7 tips: Sådan prutter du prisen på outsourcing ned
Der er millioner at hente, hvis du hører til de kunder, som i dag betaler to og tre gange for meget for centrale dele af din it-drift. Med den rette forberedelse og det rette skyts kan du få leverandøren ned på en rimelig pris, der afspejler markedsprisen, lyder det fra Henrik Zangenberg, der er direktør i Zangenberg Analytics. Her er hans tips til forhandlingerne:
1) Sørg for at have kompetencer i it-afdelingen i leverandørstyring og contract management til at holde leverandørerne i ørerne og gennemskue kontrakterne: »Det er de mennesker, der tjener deres løn hjem flest gange i en it-afdeling.«
2) Find ud af, hvad andre seriøse leverandører kan klare opgaven for - eventuelt bare dele af opgaven som serverdrift og storage.
3) Prisen på servere og storage falder hvert år med 10-25 procent. Det afspejler sig meget sjældent i leverandørernes tilbud, hvor prisen tværtimod stiger lidt hvert år. Få derfor skrevet en benchmarking-klausul ind i kontrakten, så prisen skal følge markedet.
4) Kræv at få tilbud udspecificeret, så prisen er delt op. På den måde kan du bedre se, hvis prisen eksempelvis storage er rimelig. Mange kunder betaler fem gange markedsprisen for storage.
5) Hvis leverandøren kræver, at kontraktprisen skal holdes hemmelig, er det en ulempe for dig, som du kan kræve dig betalt for med rabat. Det samme gælder en lang bindingsperiode og mulighed for forlængelse.
6) Tænk økonomisk og rationelt, hver gang der skal købes it-drift - også når det sker som tilkøb til en kontrakt eller ikke er hovedproduktet. Det er her, de mest eksorbitante overpriser kommer på banen.
7) Vær pågående og pres leverandøren. »Dem, der tager telefonen og ringer, får måske en lavere enhedspris. Dem, der ikke ringer, får det ikke,« siger Henrik Zangenberg.
Denne artikel har tidligere været publiceret som en del af magasinet Version2 Insight, hvor du kan læse mere om outsourcing af it-drift. Se også det seneste Insight-magasin om Business Intelligence her.


Tilføj kommentar