Den nye Ubuntu-kat spinder ikke: Fyldt med fatale fejl

Den nye 'drømmende ozelot', version 11.10 af Ubuntus styresystem, har problemer. Musen fryser. Og launcheren gemmer sig - for evigt.

Den nye version af Ubuntu, version 11.10 med det tillokkende navn 'Oneiric Ocelot' - der på dansk betyder noget i retning af 'drømmende kattedyr', har så mange børnesygdomme, at styresystemet næsten gør det umuligt at udføre selv basale opgaver.

En Ubuntu-bruger brokker sig over de mange fejl på Ubuntus forum.

Brugeren, der går under navnet Johnnyslogan, skriver på forummet:

»Udover at jeg ikke er i stand til at tilgå min eksterne USB-drev efter at have opdateret til 11.10 og at min mus konstant fryser, gemmer launcheren sig også for evigt. For eksempel hvis jeg har Firefox åben, kan jeg ikke tilgå launcheren ved at rykke musen (når den ikke fryser) til siden af skærmen,« skriver Johnnyslogan, der kraftigt overvejer at nedgradere til version 11.04, hvor alting - på nær hans web-kamera - virkede.

'Autohide'-funktionen ved launcheren virker således ikke ordentlig, fordi den gemmer sig for evigt i stedet for at dukke frem, når musen glider henover. Autolauncher-fejlen er blevet rettet, skriver Ubuntu-udviklerne på deres Bugs Launchpad. Men hvornår rettelsen kommer til at indgå i Ubuntu 11.10 repository'et - det centrale dataregister, der vedligeholder filer gemt via subversion - er uvist.

Kommentarer (48)

Christian Nobel

Uden ellers at gå i detaljer med U11.10 (eller alt muligt andet), da jeg ikke har prøvet den endnu, så synes jeg det er uhyre magert, rettere sagt hamrende uprofessionelt at basere en artikel på at en bruger brokker sig på et forum.

Kom igen V2, det må I altså kunne gøre bedre.

John Knuhtsen

Ja, inden man begynder at brokke sig, så kan man lige studere lidt finpudsning først (15-things-i-did-after-installing-new):
http://www.techdrivein.com/2011/10/15-things-i-did-after-installing-new....
Det bedste er i reglen at installere i 'virtual box' eller wmware, og sysle med at få det op at køre i et par uger. Supportet af spørgsmål og svar på ubuntuforums.org , som er en guldgrube. Tiden er en faktor der, derfor et par uger. Sådan har det vist altid været. Har man ikke lige en 100% intel-baseret almindelighed af en maskine, så kan der sagtens være driver problemer, der gør, at en live-cd/dvd ikke kører så glimrende, lige ud af æsken. Men iøvrigt siges windows 8, at ligne ubuntu med unity til forveksling, mere end noget andet.

Joe Sørensen

Jeg synes også altid man får at vide at den nye version af Ubuntu er ringere end den forgående. Egentlig tror jeg problemet er at man opdatere for hurtig uden at teste om den nye Ubuntu virker.

Når man bruger en computer professionelt, så bør man teste om der er nogle problemer. Fx ved at opdatere en computer før de andre. Hvis man ikke har den mulighed, så burde man kører long term support udgaverne og ikke opdatere før en version har eksisteret længe. Tænk på at dine Windows kollegaer ofte slet ikke får lov til at skifte styresystem på deres PC i hele PCens levetid.

Jesper Poulsen

Huh? Citation needed.

Kig omkring dig. Alle de artikler der indtil nu er kommet omkring Windows 8 previews viser en Windows-version der stræber i retning af Unity. Som AOD skrev sidste sommer, så er dagens Linux morgendagens Windows. Microsoft vil simpelthen ikke ligge under for dette gratis OS og forsøger at holde sig på omgangshøjde, for ikke at virke alt for gammeldags.

Jesper Louis Andersen

Ganske rigtigt, så har de fleste nye Ubuntureleases "problemer". Det skyldes, naturligvis, at Ubuntu-folkene har en vægt hvor de forsøger at balancere nyskabelse med stabilitet.

