Den ideelle model for lovligt salg og digital distribution af musik og film?

1. Fjern alle former for DRM, så kunden kan bruge musikken frit til eget brug på alle sine enheder uanset type eller producent.
2. Få musik- og film selskaberne til at indgå et samarbejde om et flatrate abonnement, hvor kunden har fuld adgang til f.eks. alt musik fra de pågældende selskaber for et lavt fast månedligt beløb - f.eks. 60-70kr. Abonnementsindtægter fordeles mellem selskaberne ud fra hvilken musik kunden henter. På samme måde fordeles penge mellem selskabets kunstnere ud fra hvilken musik der hentes.

Brugerne er glade, da de nu kan benytte den købte musik som de ønsker. Samtidig er det ikke besværet værd at piratkopiere musik, når de super nemt har adgang til alt tænkeligt musik for 70kr om måneden, lovligt vel at mærke.

Musik- og filmbranchen bliver glade, da de får langt flere kunder end hidtil. Og selvom det "kun" er 70kr pr. måned pr. bruger, så er det stadig væsentlig mere end de tjener pt - et forbrug på 70kr om måneden svarer rundt regnet til 6-8 lovlige CDer købt pr år - Det er de færeste af deres nuværende kunder som køber for så mange penge musik pr. år.

Når man køber musik eller film får man en "kvittering" indbygget i filen, der viser at

John Doe har har købt retten til at besidde Titel: 'Imagine' Kunstner: 'Beatles'

For musik i .mp3 format f.eks., indsættes et ID3v2 felt i MP3 headeren. Dette felt underskrives kryptografisk, så det ikke kan forfalskes (f.eks. med certifikater eller gnupg). Noget tilsvarende antager jeg kan gøres for filmformater.

Har man så en samling .mp3 filer og bliver undersøgt ved en ransagning skal man enten kunne fremvise en fysisk CD som man har rippet, eller alle .mp3 filerne skal have en underskrift der dokumenterer at jeg besidder retten til dem.

Kopieres filerne vil den oprindelige besidder (mig) være at finde i filen, og ikke ham der har kopieret den. Dette ID3v2 tag kan selvfølgelig fjernes, men så er den ikke længere lovlig, for en fysisk CD kan ikke fremvises.

Skulle der være udstedt DRM udgaver af Imagine, kan disse ombyttes for korrekt underskrevne versioner.

Nu kan alle .mp3 filer enkelt identificeres som værende lovlige eller ulovlige.

For udbyderen er det ikke et stort problem at indsætte en underskrift i salgsøjeblikket. Dog skal private keys selvfølgelig opbevares møjsommeligt og gængse key-revokation mekanismer kan benyttes.

Peter

Ved salg kodes kundens kundenummer (eller en anden ident) i musikken/filmen.

Der er ikke DRM, så han/hun kan selv bruge filen uden problemer, på alle sine devices.

Til gengæld er det en temmelig dårlig idé at frit kopiere til andre, eftersom at fingeraftrykket vil lede tilbage til ham/hende.

• Dette gør selvfølgelig at man kan kopiere til en nær ven man stoler på, men det er vel heller ikke den slags kopiering der er problemet? (Jeg ser det nærmest som en fordel)

Alle filer har et unikt ID tag.
Dette id står så i en database hvori der også står hvem der har downloaded sangen, hvilken sang/film det er, og hvortil (ip adresse osv). På den måde kan du ikke give det lovligt til andre da id’et vil pege på dig. Og så hænger du på den.

Salget kan gøres som man vil.
Enten flatrate hvor man henholvsvis giver 50kr i måneden(ét års binding el lign). Som giver fri dowload (Alla TDC PLAY uden DRM).
Eller man kan betale for hver enkelt man downloader, det er op til en selv.

Selskabet stiller også et program til rådighed (til dem der har flatrate) som scanner computeren og når den finder en sang som er ulovlig henter den så en lovlig i stedet. Sådan får man så en fuldt lovlig samling…

Jeg er meget enig med Kenni Lund. Jeg ville gerne betale et abonnement under 100 kr./måned for mine børn og for mig selv. Hvorimod jeg aldrig får snøvlet mig til en musikforretning for at købe den cd, jeg har hørt i radioen.

