjerne to daglige spildtimer for syddanske læger
Læger, sygeplejersker og resten af de kliniske personale på hospitalerne i Region Syddanmark kan nu se en ende på det enorme login-problem, der har plaget danske hospitaler.
Regionen har nemlig nu netop sendt opgaven med at give klinikerne lynhurtig login i udbud, med forventet udrulning af systemet inden januar 2013. Det fortæller projektleder Jørgen Bøgholm Kristensen fra Region Syddanmark.
»Projektet handler om at give klinikerne effektiv systemadgang, og det sker med virtualisering. I dag bruger de meget tid på det, fordi de flytter arbejdsplads hele tiden og skal finde tilbage til deres kontekst igen,« siger han til Version2.
Flere pilotprojekter er gået forud for det endelige udbud, og projektet på akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital har vist, hvor store gevinster, der er at hente. Her logger personalet typisk på systemerne 50 gange på en arbejdsdag, og med skiftet til desktop-virtualisering og tynde klienter er ventetiden ved hvert login skåret fra 2-3 minutter til seks sekunder.
»Det er ventetid, hvor man står ved siden af patienten, men ikke kan lave noget, fordi der ikke er adgang. Så må man improvisere i ventetiden, så med hurtig adgang får man meget mere effektiv tid med patienterne,« siger Jørgen Bøgholm Kristensen.
Udbuddet omfatter i første omgang 5.000 samtidige brugere i et komplekst hospitals-it-miljø. Regionen oplyser for eksempel i informationsmaterialet, at ’ethvert tænkeligt operativsystem er repræsenteret’.
Desktop-virtualisering og single-sign-on-løsningen skal også i første omgang kun give adgang til et udpluk af de i alt 1.100 forskellige systemer, der er i brug på regionens hospitaler. Men senere er planen at få flere applikationer ind under single-sign-on-paraplyen og at få alle 24.000 it-brugere på regionens hospitaler med.
Hvilken teknik, der skal bruges til desktop-virtualiseringen, er op til leverandørerne at finde ud af.
»Det er totalt åbent. Vi har ingen præferencer. Den sondering, vi har lavet før udbuddet, viste, at der ikke er så mange forskellige muligheder, men vi kan jo blive positivt overraskede,« siger projektlederen.
Og da Region Syddanmark er den sidste region i landet til at sætte gang i sådan et projekt, har leverandørerne også efterhånden fundet ud af, hvad der virker i et hospitalsmiljø, vurderer han.
»Det er fordelen ved at komme sidst. Nu er der blevet prøvet mange forskellige muligheder, og det har rykket industrien. Der er mere fleksible værktøjer nu, og de store leverandører har fået en grundig erfaring. Det gør, at vi føler os komfortable med projektet,« siger Jørgen Bøgholm Kristensen.
Udover det succesfulde projekt i Odense, har Region Syddanmark også selv lært af dårlige erfaringer fra et andet pilotprojekt på Sygehus Lillebælt.
»Her begyndte man med single-sign-on for to år siden, men man vurderede, at man ikke kunne gå ind for den løsning, og så startede man forfra,« siger han.
Den forventede pris på ordren, der udover udrulning af løsningen også omfatter to års drift, vil Region Syddanmark ikke ud med. Det kunne nemlig give leverandørerne en ledetråd om budgettet og gøre konkurrencen mindre skarp, lyder forklaringen.
Læs mere om udbuddet i [materialet fra Region Syddanmark,] og se hvordan virtualiseringsløsningen på Odense Universitetshospital virker i dag med tynde klienter og smartcards i videoen herunder.


Tilføj kommentar