Borger.dk skalerede Sharepoint fra 500 til fem millioner
I 2008 stod det offentliges borgerportal Borger.dk over for en ordentlig omgang forårsrengøring. I foråret skulle portalen flyttes fra Oracles portal-software til Microsofts Sharepoint-platform.
Valget lyder ikke helt logisk, da Sharepoint er skabt med henblik på mellemstore virksomheder og afdelinger, som ikke er alt for store.
I særdeleshed er Sharepoint lagt an på, at det er Microsofts brugerkatalog Active Directory, som sørger for at godkende brugerne og tildele dem rettigheder, men Borger.dk har fem millioner potentielle brugere som benytter systemet FOBS (Fælles offentlig brugerstyring) og digitale signaturer til at administrere brugerne med.
Borger.dk er en slags blanding af et CMS-system til at publicere oplysninger til borgerne samt et frontstykke, til andre offentlige tjenester som f.eks. SKAT.
Det er de færreste, der tænker på Sharepoint som et slags CMS-system. Men sådan en er Martin Larsen fra NNIT, som har stået i spidsen for projektet.
»Sharepoint er hverken et fuldt udbygget CMS eller andet, men alligvel tilbyder det standard workflows. Og med standard Microsoft-teknologi kan man definere workflows,« siger Martin Larsen.
Det er præcis den funktionalitet, der kræves, når de mange redaktører hælder informationer på systemet.
Skalér fra 500 til fem millioner
Derudover fungerer Borger.dk som sagt som portal for andre offentlige tjenester. Det fungerer ved hjælp af en grænseflade, som kaldes for "Leverandør-tilslutningsservice." Denne grænseflade har NNIT-holdet flyttet fra Oracle til Sharepoint med SQL Server som data-backend.
Men hvordan skalerer man et system, som er gearet til måske 500 brugere, op til fem millioner? Martin Larsen forklarer:
»Meget af det med at skalere har med sikkerhedsstrukturen at gøre. Normalt er Sharepoint lavet til, at man er domænebruger på et domæne i Active Directory. Det er den mest almindelige måde at verificere, om man er bruger eller anonym. Vi har måttet lægge et ekstra lag ind, der gør, at vi kan styre rettighederne.«
Sharepoint 2007 bygger på .Net 2.0, og det betyder, at man kan koble en anden autentifikationsmekanisme på end Active Directory.
Derfor skrev udviklerholdet hos NNIT et autentificeringmodul, som kunne benytte FOBS til at tjekke brugeridentiteten ved hjælp af digital signatur.
Når brugeren logger ind på Borger.dk, bliver han eller hun omstillet til FOBS, hvor der logges ind med den digitale signatur.
Brugeren bliver derefter sendt tilbage til Borger.dk og får et såkaldt SAML 2.0-token med på farten. Det er en slags sikkerhedsbillet, som Sharepoint benytter til at se, hvilke rettigheder brugeren har. Denne billet gør det også muligt for Borger.dk at se, hvilke tjenester der skal tilbydes til brugeren.
Redaktørerne i det offentlige bliver også autentificeret ved hjælp af digital signatur, dog i en medarbejder-udgave.
Hjemmelavede offentlige protokoller
Blandt de vanskeligheder, NNIT mødte undervejs, var ikke mindst, at de forskellige offentlig tjenester benytter en lang række forskellige protokoller. På den ene side er der SKAT, som snakker OIOXML, og i den anden yderlighed findes CPR-systemet, som benytter sin egen hjemmelavede binære protokol.
En anden hurdle for udviklingsholdet var, at mange at de tjenester, Borger.dk skulle integrere op imod, først gik i luften umiddelbart før Borger.dk skulle på scenen i slutningen af oktober. Det betød, at udviklerne eksempelvis ikke var klar over, hvordan responstiderne var for de enkelte tjenester.
»En stor del af opgaven har været at sikre os, at ligegyldigt hvilken hastighed vi fik data ind i, kunne vi præsentere noget for brugeren hurtigt. Så der er alle mulige lag af intelligent caching og partiel rendering af siderne,« fortæller Martin Larsen.
Den nye udgave af Borger.dk gik i luften d. 20 oktober. Systemet driftes af NNIT på to frontend-servere og to applikationsservere med en databaseklynge bestående af tre 3 servere på bagdelen. Holdet bag var på 15 - 20 stykker, hvoraf 10 - 12 var udviklere.
Kommentarer (10)
Pudsigt I lige skulle skrive en artikel om Borger.dk's nye system. Siden jeg flyttede til USA i oktober har jeg forgæves forsøgt at logge ind vha. min digitale signatur, men da det er første gang, jeg gør det, bliver jeg bedt om at acceptere at Borger.dk trækker information fra fx SKAT. Når jeg klikker Accepter, får jeg smidt en kæmpe SharePoint exception stack trace i hovedet:
System.Web.Services.Protocols.SoapException: Server was unable to process request. ---> System.InvalidOperationException: Sequence contains no matching element
...
...
Sådan har det været siden oktober, og ifølge den repræsentant jeg snakkede med fra Borger.dk, arbejder de på sagen. Det er nu 2,5 måned siden, og jeg kan stadig ikke logge ind. suk
Hvorfor har man overhovedet valgt Sharepoint hvis man har skullet customize så meget? Og er der ikke andre produkter på markedet der ville have været et bedre fit?
Uanset den tekniske diskussion, så ændrer det ikke ved det fundamentale faktum at Borger.dk var fejltænkt fra starten.
Det er en sikkerhedsmæssig og funktionsmæssig flaskehals som ikke kan lukkes hurtigt nok.
....Hvorfor har man overhovedet valgt Sharepoint....
Der er vel tale om en blanding velplanlagt lobbyisme, fed mængderabt og en snarlig ansøgning fra Martin Larsen ?
Ud over det, så ser sitet da nydeligt ud med gode svartider.
Held og lykke!
Det lyder meget flot med de 500 til 5 mio, men der er vel specifikt tale om "bruger-databasen" udfra artiklen? Normalt ville jeg tro det var antal besøg (sidevisninger eller bruger "sessions") man talte. Mig bekendt har borger.dk ikke noget der ligger i nærheden af 5 mio på den front[1].
Mvh,
Søren
Er osse en af dem som har prøvet at bruge borger.dk uden held!
Finder kun slettede dokumenter og ting der ikke virker.
Det store argument for projektet - ifl. artiklen - synes at være workflows.
Oracle kan også lave workflows, IBM kan også - iøvrigt både med deres Lotus og deres Websphere brand, Red Hat kan garanteret også levere noget med JBoss hvis det skulle være.
Men NEJ, man har valgt at basere sig på et produkt som må anses som værende i baby stadiet, og fået lavet så mange customizations så fordelen ved at basere sig på standard software fuldstændigt forsvinder.
Er det en regel at offentlige IT projekter's business case ikke må hænge sammen?
Er det en regel at offentlige IT projekter's business case ikke må hænge sammen?
Nej, jeg tror bare det er det sædvanlige at der ikke er nogen der nogensinde er blevet fyret for at vælge Microsoft-software, desværre kan man sige...
Jeg syntes slet ikke artiklen giver basis for kommentarerne; men mon ikke NNIT trods alt bør gives bare lidt kredit for at vide hvad de gør; jeg så nu gerne en væsentlig uddybning fra NNIT om både baggrund og implementation, da artiklen jo kun lige skraper i overfladen af teknikken.
Problemet er ikke NNIT, men staten som inkompetent indkøber, som ikke bare spilder skattekronerne men desideret skader samfundet ved at påtvinge deres ineffektiviseringsprojekter på alle.