Som uddybning til mit sidste indlæg, så tror jeg som sagt ikke på digital sikring af medier til privat brug. Det er udelukkende til gene for brugerne. Musik/film bliver piratkopieret uanset hvilke sikkerhedsforanstaltninger de indeholder - hvis et medie kan afspilles, kan det også kopieres. Og dem som virkelig ønsker at få det kopieret, skal nok få det gjort.

Musik- og filmindustrien er nødt til at indse at deres nuværende forretningsmodel er forældet. I stedet for at bekæmpe piratkopiering med alverdens tekniske sikringer, som egentlig rammer de lovlydige brugere fremfor piraterne, skulle de hellere ændre deres produkt så piratkopiering simpelthen ikke er umagen værd. Fjern DRM og lav et samarbejde om et billigt flatrate abonnement som brugere kan forholde sig til.

Mht. kontrol af piratkopierede værker, hvorfor er det nødvendigt at øremærke de enkelte værker? Det er da ikke sværere end at brugeren skal have en gyldig kvittering, et aktivt abonnement eller en original CD/DVD for at måtte have a digital kopi. En øremærkning vil alligevel blive fjernet inden en teknisk kyndig pirat gør værket offentligt tilgængeligt på nettet.

Mange har skrevet at man kan fjerne DRM og tilbyde folk et flatrate abonnement, men hvordan skal vi udregne hvem der får hvad? Vi kan hurtigt blive enige om at TDC/Yousee's PLAY løsning er god i teorien, men bliver smadret af DRM og den tilhørende over komplicerede Windows/Mediaplayer afspilning samt at ikke engang der har de forskellige selskaber kunne blive enige om hvem der får hvad hvilket giver et begrænset udbud.

Men hvorfor er det kun musik branchen/film branchen som vi mener skal komme med en løsning. Hvad med software branchen - skal vi så også have et gigantisk flat rate system der?

Og når det kommer til stykket, så er problemet netop at folk ikke ønsker at betale versus kunstnerne gerne vil have det største hus at vise frem i MTV Crips.

Mit forslag er rimeligt simpelt, behold systemet som det er i dag - kedeligt ja, optimalt er det heller ikke lige frem og lad så de forskelligt producenter levere musikken billigere og billigere således at folk syntes det er for besværligt at være pirat.

Mht. kontrol af piratkopierede værker, hvorfor er det nødvendigt at øremærke de enkelte værker? Det er da ikke sværere end at brugeren skal have en gyldig kvittering, et aktivt abonnement eller en original CD/DVD for at måtte have a digital kopi.

Ganske simpelt:
1. Fordi det er "mere" ulovligt at distribuere kopier, end at besidde dem (hvilket er som det skal være).

1. En "kvitterings regel" ændrer ikke status quo. Lige nu er mange ligeglade med at bliver snuppet med kopier (fordi risikoen er så lille), jeg kan ikke se hvordan kvitteringsreglen vil ændre det. Dette er noget helt andet, det øjeblik at risikoen ligger i at en eller anden bliver snuppet med kopien (eller vælger selv at anmelde den).

2. Der er ingen der bliver generet af det, eftersom det ikke reducerer deres mulighed for at benytte musikken på alle de måder de har ret til.

Ved salg kodes kundens kundenummer (eller en anden ident) i musikken/filmen. Der er ikke DRM, så han/hun kan selv bruge filen uden problemer, på alle sine devices. Til gengæld er det en temmelig dårlig idé at frit kopiere til andre, eftersom at fingeraftrykket vil lede tilbage til ham/hende. - Dette gør selvfølgelig at man kan kopiere til en nær ven man stoler på, men det er vel heller ikke den slags kopiering der er problemet? (Jeg ser det nærmest som en fordel)

Men så har du en store central database, hvor der står hvem der har hvilke numre. Det er da en trussel mod privatlivet.
Popmusik er måske ikke det værste, men sådan et system vil jo også blive brugt til film, e-bøger, aviser, magasiner, osv.

