Dansker vil trække Viasat i retten for brud på GPL
Tv-selskabet Viasat krænker open source-licensen GPL, fordi det ikke oplyser kunderne om, at selskabets satellit-settopbokse bruger en variant af Linux. Det mener danske Rasmus Rohde, som har allieret sig med advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted.
På sin hjemmeside beskriver Rasmus Rohde, hvordan han havde taget et nærmere kig på den software, som blev brugt til den Samsung settopboks, han havde fået fra Viasat.
Settopboksen viste sig at indeholde en Linux-variant og flere andre open source-programmer. Rasmus Rohde beskrev sit fund på internettet, sådan som han har gjort det med flere andre apparater som Linksys-routere og digitale billedrammer.
Beskrivelsen udløste imidlertid ifølge Rasmus Rohde et besøg fra firmaet NDS, som står bag sikkerheden på de dekoderkort, Viasat benytter.
Rasmus Rohde gjorde ifølge hans egen beskrivelse repræsentanterne fra NDS opmærksom på, at der ikke i dokumentationen til settopboksen havde stået, at den benyttede software, som er udgivet under GPL.
Kiss lavede samme fejl Nu har Rasmus Rohde kontaktet Viasat, som forhandler settopboksen, for at få dem til at rette op på, at de angiveligt krænker licensen. Selskabet har imidlertid ikke svaret på henvendelsen, og derfor har Rasmus Rohde nu allieret sig med advokatfirmaet.
»Jeg har ikke haft mulighed for at se nærmere på sagen endnu, men vi har givet tilsagn om at hjælpe,« siger advokat Martin von Haller Grønbæk.
Han drager en parallel til en tidligere sag mod danske Kiss Technology, som i dag ejes af Cisco. Kiss havde anvendt open source-softwaren MPlayer i dets harddiskoptagere, men uden at følge betingelserne i licensen.
»Det er af stor betydning i stort set alle open source-licenser, at hvis man ønsker at videredistribuere softwaren, så skal man respektere vilkårerne, som at give adgang til kildekoden og gøre det klart, hvem der skal krediteres,« siger Martin von Haller Grønbæk.
Det betyder, at man som hardwareleverandør som minimum skal skrive i dokumentationen, hvilken software man benytter, og samtidig angive, hvor den originale kildekode kan findes.
Ifølge Martin von Haller Grønbæk er det dog sandsynligt, at sagen bliver løst i fordragelighed, uden det bliver nødvendigt at gå hele vejen til domstolene.
»Open source-licenstagere er generelt lidt mindre procesliderlige. Det eneste, de forlanger, er, at man enten retter sig efter betingelserne eller stopper med at distribuere softwaren,« siger han.
Han understreger, at open source-licenser giver rettighedshaverne den samme beskyttelse som alle andre licenser. Der er dog ikke tale om, at open source-rettighedshaverne kommer efter firmaer med krav om en strafbetaling, sådan som det ses i sager om piratkopiering, men et firma kan blive pålagt at stoppe salget af et produkt.
Læs Rasmus Rohdes udlægning af sagen under fanebladet 'Eksterne Links' under artiklen.
Kommentarer (13)
Der er intet til hinder for at Open Source ophavsmænd kan kræve strafbetaling.
Hvis man bruger open source software uden licens, f.eks fordi man ikke opfylder betingelserne derfor, har man præcis samme (dårlige!) retsstilling som hvis det var closed source software man uretmæssigt har anvendt.
Poul-Henning
Det er mig bekendt sket i flere sager, at der er indgået forlig, hvor sagsøgte frivilligt har doneret en pengebeløb til Free Software Foundation eller lignende. Denne frivillighed ville sikkert ikke være til stede, hvis ikke truslen om strafbetaling var til stede.
Jeg ar nu bedt Yousee om at bekræfte, at jeg som kunde ikke kan drages til ansvar for misbrug af licenser på produkter udleveret af Yousee.
Det kan måske få dem ud af sengen?
