BI-hus rådgiver om infrastruktur: De andre vil bare sælge bokse
Det er ikke hver dag, man hører om en business intelligence-virksomhed, der kaster sig ud i rådgivning om kundernes it-infrastruktur.
Men Platon havde konstateret et behov for den ydelse, da mange af deres løsninger kørte dårligt ude hos kunderne, fordi infrastrukturen ikke understøttede setup'et ordentligt.
»For et halvt år siden satte vi fire mand til lave en slags rådgivning i første omgang som støtte til vores BI-kunder. Men ret hurtigt fandt vi ud af, at der var stort behov for uafhængig rådgivning på det område, og nu er vi oppe på ni ansatte, med masser af kunder der ikke også er BI-kunder,« siger direktør for Platon Infrastructure Frank Dannacher.
Ifølge direktøren er Platon Infrastructure i modsætning til de fleste andre spillere på markedet uafhængig af også at skulle sælge hardware.
»De er rigtig gode til at rådgive om deres egne bokse ? ingen tvivl om det. Det kan være svært for en leverandør at være objektiv, hvis han samtidig har interesse i at sælge sine produkter,« lyder det fra Frank Dannacher.
Platon Infrastructures tilgang er at kigge på de eksisterende forhold hos kunden, som derefter danner udgangspunkt for en konkret rådgivning baseret på fakta.
»Det er klart, at de andre sælgere skal komme med deres gode budskaber, men kunder er forskellige, og det skal man tage hensyn til. Vi er nødt til at have fingrene nede i dejen for at kunne give et kvalificeret bud på, hvad de har brug for,« lyder den velsmurte salgstale fra direktøren.
Han kender til konkrete eksempler, hvor store arkiveringsløsninger et år efter indkøb stadig ikke er taget i brug, fordi virksomheden ikke havde fået defineret arkiveringspolitikken, før købskontrakten var underskrevet. Eller en kunde, der køber storagekapacitet i den tro, at det holder de næste tre år, for så året efter at konstatere, at løsningen er fyldt til bristepunktet og underdimensioneret.
»Det er den slags eksempler, vi gerne vil undgå. Om der er købt for dårligt ind eller solgt for godt, skal jeg lade være usagt, men hvis de fokuserede mindre på at sælge den næste boks og mere på at analysere og rådgive kunden, er jeg ikke i tvivl om, at vi ville se flere glade kunder,« lyder skudsmålet af konkurrenterne.


Tilføj kommentar