Danske Bank: Vi har fortsat fuld tillid til NemID
Selvom Danske Bank nu også må melde sig som en af de banker, der har haft indbrud i netbanken, fordi kunders NemID-oplsyninger er blevet opfanget og misbrugt, så har bankens koncernsikkerhedschef Poul Otto Schousboe stadig tillid til loginløsningen.
»Naturligvis er jeg tryg ved, at vi anvender NemID,« siger han og tilføjer:
»Er NemID usikker? Ikke umiddelbart, når man er opmærksom på, at der er en risiko for, at man kan komme til at aflevere sine oplysninger et forkert sted.«
I det konkrete angreb har otte kunder i Danske Banks netbank fået inficeret deres computere med malware. Malwaren har opsnappet brugernavn og adgangskode til NemID og derefter en nøgle fra nøglekortet, når brugeren er logget ind i netbanken. Det har i princippet været muligt for brugerne at registrere, at der har været lusk på færde, fordi de blevet bedt om at indtaste endnu en nøgle fra nøglekortet på et tidpunkt i netbank-sessionen, hvor der normalt ikke bliver bedt om en nøgle.
»Jeg siger ikke, at det er nemt at være opmærksom på de her ting, men det er sådan noget, man skal forsøge at være opmærksom på,« siger Poul Otto Schousboe.
Selvom angrebet mod Danske Bank ikke er 100 procent magen til det seneste, vellykkede angreb mod Nordeas netbankkunder i september 2011, så er der overordnet set tale om samme type angreb, der med fagterminologi kaldes for realtime phishing, forklarer Poul Otto Schousboe.
Det vil sige, at de kriminelle bagmænd på den ene eller den anden måde har lokket brugere til at aflevere deres NemID-login oplysninger, inkl. en nøgle fra nøglekortet, som bagmændene så har siddet klar til at bruge til at føre penge ud af ofrets netbank.
Dermed er det anden gang i løbet af seks måneder, at NemID-brugere har været udsat for vellykkede realtime phishing-angreb. Men det får ikke Poul Otto Schousboe til at ryste på hånden i forhold til fortsat at anvende NemID i Danske Bank.
»Det er rigtigt, at der er denne her risiko for realtime phishing-angreb ved login-løsninger af samme type som NemID, men ved andre løsninger er der andre risici. Der er ingen løsninger, der er 100 procent sikre,« siger han.
Nu er Danske Bank sammen med Nets DanID, står bag NemID, ved at analysere angrebet i detaljer.
»Der kommer en nærmere analyse, men jeg kan ikke her få dage efter angrebet sige noget endnu om, hvad der kommer til at ske,« siger Poul Otto Schousboe, som dermed heller ikke endnu ønsker at forholde sig til, om der kommer til at ske konkrete ændringer i forhold til den måde, NemID er designet på i dag.
Kommentarer (4)
Der er siden NemID's præsentation blevet postuleret, at realtime phishing er det næste skridt. Det viste sig at holde stik. Alle der begår sig i IT-sikkerheds-aspekter var enige om at det var en angrebsvinkel, der var lidt delte meninger om det var 'interessant' kontra arbejdsindsats, men ingen afviste det blankt. Igen holder det stik.
Med ovenstående i mente, hvorfor skal der så pludselig tages bestik af hvad der skal ske? Der ligger vel en klar plan for hvad der skal ske, når et kendt type angreb gennemføres?
Eller satsede DanID Hr. og Fru Jensens identiter og penge ved iskoldt at ignorere en af de kendte angrebsvinkler?
"Fuck, Bjarne, nu lavede de det dersens realtimes fisking - ledelsen sagde ellers, at vi ikke skulle bekymre os om det. What dævlen skal vi do? Du holder pressen hen, jeg begynder at google!"
Martin Jensen: Jeg er helt enig i hvad du skriver, men "realtime phishing" (á la MitB) var både kendt og blev aktiv udnyttet længe før NemID. Så det var ikke bare en teoretisk angrebsvektor som DanID/Nets ignorerede(!)
Det er godt lige at få med :)
I og med de er medejere af løsningen og dermed tjener på den, er det jo en simpel økonomisk kalkyle for dem - hvad koster øget sikkerhed, vs. de få der får stjålet penge via netbank.
Det er IMHO bare ikke godt nok til andet end netbank brug, hvorfor jeg ikke har slået OCES delen til.
Det er bare ikke så fedt, når vores latterlige politikere:
1) IGEN har valgt at ligge en så vigtig infrastruktur i private hænder - lærer de intet af monopol situationerne fra tidligere?
2) sammen med kommuner osv. lukker helt af for andet end brug af NemID (MED OCES) til al anden offentlig service.