Hele ideen i en moderne verden er at softwaren kan opdateres løbende. Det betyder at der er ting som ikke nødvendigvis virker lige når der kommer en ny udgave, men først bliver rettet efterfølgende. Linux har, i modsætning til eksempeltvist Apple, ikke kendt hardware. Det komplicerer processen en del - typisk er fejl afstedkommet af en bestemt kombination af hardware og software. Windows har to store fordele: Et langsomt, ekstremt langsomt release schedule. Og at hardwareleverandører selv laver dele af softwaren også. Dertil kommer en tung QA branch. Alt sammen noget der hjælper til.

Et godt trick er at vente en smule med nye releases og så opgradere senere. Lad andre om at fjerne de værste børnesygdomme.

Bjørn Ryborg

Nu har jeg kørt Ubuntu 11.10 siden den udkom d. 13 (kunne hentes d. 14) og har ikke oplevet noget af det der skrives om.

Der nævnes i artiklen ikke noget om brugerne har ændret i indstillinger, opgraderet fra tidligere version, dårligt hardware eller andet. Hvordan kan V2 skrive en artikel over nogle problemstillinger fra et forum? I (V2) kunne i det mindste komme med kildehenvisning til de omtalte bugs, så folk kan se om det er en generel fejl, eller EN persons problem.

Som sagt har jeg brugt den siden udgivelsen, og den er væsentlig mere stabil og "poleret" end første version med Unity brugerfladen. Jeg har indtil nu ikke oplevet noget der ikke virker...

Kim Henriksen

De problemer som brugeren i artiklen oplever, oplevede jeg også med 11.04, derfor sprang jeg den version over.

men unity er fuldstændig sindsygt, hvis man bruger computeren professionelt og har med mange vinduer at gøre.

Jeg hader at de konstant skal lave om på ting, få det nu bare til at være STABILT!

Findes der nogle distro'er ala ubuntu med samme hardware support og software support, men så som sådan ikke "ændre" sig?

Jan Birk

Som bruger af mange vinduer (terminaler) oplevede jeg 11.04 som 'same same' i forhold til 10.10. 11.10 er hurtigere og men ellers meget lignende 11.04.

Driller dog lidt, da jeg savner 'rollup' funktionen ved dobbelt klik på menu linien - any body ? :-)

Men ellers synes jeg det er godt, og ikke mindst hurtigere på min gamle Dell bærbare. Har ikke oplevet noget som ikke virker. (Skulle dog installere compizconfig-settings-manager inden font størrelser mm. var helt i øjet. "sudo apt-get install compizconfig-settings-manager")

/Jan

Thue Kristensen

'Oneiric Ocelot' - der på dansk betyder noget i retning af 'drømmende kattedyr'

Ocelot skal ikke oversættes til "kattedyr". Vi har det udemærkede danske ord "Ozelot" til arten.

Og med hensyn til ustabile Ubuntu-versioner: Betragt Long-Time-Support (LTS) - udgivelserne hvert andet år som de rigtige udgivelser, og versionerne ind imellem som betaversioner. Selv om du kun får et nyt (gratis!) LTS-operativsystem hvert andet år, så er det stadig hyppigere end Windows, og cirka det samme som OS X.

Gert Læssøe Mikkelsen

Ja det er åbenbart blevet tid til at have erhvervspraktikanter fra folkeskolen*.

Det er utrolig pinligt at Version 2 bringer en "artikel" udelukkende baseret på et indlæg fra en tilfældig bruger på et supportforum.

*) Undskyld hvis jeg har fornærmet nogle folkeskoleelever, jeg ved at de fleste er meget mere kildekritiske end skribenten til ovenstående artikel.

Niels Holst-Nielsen

Version2 er ved at udvikle sig til værre smuds end ekstrabladet.

-Skrevet fra Ubuntu 11.10 uden andre problemer end forhøjet blodtryk, og det skyldes ikke 11.10, men denne artikel.

Jesper Lund

Og med hensyn til ustabile Ubuntu-versioner: Betragt Long-Time-Support (LTS) - udgivelserne hvert andet år som de rigtige udgivelser, og versionerne ind imellem som betaversioner.

Hvis du har en SSD, vil du gerne have kerne 2.6.33 eller højere pga automatisk TRIM understøttelse (jeg ved at 2.6.35 og 2.6.38 er backported). Samme issue med Debian Squeeze.

