Dansk prototype: Væskekølet alt-i-ét-pc med Core i7 og Nvidia-grafik
Det danske firma Asetek har udviklet en prototype på en komplet alt-i-ét-arbejdsstation. I sig selv er det koncept ikke unikt: Apples iMac og HP's Touchsmart-pc'er samler i forvejen hele pc'en i et kabinet, der er bygget sammen med skærmen. Idéen er også ældre end den personlige computer.
Men Asetek har et es oppe i ærmet. Hele pc'en er nemlig væskekølet.
Det betyder, at Asetek har kunnet bygge Intels topmodel Core i7-920 ind i skærmen sammen med et Nvidia GTX280M-grafikkort.
De to komponenter alene er i stand til at levere en effekt på over 200 watt. En stor del af den effekt ender som varme, og det ville normalt kræve adskillige blæsere at holde både skærmen og komponenterne inden for grænseværdierne i et så kompakt kabinet.
Asetek er imidlertid specialister i væskekøling, og det er grunden til, at selskabet har bygget prototypen.
Asetek har bygget væskekøling ind i pc'en ved at lægge køleblokke på de varme chips og føre rør ud til en radiator, som er bygget ind i den arm, der holder skærmen oppe. Fra radiatoren kan to blæsere fjerne varmen, og en pumpe sender den afkølede kølevæske retur i det lukkede system.
Asetek har udviklet væskekøling til blandt andet Dells Alienware-systemer, som både bliver brugt som kraftige spil-pc'er og som arbejdsstationer.
Ifølge Asetek vil væskekøling i alt-i-ét-pc'er gøre det muligt for pc-producenterne at bruge de kraftigste processorer i stedet for mobilprocessorer, som udvikler mindre varme, men er dyrere og ikke opnår samme topydelse.
Tykkelsen af kabinettet, som altså indeholder både pc-hardwaren og skærmen, er blot 58 millimeter i Aseteks prototype og er dermed på linje med Apples iMac.
Kommentarer (6)
De har dog valgt et grafikkort beregnet til bærbare computere, en betal mere for mindre ydelse løsning.
"En stor del af den effekt ender som varme"
Og resten ender som?
Jeg ville mene at 100% af den energi som bliver afsat i CPU go GPU ender som varme - i computeren.
Jeg er imponeret - danske ingeniører, som laver vandkøling til computere.
Det har næsten aldrig været prøvet før !
Chippene er sikkert produceret i Kina, men det er jo ligegyldigt barnemad, så det kan vi trygt overlade til kineserne.
Det kan jo ikke lade sig gøre - ellers ville chippen ikke kunne udføre nogen beregninger.
@Mark
Jeg går ud fra at du mener at en 'chip' ikke kan omsætte al den tilførte energi til varme, fordi den derved ikke ville have kræfter til overs til at foretage beregninger?
Nu er det jo ikke sådan at den først brænder al energien af som varme, for derefter at give sig til at regne.
Energien bliver omsat til varme imens den regner - fordi den regner.
Hvis noget af energien skulle undslippe som andet end varme, fordi der underrvejs blev foretaget beregninger, så skulle 'beregninger' være et fysisk objekt i stand til at indeholde fysisk energi, og sidst jeg checkede, så var beregninger altså kun et abstrakt begreb.
Hvis elektrisk energi skal kunne bevæge sig 'over' i en beregning, så kræves der en portion metafysik.
Og for at foregribe en diskussion om insignifikante marginaler: Jo et grafikkort har en skærmudgang, og via denne undslipper der sikkert nogle få mikro eller milliwatt, for at kunne overføre signalet til skærmen.

