Second Life ingen guldgrube for Røde Kors
Indsamlinger i det virtuelle 3D-univers kræver flere ressourcer, end organisationen kan sætte ind, siger projektlederen.
Af Dorte Toft,
tirsdag 26. jun 2007 kl. 13:53
Dansk Røde Kors har fået et meget begrænset udbytte af sin tilværelse i Second Life. Kun omkring 10.000 kroner er kommet i indsamlingsbøsserne, siden starten gik i februar.
»At rejse penge derude er en langt sværere opgave, end vi havde forestillet os,« siger Lars Linderholm, projektleder for Dansk Røde Kors' satsning i Second Life.
»Men vi er på ingen måde skuffede, fordi det er så nyt. Hvad vi har lært er dog, at der skal flere ressourcer til, end vi umiddelbart er i stand til at afse,« siger han.
Købte egen ø
I erfaringerne indgår blandt andet en erkendelse af, at der skal samme omsorg og pleje af de frivillige i Second Life til som i den virkelige verden.
Røde Kors købte i starten af året sin egen golde ø i det virtuelle univers, hvor firmaer som IBM, Reuters, Adidas og mange andre også har etableret sig. Prisen lå på under 10.000 kroner. Second Life reklamerer med 7,3 millioner indbyggere, men heri indgår også afdøde avatarer. Altså små personfigurer, som folk skal oprette, hvis de vil tage et kig i den verden. Antal samtidige brugere af universet ligger sjældent over 40.000.
Røde Kors fik imidlertid en fin start derude.
»Vi har fået meget stort hjælp fra frivillige, der har hjulpet os med at opbygge øen. Desuden har vi haft utroligt mange henvendelser fra studerende, der beskæftiger sig med ting, der er helt fremme på forkant,« siger Lars Linderholm.
Avatar-løb
Hans forbillede for satsningen er nu, hvad en amerikansk organisation i stil med Kræftens Bekæmpelse gør. Her koordineres et løb i den virkelige verden med et løb for Second Lifes avatarer. Gevinsten blev ifølge Linderholm omkring 75.000 dollar.
Et nyt initiativ er dog indledt derude, selv om det indtil videre kører på lavt blus. Nu kan de frivillige via deres avatarer tilbyde andre avatarer et kram, og det kram koster en vis sum penge, der går til børn, hvis forældre er døde af aids.
Lars Linderholm tror stadig på Second Life og 3D-virtuelle verdener som sådan, hvor frivillige blot kan deltage, når de har en lille stund.
»Men disse verdener bliver nødt til at åbne sig mod hinanden. Ingen person gider have fire-fem forskellige avatarer,« siger ham.
Læs mere om socialt software i tema i magasinet Version2 fredag 29. juni.