På applikationssiden er der også sket en del siden Lucid. VLC med GPU understøttelse under VDPAU var meget nemmere at få til at køre i Natty end i Lucid. Ulempen ved at holde fast i LTS'erne er nogle gange at man ender med et PPA-helvede af repositories som er delvist i konflikt med hinanden.

Jeg har dog lært så meget af Ubuntu's forhastede release schedule at jeg i det første stykke tid kun kører seneste release på en testmaskine. Natty til Oneiric er heller ikke helt uskyldig fordi det er fra Gnome 2 til Gnome 3. Slut med Human theme! Valget står mellem Ambiance og Radiance (og det er bare en af de mindre ændringer!).

Andreas Neumann

Håbløs artikel og overskrift.

Journalisten aner jo intet om emnet. Det skinner jo tydeligt igennem. Der er jo altid fejl i nye udgaver af Ubuntu og Linux distributioner generelt.
Oneiric Ocelot er på det punkt hverken værre eller bedre end tidligere versioner, så derfor er overskriften helt forfejlet.

Hvis man vil være nogenlunde sikker på et stabilt system, så venter man lidt inden man opgradere til den nyeste version. Så burde de værste fejl være rettet. Jeg selv venter altid 3 måneder inden jeg opgradere på min arbejdscomputer. Men på min netbook har jeg kørt med 11.10 i nogle dage, og alt spiller som det skal.

Hvordan kan journalisten få sig selv til at skrive dette nonsens på sådan et løst grundlag? Der er desuden også altid nogen der har problemer med at få sit hardware til at køre optimalt under Linux. Sådan har det altid været.

Alex Rodenberg

Jeg blev nødt til at oprette en bruger for at poste dette...

[SOLVED] launcher doesn't show in 11.10

Spirehuset (5-karsten) 2 hours ago
Changed in compiz (Ubuntu):
status: Fix Committed → Fix Released

så intet er uvist mere .. og denne artikel er mildest talt til grin .. at basere en artikel på 1 forum post ? Som tilmed er fikset samme dag artiklen er lavet.. hahahaha

Jesper Lund

Hvis man vil være nogenlunde sikker på et stabilt system, så venter man lidt inden man opgradere til den nyeste version. Så burde de værste fejl være rettet. Jeg selv venter altid 3 måneder inden jeg opgradere på min arbejdscomputer.

Og hvis alle gør det, bliver fejlene aldrig rettet :-)

Det som du i virkeligheden siger er at vi skal betragte de første par måneder som en Release Candidate periode, hvor der er feature freeze og hvor (nogle) fejl (måske) rettes. Men hvis det virkelig skal være meningen, burde Canonical genoverveje deres release procedure, da den nuværende model tydeligvis ikke virker efter hensigten (som bekendt annonceres løbende alpha, beta og RC versioner, men når de ud til tilstrækkelig mange eller læser vi bare om dem på blogs?).

Det er klart at Ubuntu projektet, ligesom anden fri software, har behov for et aktivt community af testere, men "testerne" er i praksis dem som kommer til at opgradere deres maskiner (for) tidligt efter den officielle "release". Det er altså heller ikke at tage sit testing community seriøst at have en RC periode på 2-3 dage som det vist var tilfældet med Oneiric (jeg vil gerne hjælpe, men jeg smider ikke nødvendigvis alt hvad jeg har i hænderne).

Vi har fået samme cirkus med Firefox, hvor Mozilla har fået den dybt åndssvage ide at der skal være nye releases hver 6 uge (er det vist?). Så har man vist udelukket enhver form for community-drevet test af både Firefox og de mange add-ons! Og da Mozilla samtidig sætter version 464 på end-of-life når version 465 "releases", dvs. slut med security patches, har man som sikkerhedsbevidst bruger næsten ikke noget valg end at hoppe på opdateringen og deltage i RC testen. I skrivende stund er der dog et alternativ med den stabile 3.6 branch, men hvor længe varer det? (det lyder som en joke: Firefox 6 er EOL mens 3.6 stadig supporteres!).

Simon Hoxer

Øv. Den eneste artikel om Ubuntu 11.10 fra danske IT medier er ikke særlig god.

Opdaterede hele vejen fra 10.10 i foregårs og det gik sådan set fint nok. Men jeg oplever mange fejl med launcheren. Enten er den væk, eller også vil den ikke forsvinde igen. Jeg har så fundet ud af at skrive " unity --replace " i alt+f2, så får man genstartet den.
Udover det, så er jeg rigtig vild med Unity ideen og launcheren. Stærkt vanedannende tror jeg.