"produkter udleveret af Yousee" ?
Lad os sige at du ifbm. en kontrakt med Yousee har fået et stykke hardware (f.eks. et modem eller router), som Yousee stadig er ejer af, stillet op derhjemme.
I det tilfælde vil Yousee næppe kunne siges at distribuere den software, de har installeret på deres hardware.
Og da der således ikke foregår nogen distribution, så har du heller ikke krav på at få en kopi af den GPL-software der nu måtte være i apparatet.
Men hvis du i Yousees web-shop køber et stykke hardware, så er situationen en anden.
Men hvis du i Yousees web-shop køber et stykke hardware, så er situationen en anden.
Du kan købe eller leje STBen.
IANAL, men jeg kan ikke se at det skulle gøre nogen forskel om du køber eller lejer. YouSee distribuerer software uden tilladelse fra ophavsretshaver.
Godt med fokus på problemet - og der er vel ingen tvivl om at firmaerne skal tage GPL mere alvorligt.
Men helt ærligt, mon ikke problemet i bund og grund er at vi udviklere ikke tænker så meget over hvilke open source-produkter vi bruger, og selv hvis vi gør, at vi så ikke orker at sætte os ind i hvordan vi skal forholde os til det?
Mit første "rigtige" open source-projekt licenserede jeg under GPL, fordi jeg selv følte at det var mest retfærdigt at hvis nogen arbejdede videre på det, så skulle de også offentliggøre deres ændringer. Men selv benyttede og distribuerede jeg også et antal libraries med forskellig licens. Jeg gjorde virkelig hvad jeg kunne for at sætte mig ind i hvilke README-filer osv. der skulle i den færdige ZIP-fil, men det var et forbandet bøvl - som jeg skulle igennem for at kunne give noget gratis til resten af verden.
Siden har jeg holdt mig til BSD, da det efter min mening gør det nemmere for brugerne af det jeg laver (når der altså af og til er sådan nogen :-) ).
Men jeg tror da det er helt almindeligt for langt de fleste 8-16-ansatte at bruge løs af diverse open source-produkter uden at tænke over licenserne, blot chefen bliver tilfreds over slutproduktet og tidsplanen.
Se for resten den her artikel om hvorfor Zed Shaw benytter GPL. Perfekt til gamle, sure mænd :-) http://www.zedshaw.com/blog/2009-07-13.html
Så fordi du nu har fundet ud af at du hellere vil bruge BSD end GPL, så er du kommet til den konklusion at alle der bruger GPL ikke kan finde ud af at foretage et kvalificeret valg af licens.
Tillykke med din udvikling fra gammel, sur mand til ung frisk gut.
" Men hvis du i Yousees web-shop køber et stykke hardware, så er situationen en anden." Du kan købe eller leje STBen. IANAL, men jeg kan ikke se at det skulle gøre nogen forskel om du køber eller lejer. YouSee distribuerer software uden tilladelse fra ophavsretshaver.
GPL (hardware med BSD eller MS software lader jeg PHK om) specificerer rigtigt nok ikke distribution som hverken salg eller udlejning.
Der var derfor med vilje at jeg som eksempel nævnte et modem/router:
Hvis det eneste du gør med et sykke hardware, som du iøvrigt ikke ejer, er at forbinde nogle kabler og sætte strøm på, og så konstatere at din PCs internet virker, så kan jeg ikke se at softwaren er overdraget til dig.
I den modsatte grøft finder man KISS, der solgte en film afspiller med kode fra Mplayer projektet, uden at det var muligt for køberen at få en kopi af kildeteksten. Administrerende direktør for KISS, Peter Wilmar Christensen, var iøvrigt i DR fræk nok til at forklare sammenfaldet med at det nok var Mplayer projektet, der uretmæssigt anvendte kode som KISS havde ophavsret til, se
http://en.wikipedia.org/wiki/KISS_Technology
En lejet set-top-boks med GPL software befinder sig så vidt jeg kan se et sted mellem de to yderpunkter.
