Dansk strømstyringsværktøj: Undgå at kasse-pc'er står tændt hele natten
Et kasseapparat er ikke bare en tællemaskine, det er i dag typisk en pc, som endda ofte kører Windows. Det betyder også, at kasseapparaterne i butikkerne har samme problem, som pc'er på kontorer, nemlig et unødvendigt strømforbrug efter lukketid.
Problemet i butikkerne er, at man ikke blot kan benytte almindelig strømstyringspolitik eller lukke pc'erne ned, men er nødt til at tage hensyn til, hvordan kasseapparaterne bliver brugt.
»Historisk set har kasseterminalerne stået tændt hele tiden, fordi man har kørt batchjobs om natten,« forklarer account manager Casper Pedersen fra Devoteam til Version2, da Version2 besøger konsulentfirmaet i forbindelse med Version2's Sommertour.
Devoteam har udviklet et værktøj til strømstyring på Windows-pc'er baseret på CA's Asset Management-agentsoftware, som i første omgang blev brugt til at reducere strømforbruget på pc'er i Fredericia Kommune.
Nu arbejder Devoteam på at udbrede værktøjet fra kommuner til detailhandlen og har blandt andet samarbejdet med det svenske Systembolaget om at indsamle data om kasseterminalerne.
»Systembolagets terminaler havde i gennemsnit en oppetid på 98 procent, så der ligger en rigtig god business case,« siger Casper Pedersen.
Udfordringen er imidlertid, at man ikke blot kan lukke maskinerne ned på bestemte tidspunkter. Eksempelvis kan en butik have forlænget åbningstid eller søndagsåbent, og der kan være en ekstra gevinst at hente ved at lukke ned for de kasser, der ikke er i brug inden for åbningstiden.
På en almindelig pc kan det løses ved at lade pc'en først slukke for skærmen og siden gå i dvale, hvor brugeren kan vække den ved at bevæge musen, men det er ikke nødvendigvis ideelt i detailhandlen.
»Det er altafgørende, at vi ikke forhindrer en kundetransaktion, så vi skal kunne vække systemet med forskellige input som eksempelvis, at der bliver lagt en vare på båndet, eller ekspedienten bruger stregkodescanneren,« forklarer Casper Pedersen.
Af samme grund har Devoteam valgt ikke at slukke helt for kasseterminalerne, men lade dem gå i den mindst drastiske dvaletilstand inden for butikkens normale åbningstid og i en dybere dvale uden for åbningstiden.
Hvis der skal køres natlige batchjobs, kan maskinen vækkes enten via netværket eller på et bestemt tidspunkt, køre jobbet og derefter gå i dvale igen.
Udfordringen i detailhandlen er ikke det eneste sted, hvor Devoteam har opdaget, at der skulle tages særlige hensyn.
I løsningen til kommuner fandt Devoteam eksempelvis ud af, at den kommunale skoletandpleje havde et andet adfærdsmønster, hvor tandlægerne skulle se på en skærm med et røntgenbillede i længere tid af gangen under behandlingen af en patient.
Derfor nyttede det ikke at implementere en generel politik om, at pc'en skulle slukke skærmen efter 15 minutter. Det virkede fint for kontormedarbejdere, som blot skulle bevæge musen, men det kunne en tandlæge, som var midt i en behandling, ikke.
Det er derfor, det kan være nødvendigt at bruge en lokal agent på pc'en frem for en generel policy på netværket.
CA-agenten, som Devoteam benytter, kan se hardware og software på hver enkelt pc, og dermed er det muligt at lave mere specifikke indstillinger til forskellige grupper af brugere.
Artiklen er skrevet som led i Version2's Sommertour 2012, hvor redaktionen sommeren igennem besøger it-virksomheder og rapporterer om medarbejdernes dagligdag og virksomhedens projekter. Se den samlede tour-plan her., hvor du også har mulighed for at stille spørgsmål til de besøgte virksomheder.
Kommentarer (2)
Jeg havde forventet arm clienter og 1 central server pr. butik. Måske endda helt tynde clienter.
Jeg så så sent som i torsdags kasseterminaler genstarte efter en strømafbrydelse: Windows 2000.