Det er bare så vigtigt at Canonical finder en anden måde at pushe nye versioner ud af Ubuntu 11.10, som ikke indeholder så mange fejl. Det er føles som roulette, hvergang man opgraderer.

Stefan Mønich

@Jesper Poulsen

Metro interfacet i windows 8 minder på ingen måde om unity, men derimod langt mere om det man ville forvente af en mobil telefon, en lang række "knapper" med de "apps" man måtte have installeret.

Helt uden nogen form for vinduer, udover i "desktop mode". unity prøver trods alt, uanset at den fejler grusomt, at have en form for desktop med vinduer.

en simple google søgning vil afsløre fine screenshots af dette.

skrevet fra en Ubuntu 11.04 med Gnome 2 installeret.

Uffe Seerup

Kig omkring dig. Alle de artikler der indtil nu er kommet omkring Windows 8 previews viser en Windows-version der stræber i retning af Unity

Ikke de artikler jeg har set. Og ikke den Windows 8 preview jeg har prøvet. Er det 1) metro-style applikationerne der ligner? Eller 2) live tiles? Eller 3) share/search/settings/etc. "charms"? Eller 4) Tommeltot-task switching? For jeg har lidt svært ved at finde hvad i Ubuntu/Unity disse mest synlige dele af Windows 8 skulle efterstræbe.

Steffen Christensen

med mindre vi snakker 'respirator-seriøse' opgaver, så har ubuntu været anvendelig til alle slags opg. i flere år, og det gælder bestemt alle versioner. Men rigtigt nok er 10.04 en LTS udgave så den antages at være ekstra stabil. Hvilket den selvfølgelig også er.

Steffen Christensen

Må sige at jeg synes Version2 plejer at levere kvalitets nyheder og artikler men denne gang rammer i bunden.

at basere en vurdering af et system på én brugers oplevelser er desideret hul i hovedet. Vi har her med et Open Source operativsystem at gøre, som indebærer at de ikke bliver 'certifikerede' af fabrikanter af computere og dermed aldrig vil kunne fungere 100% på alle computere(i hvert fald ikke indenfor en overskuelig tid). Ubuntu prøver så vidt muligt at få systemet til at virke på flest mulige systmer men i det ligger der en kæmpe udfordring, en som hverken Windows eller Mac er udsat for.

Så at finde en bruger som ikke har kompatibelt hardware eller måske har kludret i nogle configurationer eller gud ved hvad der kan være årsagen til det ikke har virket for ham.

Jeg har engang haft en mus der ikke virkede under windows 7 og dermed gjorde at jeg ikke kunne udføre de såkaldte 'basale opgaver' - gør det så windows 7 til et dårligt system som er fyldt med basale fejl?!. Nej bestemt ikke.

Håber dælme at denne artikel indses som at være en fejl med alt for hurtige og dumdrastiske beslutninger og antagelser.

For pokker V2!

Steffen Christensen

Ja forandring fryder husker du nok. Dog giver jeg dig ret i at en tvungen ændring til ens work-flow kan være pisse irriterende.. Men vi kan vel heller ikke lade inovationen og nytænkning gå i stå bare fordi vi skal igennem nogle hårde 1.0 versioner før at det nye har samme (eller stører) effektivitet som det gamle. KDE 4 anybody?

Heldigvis er linux og dermed også ubuntu jo bygget stærkt op af fælleskab, som giver mulighed for selv at vælge hvad du vil bruge. Det er endda muligt at bruge gnome 2 i ubuntu 11.10.
Ellers er der jo alle de andre skrivebordsmiljøer, eller du kan holde fast ved LTS versionen 10.04?

Claus Petersen

Eller man bør måske vente på Linux Mint 12. Minten er (som regel) Ubuntu, som Ubuntu burde være.

Jeg har installeret Kubuntu 11.10 og den har virket upåklageligt fra beta-1. Om det så er NVIDIA-driveren, så blev den installeret med, under installationen. Og KDE 4.7 er smashing... :-)

Morten K. Thomsen

Kom igen V2, det må I altså kunne gøre bedre.

