Danske Bank outsourcer IP-telefoni til Netdesign i 5-årig aftale
Danske Bank outsourcer nu driften af bankens samlede IP-telefoni til TDC-ejede Netdesign, meddeler de to selskaber.
Samarbejdet kommer til at løbe over mindst fem år og indebærer en fuldstændig outsourcing af Danske Banks samlede IP-telefonisystem i 12 lande, som er baseret på udstyr fra ip-telefoniselskabet Avaya.
Det bliver den hidtil største kundeaftale for Netdesign, der i forvejen har ansvaret for at servicere Danske Banks telepresence-løsning fra Cisco og callcenter-løsning fra Avaya.
Administrerende direktør i Netdesign, Peter Rafn, kan i skrivende stund ikke oplyse til Version2, hvor meget ordren er værd for selskabet.
»Det ville jeg gerne, men det er endnu ikke clear'et med kunden, om jeg kan melde det ud,« siger Peter Rafn.
Aftalen omfatter 38.000 porte fordelt på 950 lokationer. NetDesign overtager driftsansvaret i tredje kvartal 2010.
Kommentarer (1)
Jeg ved godt Avaya har opkøbt Nortel - men er det ikke Nortel udstyr Danske Banks løsning er baseret på?