Og når du så om 20 år skal sikkerhedgodkendes til et job, checker de måske lige den database for at se, om du har haft et unormalt stort forbrug af bøssemusik, perverse film, venstre/højreorienterede/extreme/racistiske bøger/film/blade, osv. Måske har du læst "mein kampf" eller "The Anarchist’s Cookbook" af ren historisk interesse, men det kan man jo ikke se.
Måske har du købt lidt for mange computerspil i den periode, hvor du skulle have koncentreret dig om dine studier.

Men så har du en store central database, hvor der står hvem der har hvilke numre.

Hvorfor skulle der være brug for at lægge indkøbet i databasen? Dit kundenummer er i filen.

Den primære grund til at folk piratkopiere er at det er bekvemt. Jeg kan ikke spille en fil fra TDC's musikbutik på min iPod, jeg kan ikke spille en fil fra iTunes Music Store på min telefon, og jeg kan ikke bruge nogen af delene i min bil eller streame dem til min xbox. Og glem alt om at købe film - i det omfang det overhovedet er til rådighed, skal jeg bruge en eller anden bizar trejdeparts plugin eller certificering der er ikke er kompatibelt med noget som helst.

Men downloader jeg en piratkopi fra Pirate Bay kan jeg gøre alt det ovenstående, og mere til. Hvorfor give penge for et underlegent produkt, når det fås bedre gratis?

Nøglen er altså at gøre den lovlige musik og film mere attraktiv end det ulovlige alternativ. Dette gøres således:

1. Drop alt om platform-specifikke og DRM-plagede formater, der kun virker på en brøkdel af brugernes afspillerne. Brug de facto-formater som MP3 til lyd og MP4 til video, og suplér evt med FLAC til de audiofile.
2. Glem at være herre over hvad brugeren må gøre med de filer, han køber. Hvis en ven kopierer et album eller en film jeg har købt, så er det bare ærgeligt. Det salg var alligevel tabt på forhånd.
3. Gør køb og download nemt og gennemskueligt. Skal jeg hente en film eller tv-serie fra Pirate Bay, skal jeg trawle gennem et morads af døde torrents, dårlige rips og hardcodede svenske undertekster før jeg finder en udgave i acceptabel kvalitet. Det vil jeg gerne slippe for, og jeg er villig til at betale.
4. Markedet er globalt, anerkend det! Seneste afsnit af Lost skal også være tilgængeligt her, så snart det er tilgængeligt i USA - uanset om Kanal 5 så er halvanden sæson bagud. Det er deres problem, ikke mit.
5. Sænk priserne! Man skærer et utal af mellemmænd ud ved digital distribution, lad det komme forbrugerne til gode.

Film- og musikbranchens største problem er at de stadig ser online-salg som noget der truer deres forretning, i stedet for tage de nye muligheder helt og holdent til sig.

Hele denne problematik bunder jo i at vi er låst fast i utidssvarende ophasret på næsten alt. Vi prøver at putte digitale størrelser ind i de samme kasser som vi har i den fysiske verden.

Amazon har i dag patent på 1 click buy, en metode som styrer en checkout process, patentet er så omfattende at Apple b.al. har måttet licensere det for at kunne tilbyde en ordentlig shopping oplevelse.

I den digitale verden holder man ikke ideer for sig selv, man deler dem frit med andre. Og brugerne belønner dem der fik den gode ide. Magten er hos forbrugerne. Dette paradigme skift er det kun koncerner og statsmagten der ikke vil sande. Det vil skramme mange, det vil ødelægge forretninger, men det vil også skabe så meget ny udvikling, der alene er til gavn for menneskeheden, at mennesket måske en dag vil begynde at samarbejde, i stedet for evigt at konkurrere. Og dermed være blive starten på den næste tidsalder.

