Dell's Ubuntu-pc'er på vej til firmaer og Europa
Dell bekræfter, at selskabet er på vej til at tilbyde dets Linux-pc'er uden for USA og til mindre virksomheder.
Af Jesper Stein Sandal,
tirsdag 10. jul 2007 kl. 09:15
It-leverandøren Dell vil endnu ikke sætte en konkret dato på, hvornår kunder uden for USA vil kunne købe de pc'er med open source styresystemet Linux præinstalleret, som selskabet i foråret introducerede i USA.
Selskabet bekræfter dog ifølge ZDNet UK, at det fortsat har tænkt sig at levere pc'erne uden for USA, men at detaljerne endnu ikke er på plads.
Dell oplyser samtidig, at det også vil udvide dets tilbud om Linux-pc'er fra kun at være et tilbud til forbrugere til også at omfatte selskabets produkter til mindre virksomheder.
Dell var for få år siden nærmest synonymt med pc'er med Intel-processorer og Microsofts Windows, men selskabet har tabt momentum på pc-markedet og forsøger derfor at opdyrke nye områder med pc'er med AMD's processorer og Linux.