Danmark og USA kan lære sundheds-it af hinanden
Under IBM's Pulse-konference, der for nylig blev afholdt i Las Vegas præsenterede Nils Lau, der er CIO i Region Syddanmark en oversigt over, hvordan regionen anvender it.
Nils Laus pointe var, at både Danmark og USA kan blive bedre til at anvende it i sundhedssektoren.
»Der er ingen tvivl om, at infrastrukturen i USA er bedre, end den er i Danmark, men til gengæld kan amerikanerne lære af den måde, som vi anvender it i klinikkerne på,« siger Nils Lau til Version2.
På spørgsmålet om et fælles dansk system for elektroniske patientjournaler, mener Nils Lau ikke, at det er en nødvendighed.
»Det vigtige er at have en fælles datamodel, således at de forskellige systemer kan udveksle data. Det har vi desværre ikke nået endnu, men vi har Ejournal, som er fælles for alle regionerne. Heri indgår dog ikke prøvesvar, røntgenbilleder scanninger med videre, men på længere sigt er det planen,« siger Nils Lau.
Niels Lau fortæller også, at sundhedssektoren efter hans mening kan lære it-drift af bankerne.
»Vi kan lære, hvordan man optimerer driften, således at personalet også bliver specialiseret og tager sig af specifikke problemer, hvor det tidligere var normen, art alle it-ansatte skulle kunne løse alle problemer," siger Nils Lau. Han tilføjer også, at der dog er den store forskel, at hospitalerne skal kunne fortsætte på nedsat styrke, selv om it-systemerne svigter, hvilket ikke altid er tilfældet i den finansielle sektor.

Tilføj kommentar