Danske virksomheder dropper skyen
Danske virksomheder står ikke i kø for at lægge it-systemer ud i skyen. Det er billedet fra Version2's helt uvidenskabelige afstemningsbarometer, og det støttes af tal fra IDC.
En undersøgelse fra august blandt 600 nordiske virksomheder med mere end 10 ansatte viser, at kun omkring 20 procent af virksomhederne enten bruger eller overvejer at gå i gang med cloud computing.
»Det er en anderledes måde at gøre det på, og hvis man ikke har problemer lige nu, eller står over for at skulle investere yderligere, så er der ikke grund til at pille ved det, man har,« forklarer analytiker Anders Elbak fra IDC.
Erfaringer mangler
Det billede bekræftes ude i den virkelige verden.
»Vi følger det, men det er ikke en del af vores strategi lige nu,« siger Alan Jensen, it-chef i Dansk Supermarked, om cloud computing.
Det skyldes blandt andet, at it-systemerne fungerer tilfredsstillende som de er, i dag.
»Både det, og så det at vi er i gang med en større omlægning af vores it-platform. Alene af den grund er det ikke det rigtige tidspunkt at kigge på det lige nu. Vi følger den udvikling, der er, og vurderer løbende, om det er noget, vi skal tage i anvendelse, og det har vi ikke ment indtil nu.«
De parametre, der kommer til afgøre, om der skal sky i Netto og Føtex, er blandt andet bekvemmelighed, pris og driftsikkerhed.
Dansk Supermarked får som så mange andre firmaer systemerne hostet ude i byen. Nogle kommentatorer fortæller, at det ikke nødvendigvis er mere kompliceret at hoste i skyen som i byen, men der er for lidt viden til stede, lyder det fra Alan Jensen:
»Vi kender for lidt til det endnu, til at jeg tør sige, at det er lige så driftsikkert og lige så godt.«
Det er erfaringerne, der mangler:
»Det tror jeg. For et eller andet sted giver du jo lidt mere slip på det.«
Utryghed er en psykologisk barriere
»Der er stadig mange, der er utrygge omkring oppetiden,« supplerer Anders Elbak.
»Lægger man systemerne hos Atea, eller hvem det måtte være, så har man en kontakt, som man kan slå oven i hovedet, hvis ikke det fungerer. Det er sværere, hvis det er Microsoft eller Google. Hvem i alverden skal man komme efter, hvis det går galt?«
Utrygheden ved skyen består måske mere af fornemmelser end realiteter:
»Jeg tror, meget af det mere handler om psykologiske end reelle barrierer.«
Amazon er eksempelvist heller ikke navn, der signalerer it-drift. Det kan give Microsoft og Google en fordel på længere sigt, selvom de lige nu halter efter internetboghandlen på sky-området.
Kommentarer (1)
Det er netop rigtigt at erfaringerne, tilliden, og kravene til skyen skal op - men det kommer de også kun ved at man smager på varen.
Der er masser af situationer hvor skyen allerede egner sig fortrinligt. For datatunge virksomheder er det oplagt at køre tidskrævende rutiner i skyen og udviklingsvirksomheder kan nyde særdeles godt af at bygge identiske test miljøer op, afprøve forskellige platforme, køre stress test etc. Desuden er der flere services som egner sig perfekt til skyen: online backup, log management, email scanning, fil deling,..
Det er bare med at komme i gang, og ved selvsyn erfare hvilken imponerende værktøjskasse eksempelvis "den gamle boghandel" tilbyder i sin nye tilværelse som teknologi provider.
Jeg mener ikke danske virksomheder har droppet noget som helst, vi tager bare tingene i et velovervejet tempo.

