Dansk Google Apps-chef modtager Office 2010-webudgave med åbne arme
I dag er Googles kontorpakke Google Apps stort set enerådende på markedet for webbaserede kontorpakker. Men når Microsoft næste år sender Office 2010 på gaden med en gratis webudgave tilknyttet, bliver Google for alvor udsat for konkurrence.
Og den udvikling ser Googles nordiske chef for Enterprise-divisionen Jesper Ritsmer Stormholt overmåde positivt på.
»I Google synes vi, det er superinteressant, at der er andre spillere på banen. Hvis man er alene på markedet, har kunderne en tendens til ? helt berettiget - at være skeptiske,« siger Jesper Ritsmer Stormholt til Version2.
Derfor forventer han, at den kommende konkurrence fra Microsoft både vil gøre brugerne mere trygge ved at lægge deres data i skyen, ligesom den vil drive innovationen på området frem.
»Og så er der heller ingen tvivl om, at øget konkurrence vil føre til øget fleksibilitet i vores licenspolitikker,« tilføjer han.
Lige nøjagtig med hensyn til prisen er der dog ikke den store forskel på de to it-giganters privatbrugerversion: Begge er nemlig gratis.
Jesper Ritsmer Stormholt ser ikke Microsofts altdominerende status på klientbaserede kontorprogrammer som en kendsgerning, der kan true Googles ditto dominans på webbaserede kontorpakker:
»Jeg tror ikke, brugerne vil føle sig mere trygge ved at fortsætte med Word i skyen. Det handler ikke så meget om, hvilket firma, der står bag, men mere det paradigmeskifte der er i at have data liggende på nettet. Det skifte kræver tillid til dem, der leverer ydelsen, og her tror jeg Google står godt. Som en født online-virksomhed har folk en positiv opfattelse af vores villighed og evne til at håndtere deres data bedst muligt,« argumenterer han.
Som eksempel nævner Jesper Ritsmer Stormholt Googles arbejde for at indføre sky-standarder, således at det ikke blot er let at lægge sine data i skyen, men også at få dem ud igen og skifte til en anden leverandør ifald kunden skulle ønske det. Af samme årsag opererer Google Docs også med en mulighed for at få alle ens dokumenter i skyen hentet ned i en enkelt zip-fil.
Ud over Google Docs og det kommen Office 2010 findes der i dag programmer og tjenester som Adobe Buzzword, Docly, Glide Write, iNetWord, Peepel Webwriter, Thinkfree Write og Zoho Writer, hvoraf kun Adobe Buzzword har nævneværdige markedsandele.
Kommentarer (1)
Som en født online-virksomhed har folk en positiv opfattelse af vores villighed og evne til at håndtere deres data bedst muligt
Min (og de fleste andres, tror jeg) gode opfattelse af Google har intet at gøre med at de er født som en online virksomhed. Den bygger udelukkende på at de indtil videre har haft en ret høj standard i alle de produkter jeg har prøvet, ikke mindst søgemaskinen, maps og gmail. Med hensyn til deres troværdighed er jeg bekymret over den mængde information de har om mig, men det hjælper at der endnu ikke har været nogen store skandaler om misbrug.

