Capgemini hopper også på fyringsbølgen
De næsten daglige udmeldinger om fyringer i it-branchen omfatter nu også Capgemini, en af de helt store aktører på det danske it- og konsulentmarked.
Mandag i denne uge gennemførte den nytiltrådte administrative direktør, Pia Rybenfeldt, sin første afskedigelsesrunde.
I alt 16 konsulenter og tre administrative medarbejdere blev afskediget fra det store konsulenthus, der har i alt 340 ansatte.
»Capgemini er en sund og stærk virksomhed, men i både gode og dårlige tider skal man justere virksomheden efter markedet, og det gør vi nu,« forklarer Pia Rybenfeldt.
Capgemini leverer blandt it-rådgivning og -løsninger til finanssektoren, og netop det er en af forklaringerne på afskedigelserne.
»Finansvirksomheder og banker er jo ekstra hårdt ramt af krisen, hvilket betyder, at de i mindre grad efterspørger en række af de ydelser, som vi tilbyder. Det tilpasser vi nu virksomheden efter,« siger Pia Rybenfeldt.
For knap to måneder siden, umiddelbart efter sin tiltrædelse, udtalte Pia Rybenfeldt til Version2, at Capgemini indenfor de kommende fire år skal rykke fra en 15. plads til top-10 over landets største it-konsulenthuse.
Afskedigelserne og den aktuelle økonomiske krise får da heller ikke Pia Rybenfeldt til at nedjustere forventningerne for det kommende år. »Med disse afskedigelser mener vi at have taget højde for situationen og forventer derfor også, at vi nu kan undgå flere afskedigelser. De seneste år har vi oplevet forholdsvis stor vækst og vi forventer stadig vækst, dog på et noget lavere niveau,« siger Pia Rybenfeldt.

Tilføj kommentar