Så fordi du nu har fundet ud af at du hellere vil bruge BSD end GPL, så er du kommet til den konklusion at alle der bruger GPL ikke kan finde ud af at foretage et kvalificeret valg af licens.
Selvfølgelig ikke - jeg kan ikke se hvordan du kan tolke min kommentar på den måde.
Min pointe er i bund og grund at jeg tror mange udviklere tit "napper" noget GPL-kode uden nødvendigvis at sige det videre til chefen. Eller dem der skriver manualerne.
"Hvis det eneste du gør med et sykke hardware, som du iøvrigt ikke ejer, er at forbinde nogle kabler og sætte strøm på, og så konstatere at din PCs internet virker, så kan jeg ikke se at softwaren er overdraget til dig."
Så hvis jeg lejer en bærbar fra LEASY, undlader at installere andet software end det, der kommer med den, og leverer den tilbage efter 6 måneder, så er softwaren derpå ikke overdraget til mig?
Så hvis jeg lejer en bærbar fra LEASY, undlader at installere andet software end det, der kommer med den, og leverer den tilbage efter 6 måneder, så er softwaren derpå ikke overdraget til mig?
I GPL v3 er det skrevet lidt mere tydeligt end i GPL v2 (http://www.gnu.org/licenses/gpl-3.0.html):
To “convey” a work means any kind of propagation that enables other parties to make or receive copies. Mere interaction with a user through a computer network, with no transfer of a copy, is not conveying.
Så hvis du kan tage en kopi af LEASY-maskinens harddisk er det "convey", og du har krav på kildekode.
Hvis du [i]ikke[/i] kan gøre det med Viasat-maskinen, har du ikke krav på kildekoden.
Hvis du ikke kan [tage en kopi af programmer på] Viasat-maskinen, har du ikke krav på kildekoden.
Hvad blev der af "or receive" fra dit GPL v3 citat? Alene det, at nogen modtager en kopi er distribution, uanset om de kan kopiere det eller ej.
"Mere interaction through a computer network" refererer til f.eks. SaaS systemer, hvor du ikke fysisk kommer i nærheden af softwaren. Det har ingen relevans ift. at modtage en stump hardware m. indbygget software.
Hvad blev der af "or receive" fra dit GPL v3 citat? Alene det, at nogen modtager en kopi er distribution, uanset om de kan kopiere det eller ej.
Du må gerne sige det er distribution. Det var også det ord der blev brugt i GPL v2.
Men jeg taler om GPL v3, hvor det valgte ord nu er "convey", formodentlig for at differentiere fra "distribution".
Så spørgsmålet er, hvorvidt Viasat med sin box har foretaget et convey.
Kan andre ("other parties") end Viasat lave en kopi? Her antog jeg et "nej".
Har du modtaget en kopi? Ja, du argumenterer fint for at der er [i]distribueret[/i] en kopi til dig.
Men ser du længere nede i licensteksten (som du selvfølgelig læste inden du påstod jeg tog fejl :-), vil du i afsnit 6 af GPL v3 se at:
If you convey an object code work under this section in, or with, or specifically for use in, a User Product, and the conveying occurs as part of a transaction in which the right of possession and use of the User Product is transferred to the recipient in perpetuity or for a fixed term (regardless of how the transaction is characterized), the Corresponding Source conveyed under this section must be accompanied by the Installation Information. [b]But this requirement does not apply if neither you nor any third party retains the ability to install modified object code on the User Product (for example, the work has been installed in ROM).[/b]
Men nu er vi ude i en masse antagelser omkring Viasat-dimsen, for jeg kender ikke hardwarekonfigurationen.
Men så vidt jeg kan se, må Viasat udleje en dims med GPL v3 kode på, uden at levere kildekoden, hvis man ikke kan kopiere softwaren, og ikke kan installere ændrede versioner af softwaren på dimsen.
Med GPL v2 er vi nok mere ude i en gråzone...

