Byggemarked flytter 1500 medarbejdere over på Google Apps
Hos Apps People jubler man over at have hevet en ny storkunde i land. Virksomheden har netop fået til opgave at hjælpe Bygma Gruppen, der tæller omkring 1500 medarbejdere, over på Google Apps-platformen.
Direktøren for Apps People, Mikkel Vibits, glæder sig over at have fået en ny stor spiller i sin fold.
»Jeg synes, det er dejligt. Vi har ikke så mange kunder i denne størrelse ud over Berlingske. Men det her arbejde er jo noget, som vi gør flere gange om ugen. Så det er ikke noget, der vælter os, selv om der er flere brugere på systemet,« siger han fortrøstningsfuldt om arbejdet, der begynder på fredag i denne uge.
Apps People skal implementere Google Apps som erstatning for byggekædens gamle MDeamon mailsystem og migrere det med virksomhedens gamle data, mails og kalenderentries. Fordi Bygma Gruppen også råder over en større andel datterselskaber, så forventer Bygma Gruppen, at implementeringen vil vare året ud.I første omgang vil overføre Bygma Gruppens mindre virksomheder til den nye platform, og omkring december vil man overføre de sidste af de større.
Version2 har interviewet Bygma Gruppens dansk it-direktør Jesper Kolding, men denne har efterfølgende trukket sine udtalelser tilbage, da det er firmaets generelle politik ikke at udtale sig om løsninger, før de er implementeret.
Det ligger dog fast, at mobilitet i løsningen har været en stor driver for Bygma Gruppen, der har mange medarbejdere beskæftiget med at køre rundt i verden for at købe og sælge varer. Også den tætte integration med Android-platformen har talt på plussiden. Og efter hvad Version2 erfarer, var den primære årsag til skiftet ikke økonomi, men derimod den omtalte fleksibilitet.
Fleksibiliteten omfatter også arkivering og backup af data, der er vigtig for en virksomhed, hvor kunderne kan reklamere over købte varer i årevis. Her vil Google Apps-løsningen kunne fremskaffe og dokumentere den fulde dialog med kunden lynhurtigt.
Når integrationen er faldet på plads, er det planen, at Apps People skal i gang med at integrere Bygmas telefonsystem med Google Apps-platformen.


Tilføj kommentar