• Fjern ophavsretten.
• Indfør et belønningssystem der sikrer ophavsmanden en fortjeneste mod (og motivation) at han frigiver alt den viden der hører til.
• Ophavsmanden er sikret en god sjat penge for hans arbejde, dog med et loft over. Resten skal komme menneskeheden til gode i form collectiv videre udvikling af ophavsmandens ideer.
• Alle kan bruge hans information frit.

Information wants to be free (PUNKTUM).

(Jeg beklager men jeg synes dette går meget længere end bare digital distribution)

hvis jeg var et pladeselskab:

den ideelle model med nutidens teknologi kunne være at lade den enkelte bruger være sin egen forretning,

scenariet er som følger:

du downloader et napsterlignende program (napster fordi der er/var en central styring af fildelingen)

du stiller din musik til rådighed - den centrale server registrerer musikken og udstyrer dig med et antal point alt efter hvor meget data der løber ud igennem din pipeline (sjældne filer kan give ekstra point)

når man henter musik bruger man af sine egne point

henter man mere end man giver hoster man op med $

og ja data lagres, men det gør bibliotekslån også,

man skulle have været pladeselskab

Jeg vil give Torben Seebach helt ret.

Man kan lige så godt erkende med det samme, at det er umuligt at kontrollere udbredelsen af digital information uden at etablere et kontrolsamfund, der ville få Stalin til at blegne.

Film, musik, billeder, litteratur og megen forskning kan gøres digitalt (eller er det i forvejen, f.eks. computerkode) og vil derfor, i en grad der stiger med udviklingen af informationsteknologien, blive delt mellem verdens borgere fuldkommen frit.

Dette kan man ikke komme uden om. Men jeg mener faktisk at det er en af de mest positive udviklinger, menneskeheden hidtil har set.

Spørgsmålet lyder så: Hvordan skal tilblivelsen af nyt materiale finansieres?

Jeg mener, at den nye teknologi i sin essens kun fordrer én type løsningsmodel: den kollektive. Man kan forestille sig mange måder, hvorpå et samfund kan finansiere innovation og kreativitet. Og der vil helt sikkert bliver opfundet nye og endnu bedre systemer.

Men den bedste metode, jeg umiddelbart kan se i dag, må være et fladt gebyr, som giver fri adgang til det hele. Det kan evt. være betalt over skatten. Så må man finde ud af at fordele pengene så godt som muligt - og helst ud fra to kriterier på samme tid: Dels ud fra, hvad folk downloader og ser/lytter til og dels som støtte til vækstlaget.

Hvis pladeselskaberne og filmproduktionsselskaberne simpelthen ikke kan overtale folk til at give dem tilstrækkeligt med penge, fordi alle downloader materialet gratis, så er der kun to muligheder: Ikke mere kultur - eller kollektiv finansiering.

DRM virker ikke og beviset findes på en vilkårlig fildelingssite. Faktisk tror jeg at de onde advokater har været mere effektive.

Alt i alt er løsningen ikke at begrænse brugerne og stille så meget musik til rådighed på de måder man vil have det. Der er ingen perfekt løsning, men en lang række tiltag og fordele vil hver især trække kunder over på den rigtige side af loven:

Når en fil downloades kan den enten vandmærkes eller signeres, på en måde så fx mp3-filen ikke kræver særlig software for at blive afspillet.
Man skal dog være opmærksom på, at der ligesom med DRM er mulighed for at fjerne disse foranstaltninger. Endvidere skal man tage hensyn til, at fx skolebørn ikke pludselig skal stå med en kæmperegning fordi de store i skolen har kopieret "éns" musik og delt den.

Musikbranchen må indse at der ikke er en løsning der sikre dem 100%, men hvis de alt i alt kan øge deres salg væsentligt, er det forretningsmæssigt klogt at lade noget gå til spilde. Butikkerne stiller jo stadig deres varer ud på gaden selvom der bliver snuppet en del.
Optimalt set bør musikken blive udbudt både i alm. og højkvallitet mp3 samt tabsfri formater såsom flac. ogg, wmv mfl. har vel også sin plads.

Man skal støve ældre numre af og sørge for at der er så få begrænsninger som muligt på hvad man kan få fat i på lovligvis. I dag kan noget musik reelt ikke erhverves lovligt.