Ja. Hvis artiklen overhovedet skulle have været skrevet (hvilket meget taler for, at den ikke skulle), burde det have fremgået tydeligt, at der var tale om en enkelt brugers oplevelse.

Vi bestræber os på, at der meget langt mellem svipsere af ovenstående slags. Den helt korte forklaring i ovenstående tilfælde er, at det simpelthen er gået for hurtigt.

Venlig hilsen

Morten K. Thomsen, redaktør Version2.

Ove Andersen

Nu er Ubuntu også en af de få distributioner der ligefrem opfordrer brugeren til at opdatere, hvilket rigtigt ofte går galt. Det gjorde det også for mig, problemer med launcher og stabilitet. Men sådan er det altid når du prøver at opdatere hele din software stack.

De fleste andre distributioner fraråder på det kraftigste man laver en distributions opdatering.

Det er meget mere stabilt hvis man installerer fra bunden af. Jeg har i hvert fald ikke haft problemer siden en fresh install.

Kim Schulz

Jeg lavede også en update af mine ene maskine som har været igennem en hel del versioners update efterhånden. Det meste virkede, men da al min bruger setup var baseret på Gnome 2 (som upgrade valgte at slette), så virkede det ikke ordenligt fra start. En geninstallation af gnome2 og så virkede det hele nogenlunde igen. Eneste problem på den maskine er den kendte battery-hungrende fejl i 3.x kernen som desværre nedsætter en bærbars batteri tid betydeligt (det kan dog fixes med et par tricks + Jupiter app).
En anden maskine jeg lavede en clean install på spiller uden problemer. Eneste problem er at den proparitære ATI driver ikke kan lide Gnome3, men det er et problem i driver som ubuntu intet kan gøre ved.

Peter Brodersen

Jeg slutter mig til holdet, der kan brokke sig over Ubuntu-opgraderingen - både æstetisk og teknisk.

Fra første øjeblik ser det grimt ud. Vinduet med beskrivelsen af opdateringen er for smalt til at vise hele teksten og har horisontale scrollbars:
http://stock.ter.dk/Ubuntu1110/ReleaseNotes.png

Derefter kunne opdateringen ikke gennemføres, fordi det danske mirror manglede nogle filer:
http://stock.ter.dk/Ubuntu1110/FailedToFetch2.png

Her finder jeg det problematisk, at brugen af sources.list er så primitiv, at der ikke er noget konceptuelt mirror-koncept (som fx at Ubuntu-installationen selv kunne finde alternative mirrors ved fejl, i stedet for at den eneste ressource hardcoded i en konfigurations). Jeg skal enten selv have tilføjet flere sources for at kunne hente fra et andet mirror ved problemer, men det er slet og ret en temmelig klodset løsning.

En dag senere var filerne der, men så var der problemer i installationen mht. flash-plugin'et. Jeg ville gerne have taget et screenshot, men det gav fejlmeddelelser fra Ubuntus side...

Ubuntu kvitterede med at sige, at nu var opgraderingen og systemet sandsynligvis i en defekt tilstand. Ha' en god dag...

Det var til at apt-get remove plugin'et, men igen, hvis man skal fedte med kommandolinjer i Ubuntu for at reparere de fejl, Ubuntu selv har introduceret, så har Ubuntu slet og ret ikke gjort det godt nok.

Så vidt, jeg efterfølgende kunne læse mig frem til, opstod problemet, hvis man var på wifi-forbindelse og ikke wired forbindelse undervejs, fordi NetworkManager hev wifi-forbindelsen ned, og flash-plugin'et ville have forbindelse til nettet.

Efterfølgende prøvede jeg at installere Flash gennem Ubuntus eget software center. Her var der to mulige Flash-installationer, og kun gennem beskrivelsen på den ene kunne man gennemskue, at det var til 64bit-installationer. Jeg valgte den anden, som ellers skulle give mulighed for den vej igennem at tilføje en specifik vendor som kilde til opdateringer, men det virkede så heller ikke. Kun ved at gå ind på Adobes hjemmeside og downloade, kom det til at virke.

Slutteligt var håbet, at systemet var blevet "opgraderet". Det var måske så meget sagt, idet mange indstillinger nu var vendt tilbage til default-indstillingerne (fx om systemet skal gå i suspend, når man lukker låget på den bærbare, eller om computeren skal være låst, når man resumer, eller om man skal logge ind indledningsvist). Selv debian-opgraderingen til squeeze kunne rent faktisk finde ud af at opdatere konfigurationsfiler med nye direktiver og stadigvæk bevare specifikke konfigurationer. Det her burde endda være mere simpelt.

