Cloud-løsninger gør det sværere at få at vide, hvad it koster
TORONTO.En af grundstenene i cloud computing er den såkaldte utility-tanke, hvor man som kunde kun betaler for de computerressourcer, man bruger, ligesom med el, vand og varme. Men ligesom i en husholdning, så kan svingende forbrug gøre det svært at lægge et budget.
»Det er en barriere lige nu og her med den model, hvor du kun betaler for det, du bruger. Men jeg tror, kunderne stadig har brug for at vide, hvor meget tingene koster,« siger direktør Kenneth Kryger Gram fra Microsoft Dynamics-konsulenthuset Abakion til Version2.
Det giver problemer i forhold til at prissætte eksempelvis Dynamics NAV-løsninger, som udnytter Microsofts cloud computing-platform Windows Azure.
»Vi skal kunne prissætte løsningen for kunden, og det kan vi ikke i dag. Det er et meget fint akademisk princip, at du kun betaler for det, du bruger, men når dine brugere begynder at anvende systemet, så ved du ikke, hvad det får af indflydelse på prisen,« siger Kenneth Kryger Gram.
Han håber derfor, at Microsoft vil tilbyde mulighed for pakkeløsninger, som gør det lettere at opstille et budget, i stil med de prismodeller, der allerede findes til eksempelvis Dynamics CRM, men ikke på samme måde til produkter som SQL Server eller Windows Server på Windows Azure.
»Vi kan ikke sige til en kunde, at nu kaster vi os ud i det, og så finder vi ud af, hvad det koster. Hele cloud-delen er så ny, at det er svært for os at se, hvornår det bedst kan betale sig at bruge Windows Azure, hvornår det skal være en hosting-partner, eller hvornår det skal være on-premises hos kunden,« siger Kenneth Kryger Gram.
Microsoft Danmark har betalt Version2's rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med dækningen af Worldwide Partner Conference 2012 i Toronto.
Kommentarer (1)
Hvis man anvender cloud computing til interne systemer som i eksemplet her er der måske ikke nødvendigvis tale om en besparelse på lang sigt og det kan helt sikkert være svært at forhåndsberegne udgiften. Men det kan det nu også i et traditionelt setup. Der er mere til det end blot engangsudgiften til en server og en licens. Ved cloud løsningerne køber man også IT infrastruktur man ellers selv ville skulle invistere i. Har man denne på plads i forvejen er det selvfølgelig et begrænset problem. Men derudover kan det også være svært at vurdere hvad vedligeholdelse af løsningen koster i mandetimer, hvor det er med i prisen ved cloud løsningen. Oppetid er ofte også bedre fordi cloud setup'et er gearet/designet til det (og udnytter stordriftsfordele), hvor man ved intern hosting er lidt mere tilbøjelig til at gå på kompromi med redundans i alle dele af setup'et for at holde udgiften nede. Og hvad koster nedetid?
Cloud computing er derimod genialt til kundeløsninger, hvor man ikke ved hvor mange kunder man forventer at få og kan dermed starte i det små (med en meget lav udgift, holdt op imod at invistere i servere, licenser osv.) og løsningen skalerer så rimelig lineært med at ens kundeskare vokser (hvorved man jo også gerne skulle tjene tilsvarende flere penge).
I et sådant projekt kan man alligevel ikke budgettere med hverken udgift eller indtjening, så her er modellen rigtig smart.