Via fildeling er udbuddet større end på lovlige musiksider, og musikselskaberne bør derfor ikke kun holde musikken på deres egne sites, men gøre det lettere for andre at sælge det. Det vil i sidste ende betyde at man får de værktøjer der skal til for at finde rundt i så meget musik. Det vil ikke virke hvis der kun bliver én, lukket butik.

Der er flere mulige modeller for salg. Dels er der pr. fil eller album som i dag, men også abonnementsbaserede modeller (som kendt fra kabel- og sattelit-TV) er interassante. Ved en abonnementsordning kunne indtægterne bliver fordelt efter antal downloads. Man kunne også eksperimentere med en lovlig fildelingstjeneste, der registrer hvor ofte en fil kopieres til en ny abonnement og tager dette med i fordelingen.

Endeligt skal man passe på med at skrue priserne for højt i vejret, som både musik- og filmbranchen har en tendens til. Det skal være så billigt at de fleste ikke gider bøvle med svingende kvallitet og risikoen for at blive sagsøgt.

Det giver ikke noget godt resultat på forhånd at drøfte nye forretningsmodeller, da en sådan drøftelse vil være baseret på spekulationer. Og finder man en bestemt forretningsmodel, vil den så være den bedste? Der er stor forskel på f.eks. musik, film, arkitektur og software, så kan samme forretningsmodel hjælpe alle disse brancher?

Fremfor at blive ved med at stramme ophavsretten for at beskytte en forældet forretningsmodel (som man har gjort hidtil uden resultat), eller at komme med en bestemt ny forretningsmodel, foretrækker vi at skabe rammer for et blomstrende kulturliv, hvor forskellige forretningsmodeller kan prøves af. Det frie marked skal nok sørge for at de bedste forretningsmodeller overlever.

Ligesom Kristian Dalgård mener vi ikke det kan lade sig gøre at begrænse udbredelsen af digital information uden at gøre informationssamfundet til en politistat.

Vi mener at privat ikke-kommerciel kopiering og distribution af værker skal være tilladt, og at beskyttelsestiden for ophavsretten skal indskrænkes til fem år fra værkets udgivelse.

Læs mere her: http://www.piratpartiet.dk/node/15

AllofMP3 havde efter min mening en genial forrentnings model, kunden fik hvad han ville, som han ville. han kunne selv bestemme format og bitrate samt bestemme hvilke numre/albums han ville have og betale derefter.

sammenkobl det med en eller anden flatrate løsning som fx månedlig betaling for at kunne downloade alt, eller stofa løsningen med at man kan downloade x gigabyte for y pris.

AllofMP3 beviste dette var muligt (dog undtagen flatrate), det eneste problem med dem var at de var alt for billige til at den internationale musik scene ville lege med. så jeg siger efterab AllofMP3, sæt prisen nogle kroner op, indfør nogle "flatrate" løsninger og så vil i have en billig, effektiv og attraktiv forrentnings model.

ps. DRM/digital signatur/whatever holder ikke fordi de vil alligevel blive knækket efter nogle timer bagefter og at de vil bare motivere folk til at ulovligt downloade musiken/filmen istedet for, fordi det er meget nemmere og hurtigere end at bøvle med sit lovlige DRM infested musik

Det rystede mig at høre, at en Bluray-DVD koster ca. 30% mere i energiforbrug, fordi krypteringen er så håbløs kompliceret.

Det betyder, at vi i stedet for at minimere energiforbruget i forbindelse med det at se film, tv mv. får øgede omkostninger.

Det er så dumt, at man næppe tror det, før man forstår hensigten, nemlig at det er på producenternes vilkår, at billede, lyd og video distribueres.

Går man 100 år tilbage i historien havde man samme problem med bøger - og her løste man problemet ved at "nationalisere" bøgerne - dvs. lade folkebiblioteker låne disse kostbare værker gratis mod at kompensere forfatterne en gang om året.