Jeg oplevede ligeledes at launcheren i venstre side nogle gange ikke dukkede op. Her skal man fedte lidt med at minimere alle vinduer.

Launcheren i venstre side folder nogle gange heller ikke helt ud, når man smider sin bærbare til en større skærm, som fx set her:
http://stock.ter.dk/Ubuntu1110/HalfLauncher.png

Uagtet at Version2s artikel måske lader til at tage udgangspunkt i kommentarer på et forum, så har opgraderingen været uhensigtsmæssig for mange (fx har næsten alle, som har været på wifi-netværk under opgraderingen fået besked om, at deres system nu var i udu).

Nikolaj Brinch Jørgensen

Droppede Ubuntu efter 10.04...

Linux triller nu med Fedora releases. Selvom disse også udkommer ofte, er de efter min mening mere stabile.

Ubuntu har 2 års release schedule, hvilket passer nogenlunde med OS X, som også releaser major releases hvert 2. år. Der kommer så en 7-8 store opgraderinger (til OS X i løbet af perioden med ny funktionalitet og rettelser). Dog er oplevelsen af alle opgraderinger smertefri for de fleste.

Windows har nu en release schedule på 3 år (hvis late 2012 kan holdes for Windows 8).

Det er ærgerligt at Ubuntu ikke gør mere ud af kvalitetssikringen af deres releases, det var ellers en god desktop Linux...

Christian Nobel

Det er ærgerligt at Ubuntu ikke gør mere ud af kvalitetssikringen af deres releases, det var ellers en god desktop Linux...

Før du har alt for travlt med at dødsdømme Ubuntu vil jeg da lige nævne at 11.04 (i hvert fald med Classic) kører utroligt stabilt - har det kørende på flere maskiner, og det fungerer dag ud og dag ind.

Det eneste "nedbrud" jeg har haft var da jeg fik lavet et CGI program der startede en ny kopi af sig selv..., og dermed drænede maskinen for hukommelse.
Men at man selv er en klovn, det kan man altså ikke give Ubuntu skylden for :-))

Især er det interessant at det faktisk er ret hurtigt - her vil rygterne vide at 11.10 er ca. dobbelt så langt tid om at boote, men det er ikke noget jeg har fået verificeret, så måske der er nogen der har nogen erfaringer.

Vijay Prasad

Reglen er vist nærmere at der ikke er nogen regler.

Jeg har 2 PC'er med rimeligt plain Ubuntu installationer - på den ene forløb opgradering uden fejl what-so-ever og på den anden måtte der commandline's lidt med for at få helt op igen. Det samme efter opgraderingen, den ene synes at boote hurtigere, mens den anden en anelse langsommere.

Man burde selvf. insistere på at det virkede overalt for alle, men er nok ikke realistisk i et stort hw/sw kompleks.

Mvh,

Jesper Lund

Før du har alt for travlt med at dødsdømme Ubuntu vil jeg da lige nævne at 11.04 (i hvert fald med Classic) kører utroligt stabilt - har det kørende på flere maskiner, og det fungerer dag ud og dag ind.

Enig, og jeg tror også at jeg beholder 11.04 på mine maskiner indtil videre, og der er sikkerhedsopdateringer indtil oktober 2012.

I mellemtiden vil jeg lege med Gnome 3 på min testmaskine. Unity out-of-the-box bryder jeg mig ikke om [1], men der er en del tweaking muligheder, og jeg tror godt at der kan komme noget fornuftigt ud af det.

Gnome shell er lidt svært at forholde sig til i 11.10. Der må være nogle bugs i Ambiance theme pakken (fordi Gnome 3 themes er "optimeret" til unity shell, eller noget i den stil?). Det kan simpelthen ikke passe at det skal se så åndsvagt ud?

