Avis: Google trækker snart stikket i Kina
Forholdet mellem Google og de kinesiske myndigheder har længe været anspændt efter krav om censur af søgeresultater og hackerangreb mod blandt andet Gmail-konti. Og nu lader Google til at være kommet endnu tættere på beslutningen om at slukke for den kinesiske underside, google.cn.
En kilde tæt på sagen oplyser til Wall Street Journal, at Google formentlig skrider til handling indenfor de kommende uger. Det bekræftes samtidig af kilder fra de kinesiske myndigheder, skriver avisen.
Det vil betyde, at Kinas omkring 400 millioner internetbrugere fremover vil få de fleste søgeresultater fra de nationale tjenester som for eksempel Baidu, der er Kinas egen pendant til Google.
Google oprettede google.cn i januar 2006 og har fra begyndelsen været villig til at acceptere nogen grad af censur af søgeresultaterne, mod til gengæld at få adgang til det kinesiske marked.
Hackerangreb og tiltagende censur
Men stadig mere avancerede og målrettede hackerangreb mod Google har sammen med den tiltagende censur af søgeresultaterne sat forholdet mellem søgemaskinekæmpen og de kinesiske myndigheder på en alvorlig prøve.
»Vi har besluttet, at vi ikke længere er villige til at forsætte censuren af vores resultater på Google.cn, og derfor vil vi i løbet af de næste par uger diskutere grundlaget for at kunne drive en ufiltreret søgemaskine inden for lovens rammer, hvis overhovedet. Vi anerkender, at det meget vel kan betyde, at vi må lukke Google.cn ned, og muligvis vore kontorer i Kina,« skrev juridisk chef i Google, David Drummond, i et blogindlæg i januar.
Censuren kan for eksempel vise sig ved, at Google-søgninger på den kinesiske, religiøse bevægelse Falun Gong resulterer i en fejlmeddelelse til brugeren.
De to parter har ligget i forhandlinger om de vilkår, Google kan arbejde under i Kina. Men udbyttet har ikke været positivt.
I fredags oplyste Kinas minister for industri og informationsteknologi, at det ville være 'uansvarligt' at stoppe filtreringen af Googles søgeresultater, skriver Wall Street Journal. Dermed lader Googles forhåbninger om mindre censur til endeligt at have fået dødsstødet.
Ifølge det kinesiske analysefirma Analysys International sidder Google på 36 procent af det kinesiske søgemaskine-marked, mens Baidu dominerer med 58 procent.
Kommentarer (3)
Hvis det sker !!
Kinas syn på censur ligger også meget tættere på Microsoft og Bingeling, så de sikre nok, at landet der udadtil anser sig for, at være friheden og demokratiets vogter stadig er repræsenteret bag muren !
Google har før vist sig de gerne vil censurere for markedsandele - så jeg vil se Google trække sig ud før jeg tror på det sker.
Indtil da virker det mest som PR.
Virker til at Bing ikke har noget problem med censur så svært at se at Google vil melde sig ud at det der ligner verdens største økonomi om 10-20 år.
Artikel fra CNN om emnet:
http://www.cnn.com/2010/TECH/02/12/brin.google.china/index.html