Det samme kan man gøre med billeder, lyd og video - simpelt hen på internationalt plan "nationalisere" værkerne uanset, hvem der har lavet dem. Så snart et værk er publiceret, kan det bruges (og misbruges) som man allerede ser det på Youtube og Last.fm

Det vil betyde en betydelig billigere produktion og især distribution af elektroniske medier - og igen skal kunstnerne have en kompensation på linie med forfatterne.

Hvor svært skal det være?

ps! Det er bare så populært at sige "skattestop" for tiden - men det rimer på skattesnyd og oversat til det globale sprog, så er det pengene ud af vinduet, fordi vi ikke forstår at sætte forbrugeren og hendes/hans tarv i centrum -men i stedet køber alt råt fra Hollywood og 5th Avenue.

Oven i at HDCP-krypteringen, der benyttes på BlueRay, tager 30% mere strøm, så er den totalt spildt. Tjek bare PirateBay...

Hvorfor skulle der være brug for at lægge indkøbet i databasen? Dit kundenummer er i filen.

Ja, men så er de stadig nødt til at verificere, at de kommer det rigtige kundenummer i filen. Dvs, jeg skal identificere mig hver gang, jeg køber et stykke musik, og de kan så stadig gemme oplysningerne om hvilke værker, jeg har købt.

Kristian

Men den bedste metode, jeg umiddelbart kan se i dag, må være et fladt gebyr, som giver fri adgang til det hele. Det kan evt. være betalt over skatten. Så må man finde ud af at fordele pengene så godt som muligt - og helst ud fra to kriterier på samme tid: Dels ud fra, hvad folk downloader og ser/lytter til og dels som støtte til vækstlaget

Næh, nej. Jeg vil ikke betale med mine skattekroner for at du kan få gratis popmusik og underlødig underholdning.

Det er en sag mellem producenterne, deres kunder og dem som kopierer værkerne ulovligt. Hold venligst mig udenfor.

Ja, men så er de stadig nødt til at verificere, at de kommer det rigtige kundenummer i filen. Dvs, jeg skal identificere mig hver gang, jeg køber et stykke musik, og de kan så stadig gemme oplysningerne om hvilke værker, jeg har købt.

Selvfølgelig kan de det, det kan de allerede nu. Du skal, så vidt jeg ved, oprette dig som kunde på alle den slags tjenester.

Nej, jeg kan få nogle andre til at købe for mig.
Eller jeg kan gå ned i en butik og købe en CD for kontanter.
Eller jeg kan registrere mig uden at bruge mit rigtige navn eller bare uden mit mellemnavn.

Hmmm... True, that.

Når jeg nu tænker over det. Så synes jeg faktisk modellen med et loft over hvor meget et pladeselskab og en kunstner kan tjene på et stykke musik, lyder som en god ide.

• Det vil minimere mængden af musik der udelukkende laves for at tjene penge.
• Skabe ligestilling mellem kunstnere og pladeselskaberne.
• Afkræve brugere et relativt lille flat beløb (der er simpelthen færre penge i omløb branchen)
• Minimere mængden af folk der laver et oneshot wonder og lever af det resten af livet (hvad har de lige bidraget til samfundet med?).
• Skabe langt mere kunst, kunst er debat og prokerende. Mainstream musik laver kun penge - ingen bliver klogere af det - det er reelt svært at definere som kunst, når det er pure kommercielt.

Eksempel: En kunstner laver en hit plade. Kunsteren får 75% 2 mio kr fra alle kanaler den spilles i. Tv, radio og salg. De sidste 25% er produktions omkostninger og aflønning til pladeselskab. Det som kunstneren reelt kommer til at tjene på er alt det der er ved siden af. Koncerter, merchendise og reklame etc.

Et af de største problemer ved de online musikbutikker vi ser idag er at de markedsfører musikken i forhold til teenagere med iPods. Det gælder både den musik der markedsføres (hvilket er knap så kritisk når man på egen hånd har adgang til at bladre rundt i et musiksite), men i lige så høj grad den kvalitet musikken tilbydes i (og dette er kritisk da kvaliteten kan have afgørende betydning for køb).