Jeg har også leget lidt med Xfce i Xubuntu og LXDE i Lubuntu. Specielt Xfce 4.8 kommer tæt på Gnome 2 (dog ikke så pæn, men man kan i det mindste lave noget som ligner human theme), men hvis man skal gå den vej, tror jeg ikke at Ubuntu er den rigtige distro. Der er alt for mange Ubuntu pakker som har Gnome dependencies (nogle gange uden reelt at have brug for det, f.eks. alacarte). Xfce4 har mulighed for at køre nogle Gnome services, f.eks. keyring manager, og det går fint med Gnome 2, mens det nærmest crasher med Gnome 3 (undersøgt ved at sammenligne Debian testing med Ubuntu 10.10, begge har Xfce 4.8 men forskellige Gnome versioner).

[1] Et eksempel: den globale applikationsmenu (appmenu integration) er en smart ide på en 10" netbook fordi man sparer en "linje" på skærmen, men det er helt ude i skoven på en desktop hvor man måske sidder med en 24+ tommer skærm og har mange synlige vinduer på samme tid, f.eks. en terminal nederst til højre. Tilsyneladende er det kun konfigurerbart ved at fjerne nogle appmenu-??? pakker. Det kunne godt være lavet lidt mindre stalinistisk af Canonical.

Palle Simonsen

Hmm,

Sidder lige og høre en blanding af egen og streamet musik på VLC på min gamle Acer Aspire One, der har kørt lbuntu 11.10 de sidste par dage, mens jeg skriver dette på en T420s, der kører Mint.

Standard Ubuntu med Unity er helt givet ikke alle's kop te, men Lbuntu 11.10 (LXDE) er ganske fornuftig og kan faktisk bruges på en så minimal maskine til diverse småbrowsing, filmvisning, musik, mails etc. med ligesågod svartid som den gamle Linpus, men opdateret med tidssvarende browser (chrome), brugbare codecs etc.

Jeg kan ikke genkende nogle af de problemer, som bloggeren fra artiklen er løbet ind i og de kan næppe alle skyldes forskellen mellem LXDE og Unity/Gnome ...

Christian Nobel

Sidder lige og høre en blanding af egen og streamet musik på VLC på min gamle Acer Aspire One, der har kørt lbuntu 11.10 de sidste par dage

Bare til orientering:

Jeg har proppet en 64G (ordentlig) SSD disk i istedet for den originale 8G Samsung disk, plus 1G ekstra RAM, og så lagt U11-04 Classic uden effekter på.

Og maskinen er virkelig hurtig, boot tid 26 sekunder fra helt slukket, heraf 14 sekunder til post bios - fra login til klart skrivebord 8 sekunder.

Start af Libre Office første gang, ca. 5 sekunder, efterfølgende ca. 4 sekunder.

Palle Simonsen

Det lyder som en fornuftig opgradering, med standard SSD går der 13,2s fra login til klar desktop. ABIword (ingen libre) starter på henholdsvis 3.6s første gang og 2.1s de følgende gange (indtil RAM er brugt af andet forstås).

Nikolaj Hansen

Selvom jeg synes dette er pop journalisme, er det måske ikke helt fjernt fra virkeligheden.

Upgrade har indtil videre efterladt to af mine maskiner som rygende ruin hobe.

Den ene er i live igen efter jeg har lavet en masse manuelt editing af systemet osv.

Nr 2 måtte have en clean install.

På ingen af maskinerne virker noget så helt simpelt som twinview (nvidia gpu scaling af desktop over to skærme), som ellers har virket siden ruder konge.

Jeg tror man må indst at Ubuntu er blevet en slags "bleeding edge" distro for det nyeste af det nyeste på desktop linux fronten.

Det er self super godt nogen gør det, men ikke så fedt for os, der er vandt til at have en ubuntu som basis for vores OS "arbejdshest".

Må tilstå jeg kigger mig om efter mere konservative alternativer efterhånden, jeg har ikke tid til at bruge en hel søndag på at få liv i mine pc'ere efter en upgrade.

Steffen Christensen

altså upgrade har jo altid været anset som 'at tage chanchen', så det at ubuntu og andre distributioner rent faktisk tilbyder at man kan opgradere blot ved at gå igennem en kort wizard er sådan set fuldstændigt uhørt.

Men at ubuntu er bleeding edge er måske rigtigt nok for de to sidste udgavers vedkommende, men det er jo derfor der bliver lavet en LTS version.

Egentligt burde man starte en afstemning om at versionerne imellem LTS burde kaldes 'testing' eller lign. for at sørge for at nye brugere får den mest stabile oplevelse.

