Rigspolitiet fyrer it-chef
Rigspolitiets it-chef hedder ikke længere Lars Guld Fuglsang. It-chefen er tirsdag morgen blevet fyret, og rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg overtager ansvaret for Rigspolitiets Koncern IT-afdeling.
Ifølge Rigspolitiets presseafdeling er fratrædelsen sket 'efter gensidig overenskomst' og med øjeblikkelig virkning.
»Lars Guld Fuglsang fratræder sin stilling som afdelingschef i Koncern IT den 1. maj 2012 efter gensidig overenskomst. Jeg vil gerne takke Lars for indsatsen og anerkende de resultater, som han har været med til at opnå i sin tid som chef på it-området i politiet,« udtaler rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en mail til Version2.
Fyringen kommer i kølvandet på en række it-skandalesager i politiet.
Den helt store skandale var udviklingen af politiets sagsbehandlingssystem Polsag, som i februar blev droppet, og som medførte, at seks års udvikling til 500 millioner kroner blev skyllet ud med badevandet.
Læs også: Politiet dropper skandalesystemet Polsag
Dertil kommer problemer med vagtplanlægningssystemet Polvagt, som blandt andet voldte københavnske betjente store kvaler.
Endelig har Rigspolitiet haft problemer med udbuddet af det forkromede Pas 2.0-system, som efter Version2's dækning af sagen endte med at blive droppet og erstattet af et mere skrabet udbud.
Opdateret 12.23: Rigspolitiet har nu bekræftet historien. Div. konsekvensændringer heraf og citat fra Jens Henrik Højbjerg tilføjet.
Kommentarer (2)
Hvorfor ihukommer man det hedengangne Enron og de ligeledes hedengangne amerikanske finansieringsselskaber, hvor også mange ledende medarbejdere havde påtaget sig selvpromoverende navne der indikerede succes og økonomisk formåenhed. Virkeligheden afslørede at de positive plusord alene kom de selvsamme medarbejdere til gavn. Arbejdsgiverne - og kunderne i særdeleshed - betalte prisen.
Med venlig hilsen
Hvor plat og ufin har man lov til at være? et hurtigt check viser at Lars Fuglsang har været ansat siden nov. 2010 og derfor på ingen måde har været med til at sætte scenen for de nævnte projekter, og mit gæt er at det ikke har været en nem position.. hvorfor sværte mandens gode navn til i forbindelse med projekter som han ikke på nogen måde kan have haft indflydelse på andet end formodentlig konstant damage control. Gå dog efter bolden og ikke manden.