Oftest tilbydes musikken kun i MP3 format eller lign. lossy format. Herved skærer man en af de mest musikforbrugende grupper fra, nemlig folk der har invisteret i et ordentligt stereoanlæg og ikke vil acceptere dårligere kvalitet blot fordi man nu køber sin musik over nettet istedetfor på en CD.

Jeg mener denne gruppe er villig til at betale ekstra for et album leveret i god losless kvalitet, fremfor en standard MP3 løsning (som selvfølgelig stadig bør tilbydes den målgruppe som er ligeglad eller anvender afspillere hvor man ikke kan høre forskel alligevel).
Dette baserer jeg bl.a. på at det typisk er denne gruppe der invisterer i HIFI anlæg til både 5 og 6 cifrede beløb - og går man ikke på kompromi når det gælder anlægget, så gør man det heller ikke når det gælder kvaliteten af musikkilden. Med andre ord køber man ikke udstyr for så mange penge, for at sætte et nummer på fra en online musikbutik hvor dynamikken er blevet komprimeret ihjel.

I tilfælde af en abonnementsordning, vil denne målgruppe også være villig til at betale ekstra for et "pro" abonnement hvis det indebærer lossless adgang til musikken, man kan altså sælge adgang til den samme musik til forskellige priser ved at differenciere på kvaliteten.

Fordele for musikbranchen:
- Ved at differenciere abonnementerne på kvalitet kan man tjene ekstra på salg af den samme musik.
- Denne gruppe prioriterer musik højere end gennemsnitsforbrugeren og hvis musikken bliver lettilgængelig online i en acceptabel kvalitet, er det sandsynligt at forbruget vil stige yderligere.
- Man kan muligvis drage fordel af en eventuel "modeeffekt" hvis teenagere begynder at finde pro-udgaven "sejere" og dermed også sælge til en højere pris til denne målgruppe.

Fordele for forbrugerne:
- Online adgang til musikken i en kvalitet der matcher CD mediet.
- Slut med at skulle vente på pakkeposten og foretage manuel overførsel af musikken til lossless format.

Umiddelbart har jeg sympati for det med et svært forfalskeligt certifikat i filen. Det ville være fint nok. Så kan man den vej gå udenom DRM-spørgsmålet, fordi det ikke er - og nok vil blive ved med ikke at være - et spørgsmål om kopierbarhed, men om lovligheden af at gøre det. Til gengæld forestiller jeg mig, at trods de tekniske komplikationer ved at fremstille et sådant certifikat er det en opgave, som crackere med stolthed og stor teknisk kompetance vil påtage sig at få løst ganske hurtigt.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at en del af kopieringen er foregået, fordi det ganske enkelt var for besværligt at få adgang til tingene. Jeg synes, at adgangen til tingene er blevet meget nemmere nu, og jeg tror, at det gør det nemmere... jeg tilslutter mig den tanke, at en flatrate-aftale, et musik-/film-/generelt medieabonnement vil være det mest holdbare i det lange løb - og vil koble godt sammen med den måde, medierne integrerer nu til dags. Det vil være oplagt, at man har et medieabonnement, så man bringer sin underholdningshardwaredims frem fra dvale, indtaster musik/film/webcast-titel og får det ønskede materiale frem med stream eller download.

Jeg er af den overbevisning at hvis den oplevelse du får stemmer overens med prisen du betaler så er der ingen problemer.

Udfordringen har vi set blive løst tidens tand igen og igen. Da videofilmen vandt indpas spåede man biograferne en massedød. Biograferne reagerede ved fluks (... måske ikke helt fluks :-) ... at udskifte sæderne til moderne højkomfort sæder, lyden til super duper multi-mange kanaler, lærredet blev større og bedre, selv uden for biffen blev der arrangeret lækre omgivelser med barer, slikbikse m.m. Filmen er den samme men nu er biffen blevet til en oplevelse som er svær at kopiere hjemme i stuen ...

Og den oplevelse betaler jeg gerne for..

For de store filmstudier er det vel (og her gætter jeg) ikke selve filmen som de tjener pengene på men alt det udenom som bif-billetter, merchendise, m.m.