Så at finde et alternativt som er mere stabilt eller 'arbejds venligt', vil jeg mene en LTS version nok er svaret. Selvfølgelig findes der massere af alternative distributioner som er rigtig gode. Men synes det kan være rigtig svært at finde en anden distribution som er bedre. For når jeg tænker på ubuntu indgår der flere faktorer end lige 'skrivebords miljøet' (Man kan jo altid installere et andet eller bruge 10.04 for at få gnome 2)

Ubuntu tilbuder jo også: Ubuntu one, PPA (mange programmer udgives faktisk kun med en PPA til linux, og så at det ofte meget lettere at have med at gøre) derudover er der ubuntu software center, en fantastisk integration mellem programmerne (banshee, thunderbird, gwibber, empathy osv.

Rasmus Lundsgaard

Jeg kan overhovedet ikke nikke genkendende til de ting der bliver nævnt her. Jeg har tidligere oplevet frustrationer ved at lave opgradering af Ubuntu, og har derfor de sidste par år holdt mig stringent til det som flere nævner:

  1. Hav en adskilt Home partion og en "alt andet" partition.
  2. Vent med at installere den nyeste Ubuntu indtil der er gået et par måneder
  3. Installer den nye Ubuntu version på din "alt andet" partition og lad den pege på din Home partition som Home

Dette er ud fra min erfaring det næst-sikreste valg - altså efter at holde sig kun til LTS versionerne.

MEN!!! Denne gang har jeg lige fået ny bærbar (HP 2540p) og valgte derfor at teste den sprit nye 11.10 (installerede på releasedagen) på den, og ALT virkede lige ud af boxen!!! Til og med synes jeg at hele Unity virker mere gennemført og helstøbt nu end det gjorde i 11.04.

Derfor valgte jeg i forgårs også at opgradere min beregningsserver (med mange forskellige PPA programmer o.s.v., så det ville jo være nemmere hvis en upgrade virkede) - selvom jeg nok lidt forventede at der ville være bøvl... MEN DET VAR DER IKKE!!! Alt virker bare fint og opfører sig som før, også dual display med Nvidia drivere...

Så dette var bare lige for at fortælle at jeg faktisk er RIGTIG glad for den nyeste aftapning af Ubuntu, og synes den er at foretrække og 11.04.

jonas Vejlin

Hej Nikolaj Hansen
De gange hvor folk har kontaktet mig fordi de gerne vil have Ubuntu på deres maskin(er) har jeg altid givet dem den seneste LTS da jeg simpelthen ikke tør give dem den nyeste non-lts da førstegangs indtrykket betyder rigtigt meget.
Personligt kan jeg bedre lide Debian testing, som giver mig færre problemer end ubuntu non-lts men samtidig er ca lige så nyt. Men jeg vil dog ikke anbefale det til nye brugere. Der vil jeg anbefale ubuntu lts eller seneset ubuntu non-ls hvis de har nyt hardware

Claus Gårde Henriksen

Det er lidt nyheden 'hund bider mand' at et ny-udgivet OS er fyldt med fejl det første stykke tid. Og Ubuntu er på dette punkt ikke anderledes end den plejer at være denne gang.

Man tager vel kun det sidste nye, når man har tiden til at opleve fejl og/eller ikke kan vente med at afprøve det.

Jeg synes også den nye er pænere end 11.04. Men den indstalleres altså, som nævnt ovenfor, bedst ved siden af en af de stabile versioner og med separat home, så man har mulighed for både stabilitet og sidste nye.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen

TDC skifter koncernchef efter faldende mobilomsætning

Jesper Stein Sandal Mobil og tele 14. aug 2015

Nyeste job

KurserStyrk dine evner med et kursus

Diplomuddannelsen i socialformidling

Hvornår: Hvor: Efter aftale Pris: kr. Efter aftale

Ledelse, kommunikation og teamrelationer

Hvornår: 2015-09-07 Hvor: Sydjylland Pris: kr. 14800.00

Forretningsmodellering med UML

Hvornår: 2015-09-16 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 15300.00

Access 2010 Videregående

Hvornår: 2015-10-29 Hvor: Østjylland Pris: kr. 4950.00

ITIL® Capability: Planning, Protection and Optimization (PPO)

Hvornår: 2015-10-05 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 14900.00