Acer: Windows 8 har ikke reddet pc-salget
Den taiwanske pc-producent Acer er ikke glad for Microsoft for tiden. Selskabet har for andet år i træk underskud, og Acer giver Microsoft en del af skylden, selvom pc-markedet generelt er stagneret eller nedadgående. Det skriver Bloomberg.
»Windows 8 er stadig ikke en succes. Markedet er ikke vendt tilbage til vækst efter lanceringen af Windows 8, og det er en meget enkel måde at afgøre, om det har været en succes eller ej,« siger bestyrelsesformand Jim Wong fra Acer til Bloomberg.
Acer var allerede forud for lanceringen af Windows 8 ude efter Microsoft, fordi Microsoft havde besluttet sig for selv at lancere en tablet med Windows RT og Windows 8. Det, mente Acers direktør JT Wang, ville påvirke hele pc-økosystemet negativt.
Nedturen for pc-markedet skal dog også ses i lyset af, at den økonomiske krise i kølvandet på finanskrisen endnu ikke er overstået. Samtidig presses den traditionelle pc af mere avancerede smartphones og nye tablets, som fungerer som internetenhed for mange forbrugere.
Endelig var Acer én af de producenter, som nød bedst af den kortvarige netbook-bølge med billige små bærbare pc'er, som i dag er stort set forsvundet fra det vestlige marked.
Acer ser dog visse lyspunkter i det, der måske er afløseren for netbooken, nemlig Googles Chrome OS. I det sidste kvartal udgjorde bærbare pc'er med Chrome OS nemlig mellem fem og ti procent af Acers pc-salg i USA, skriver Bloomberg.
Kommentarer (10)
At Acer ikke er blevet reddet af Windows 8 kunne også være fordi Acer typisk producerer plastic-fantastic computere. Jeg tror flere og flere i dag vil have en ordentlig computer med en byggekvalitet a la Apples.
Derudover er der nok også en del i en anden grøft som vil have så billig en computer som muligt, og der tror jeg Acer kan have ret i, at en billig Chromecomputer fra dem passer perfekt til denne gruppe mennesker.
Jeg synes generelt Acer brokker sig meget for tiden. Det kunne være de skulle bruge noget mere tid på deres forretningsstrategi i stedet for at brokke sig over tingenes tilstand.
Uha Acer er ikke rigtig tilfreds med tingenes tilstand, de er da nogle værre brokkehoveder, for man må jo ikke tale ondt om guden fra Redmond.
Nej de skal skamme sig, skal de, og så skal de ellers tie stille.
Uha Acer er ikke rigtig tilfreds med tingenes tilstand, de er da nogle værre brokkehoveder, for man må jo ikke tale ondt om guden fra Redmond. Nej de skal skamme sig, skal de, og så skal de ellers tie stille.
Jeg tror du misforstod mig, Christian. Det jeg mente var, at det kan være Chrome OS passer bedre til Acers budget-linje end Windows 8. Jeg tror ikke Acers problem er Windows 8, og hvis de regnede med at Windows 8 kunne redde dem, vil jeg mene de er naive.
Jeg tror deres problem mere er et skifte i måden mennesker opfatter computere på. Flere og flere køber i dag en computer pga. dens design, og der er det klart at Acer bliver ramt, da de har haft problemer med at levere computere med et godt design og god byggekvalitet.
Det ser lidt ud til at elektroniksupermarkedernes holdning til OS kommer til at betyde alt for hvilken vej det kommer til at gå.
Hvilket system synes de er lettest at forklare kunderne, når det ikke længere er en variant af det kendte w95-paradigme? Win8, OS x eller ChromeOS?
Og hvad giver bedst mulighed for mer-salg sammen med PC-salget?
xp, vista og win7 gav ikke den udfording i samme grad
Og jeg gad godt få de 229kr igen, som windows 8 pro opgradering kostede mig. Min Mountain Lion opgradering kostede halv så meget og er dobbelt så god, hvis ikke mere.
Måske er problemet at de bare er blevet udkonkurreret? Det kan da umuligt være M$ skyld...
Hvorfor gør folk det til en Win vs. Apple debat. Pc-markedet er faldende - også for Apple. De fleste almindelige mennesker har ikke brug for en computer, og kan klare sig med en tablet eller smartphone i det fleste tilfælde. Så har man måske kun en enkelt bærbar til hustanden - i stedet for én hver.
Jeg tror ikke et styresystem vil kunne rette op på det - uanset hvad det er for et.
Pc-markedet er faldende - også for Apple.
Lidt afhængig af hvordan du definerer "PC-markedet", så læser jeg statistikkerne som at markedet er faldende generelt, men af Apple faktisk solgte flere PC'ere i 2012 end i 2011, og således er markedet altså ikke faldende for Apple.

