Derfor er det umuligt at opdrive en miljøvenlig tablet
Har producenten bag din nye tablet et grønt image eller en sort samvittighed?
Ingen aner det, for det er umuligt at opdrive en iPad, Surface, Galaxy, Vivo, Ativ, Iconia eller anden tablet, som har et miljømærke, der kan give et fingerpeg om, hvorvidt producenten har gjort en indsats for at gøre det muligt at genbruge råmaterialerne fra udstyret, når det en dag skal skrottes.
Og det er der en god grund til: Der findes nemlig ingen miljøstandard for de moderne tablets. Det skriver Infoworld.
Det paradoksale er, at der tidligere fandtes en miljømærkning inden for den velkendte Energy Star-mærkning, som også omfattede tablets, men den var en del af mærkningsordningen for bærbare pc'er.
Nu klassificeres tablets ifølge EPEAT-registret som en kategori af mobile enheder, der ikke har en mærkningsordning.
»Der er én forhindring for at registrere tablets i EPEAT, nemlig det faktum, at der ikke findes en Energy Star-specifikation, som dækker denne type produkter,« siger talskvinde Sarah O'Brien fra EPEAT til Infoworld.
Ny standard i støbeskeen
Der arbejdes nu på at få en ny standard på plads, som kan dække de nye tablets.
Sammenlignet med bærbare pc'er er moderne tablets noget vanskeligere at genanvende, fordi de bruger mere lim til at holde sammen på komponenterne, ligesom flere dele er loddet direkte på bundkortet. Den ekstra brug af lim skyldes, at det er den letteste måde at gøre tablets mere kompakte, men det sker altså på bekostning af muligheden for at skille dem ad.
Webstedet Ifixit.com, som vurderer, hvor vanskeligt det er at reparere eksempelvis pc'er, mobiltelefoner og tablets, gav for nylig Microsofts Surface Pro bundkarakter på grund af brugen af lim.
Kommentarer (1)
Som en teolog skrev i bogen Jeg-Automaten for et par år siden, så er en af de store forbandelser i vor tid, at der skal gøres noget ved alt.
I den bog jeg læser pt. om Demokrati siger forfatteren (en dansk filosof, tror jeg), at mens kampen for demokrati er stort og tilfredsstillende, så er selve det at leve i et demokrati røvkedeligt, fordi man nu skal til at beskæftige sig med vægtige emner a la BMI, hunde, der bider og fodboldspillere, der kører den forkerte vej. Som Henrik Ibsen sagde i 1857 eller så: "Kampen for friheden har været det største i mit liv, men jeg bryder mig ikke meget om at leve i den".
Jeg synes faktisk denne nyhed - at der ikke findes en standard for ét elle andet vedr. tabletter - passer fint ind i disse to sammenhænge.
Jeg forudser, at der lige om lidt er en IT-ordfører fra et eller andet parti (det vil nok være et parti i opposition, da de pt. ikke har nogle mærkesager, da S har taget V's platform), der giver artiklen ret i, at "det ikke kan være rigtigt, at....", og noget andet komplet ligegyldigt sludder... Og så kan vi alle komme videre, forhåbentligt uden at der sker noget som helst. For nu ser det ud som om, at nogen gør noget og tager ansvar!
Tak. Jeg har det bedre nu :-))).
Jeg venter spændt på de næste nyheder, der vælter ind over os.
Mvh Mogens

