»Internet kill switch i Danmark er muligt, men usandsynligt«
Man ville sagtens kunne isolere Danmark på nettet fra resten af verden, hvis det kom til stykket. Sådan lød det, da der var lagt op til debat omkring en internet kill switch i Danmark, under Internetdagen i denne uge.
En af deltagerne i debatten var Morten Klank fra Nianet. Ifølge ham er det at have en internet kill switch blevet et strategisk træk, fordi vores samfund i dag er så afhængige af internetadgang. Under optøjerne i Egypten i forbindelse med det arabiske forår blev der lukket for nettet. Under urolighederne i London overvejede premierminister David Cameron at lukke ned for sociale netværkstjenester, når det var nødvendigt. Og så forsvandt nettet i Georgien, da konflikten med Rusland var på sit højeste.
I debatpanelet var også Hroi Sigurdsson, der er programmør hos Netgroup, og Jonas B. Nielsen, der er udvikler hos DK Hostmaster. Både blandt paneldeltagerne og i salen var der bred enighed om, at det bestemt var teknisk muligt at lave en internet kill switch i Danmark. »Måske ikke som en fysisk knap, man i stil med Den Kolde Krig kan bære rundt på i tilfælde af, at det hele brænder på,« som det lød fra salen.
Men Danmark har sit eget net, og administrerer selv .dk-domænet. Derfor skulle det være muligt at lukke af for resten af verden og bruge internettet i Danmark som et intranet. Det betyder dog ikke, at det er en god idé hverken at afskære sig fra resten af verden eller have en egentlig kill switch.
Ifølge en OECD rapport skulle en kill switch gøre mere skade end gavn, da sundhedsvæsenet og andre vitale dele af samfundet er så afhængige af nettet, lød det i salen. Og så er nettet lettere at holde øje med:
»Måske er det i virkeligheden farligere at bruge kill switchen. På nettet kan man overvåge og registrere. Det er meget sværere at gøre i forhold til løbesedler og fysiske møder på en bar,« sagde Jonas B. Nielsen.
I USA har demokraten Joe Lieberman fremsat et lovforslag om en internet kill switch, der vil give præsidenten muligheden for helt eller delvist at lukke for internettet.
Selv uden en fysisk kill switch kan det gå ret hurtigt med at lukke internettet ned. I Syrien er der ifølge en af debattørerne kun én internetudbyder, hvilket er ideelt, hvis man vil lukke nettet ned for hele landet. Og i Egypten, da nettet altså blev lagt ned, tog det kun omkring 20 minutter af fjerne internetforbindelsen for 90 procent af borgerne.
Tilbage i salen var der mange ubesvarede spørgsmål: Kan det nogensinde retfærdiggøres at lukke for internettet, eller er det en menneskeret? Er det en glidebane mod statscensur og en kill switch, når man i Danmark har DNS-blokeringer på børneporno og Pirate Bay? Er Danmark så afhængige af eksempelvis internettets virke i USA, at det ville skabe problemer, hvis der i USA blev lukket for nettet?
Hvad synes du? Giv dit besyv med i debatten herunder.
Kommentarer (4)
Hmm.
Det er måske nok usandsynligt, at "legale" instanser vil gøre brug heraf, men er det muligt, er det langt fra utænkeligt, at illegale instanser, terrorister, kriminelle og andre, vil benytte sig af muligheden/lejligheden.
Hvordan ligger det med sikkerheden mod, at "nogen" vil kunne benytte den mulighed?
Der står ikke noget i artiklen, som forklarer, hvorfor det skulle være så usandsynligt med en internet kill-switch i Danmark. Spørgsmålet er, om ikke antagelsen af denne "usandsynlighed" hviler på vores sædvanlige, selvfede opfattelse af Danmark som et samfund med vide, digitale frihedsrettigheder, mens vi med den anden hånd censurerer hjemmesider udenomsretligt og registrerer hele befolkningens fuldt lovlige brug af internettet. Denne udvikling havde de fleste eksperter nok også anset som 'usandsynlig' for få år siden..
Det er vel ikke så let endda, da man jo nok skal have fat i de higher-tier ISPer som har forbindelser ud af landet og som sælger uplink til de danske ISPer. På lovlig vis er det måske ikke så svært, men på ulovlig vis bliver det nok et problem når man skal ramme mange steder samtidig.
Der er trods alt tale om meget store firmaer som forhåbentlig er bare en smule beskyttede mod cyberangreb.
Citat: Der er trods alt tale om meget store firmaer som forhåbentlig er bare en smule beskyttede mod cyberangreb.
Hmm.
Der er da set utallige eksempler på giga store virksomheder hvor enhver vel havde forventet, at sikkerheden var i orden, men hvor det alligevel er lykkedes for IT Kriminelle, at "snøre" sig ind alligevel.
Håb og tro er godt, men langt fra nok.

