Bill Gates: Microsofts smartphone-strategi har slået fejl
Han er ikke længere den daglige styrmand i Microsoft, men er stadig nærmest synonym med virksomheden og dens mangeårige dominans inden for styresystemer og kontorsoftware.
Og derfor bliver der lyttet, når medstifter af Microsoft, tidligere topchef og nuværende bestyrelsesformand i virksomheden Bill Gates giver interview.
Senest har han givet et par selvkritiske udtalelser til den amerikanske tv-station CBS. Her erkender Bill Gates, at Microsoft har fejlet på ikke mindst smartphone-området, hvor selskabets Windows Phone-platform stadig sælger yderst beskedent.
Bill Gates fortæller, at han er tilfreds med lanceringen af Windows 8 og tabletten Surface sidste efterår. Men både han selv og nuværende topchef Steve Ballmer efterlyser mere krudt i kanonen fra Microsofts side. De savner kort sagt mere innovation.
»Han og jeg er ikke tilfredse, hvis man ser på de banebrydende ting, og om vi gør alt, hvad vi kan,« siger Bill Gates i interviewet.
Han erkender, at Windows Phone har fået en hård landing indtil videre.
»Vi gik ikke glip af mobilmarkedet, men den måde, vi håndterede det på, gjorde os ikke i stand til at tage førerpositionen. Så det har klart været en fejltagelse,« siger Bill Gates.
Windows Phone 7, 8 og Windows Mobile har ifølge flere analysefirmaer stadig en markedsandel omkring tre procent på verdensplan trods aggressiv markedsføring af platformen og nye telefoner fra selskaber som Nokia og HTC.
Du kan høre mere i interviewet hos CBS.
Kommentarer (7)
Han siger ikke at WP er fejlet, kun hvis man tager det ud af kontekst. Det handler om WM og hvor sløve de var da iPhone kom.
Gates admitted the company didn't "get out in the lead very early" on cell phones. He said, "We didn't miss cell phones, but the way that we went about it didn't allow us to get the leadership. So it's clearly a mistake."
Det er for mig at se ikke at de missede mobilmarkedet. De missede blot muligheden for at køre standard måden hvor de har et defaktomonopol uden nævneværdig konkurrence.
Windows Mobile var jo forholdsvis stort i sin tid og MS havde alle muligheder for at få en kæmpe føring over konkurrenterne.
Af en eller anden grund valgte Ballmer at sidde på sine hænder og grine af iPhonen istedet, og lur mig om ikke han ærgrer sig en lille smule over det i dag.
https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=SIUSWhipU1I#!
Han siger altså "did miss", det er endda ham selv der opsummere og han er ikke presset på dette tidspunkt. Men Charlie Rose er meget professionel.
Jeg hører nu stadig "didn't", men det går hurtigt lige der så det er da muligt jeg tager fejl.
Hvis han siger "did" så hænger det dog ikke sammen med resten af sætningen - "but the way that we went about it didn't allow us to get the leadership".