På samme måde ser jeg gerne at musikindustrien (ikke blot pladebranchen) kommer ud af starthullerne og finder andre måder at "sælge varen på". Hvis pladeselskaberne startede med at ændre navn til event-bureauer .. og fokuserede på at lave koncerter m.m. hvor oplevelsen med den enkelte kunstner i centrum er i højsædet, så er vi nået langt.

Jeg betaler gerne, som andre også har foreslået, en rimelig flat rate for adgang til al musik .. mest fordi oplevelsen i forhold til prisen gør det værd at betale for ... at jeg uanset hvor jeg er har adgang til min musik, derhjemme, på arbejdet, til fest m.m. Lad f.eks. musikken være gratis i lav kvalitet og lad prisen stige med oplevelsen/kvaliteten.

I dag ser jeg ingen grund til at gå ned i en fysisk butik for at betale for en vare som er behæftet med "overpris" for at levere en oplevelse (en kasette, kopibeskyttelse m.m.) som ikke appelerer til mig. Kassetten ryger alligevel ud da alle mine cd'e står i mapper af pladshensyn, og CD en bliver rippet til ogg/mp3 analogt/digitalt alt efter kvaliteten af kopibeskyttelsen.

• Jens

. Hvis pladeselskaberne startede med at ændre navn til event-bureauer .. og fokuserede på at lave koncerter m.m. hvor oplevelsen med den enkelte kunstner i centrum er i højsædet, så er vi nået langt.

Så skal de såkaldte kunstnere jo til at arbejde mere end 100 dage om året ;o)

Tak for jeres mange gode bud og den livlige debat.

Redaktionen har udvalgt Rasmus Lund-Hansens indlæg
"Glem DRM og kvitteringer" fra den 21 juli kl. 14:30
som det bedste og mest sammenhængende bud på en løsning.

Version2 kontakter Rasmus Lund-Hansen, som har vundet et gavekort til Hjem-IS.

Næste og sidste runde af sommerkonkurrencen begynder på mandag, hvor du kan give dit bud på, hvordan din drømme-mobiltelefon skal være.

Med venlig hilsen

Julian Henlov, community builder, Version2

Musik giganterne - plade selskaber - har ingen forretnings grundlag længere de plejede at kontrollere hvem af artisterne der kunne få en karierre, hvor meget musik skulle koste, hvad der skulle produceres, samt kontrollere markedet via monopol aftaler. Denne æra er over, og desværre prøver disse giganter at pumpe milliarder ind i juridiske kampe for at fastholde markedet i deres model.

Den model der vil virker er direkte kontakt med kunsterne, drop det med at forlange betalning og gå til "gade kunstner" modellen. Digial musik er ikke hvor pengene er men derimod koncerter, derfor giv musikken væk, gratis, men samtidigt bed om donationer for at kunne forsætte arbejdet (producere mere), altså som en gade musikant, han/hun spiller musik, og får nogle håndøre fra dem der syntes om hvad de laver. Laver man et godt produkt, vil der komme en fanbase som vil glædeligt financere ny produktion, da fan basen ved at kommer der ingen penge ind, stopper produktionen.

Samtidigt, anse digital musik som reklame for koncerter, hvor kunsterne og Musik industrien generel vil tjene deres penge. Dette er hvor giganterne har deres plads, da at arrangere koncerter, er en stor logistik opgave, som bedst løftes af dem der har penge, og logistikken, da der også skal reklameres hæftigt for at få success.

For at tjene penge på digital musik, bør musik industrien lave søge funktioner, hvor man kan få musikken i den kvalitet og format som man nu ønsker. Du betaler ikke for musikken, men for service at kunne nemt finde hvad du søger efter - noget som er besværligt på P2P, torrents m.v. Dette kan være på abonnoment's ordning, eller per søgning, og bør være billig, og dette vil gøre pirat kopering mindre interessandt.

Kort sagt, drop forventningen om at alle anskaffet stykker musik giver penge, giv forbrugeren hvad de ønsker og du har en model hvor du kan tjene penge.