Datalogi i Århus vælter sig i studerende: Hyrer 4 nye lektorer
Den relativt nye bacheloruddannelse i it på Aarhus Universitet hiver så mange nye studerende til, at Datalogisk Institut nu hyrer fire ekstra lektorer.
Af
Mikkel Meister ,
onsdag 03. mar 2010 kl. 08:16
EMNER:
Uddannelse
Et rekordstort antal studerende i auditorierne får nu Datalogisk Institut ved Aarhus Universitet til at udvide staben af undervisere.
Instituttet har netop fastansat fire nye lektorer, og en ’velanset professor udefra’ skulle ligeledes være på vej i retning af Århus, meddeler Datalogisk Institut i en pressemeddelelse.
»For Datalogisk Institut er det vigtigt, at det er fastansatte lektorer og professorer, der underviser studerende på alle årgange, og derfor betyder flere studerende flere fastansættelser,« oplyser instituttet i pressemeddelelsen.
Baggrunden for det høje antal studerende skal blandt andet findes i en relativt ny bacheloruddannelse i it, der blev oprettet ved instituttet for tre år siden.
Uddannelsen har vist sig ikke at hugge studerende fra kandidatuddannelsen i datalogi, men i stedet lokke flere studerende til, lyder forklaringen. Således er antallet af nye studerende ved instituttet fordoblet og udgør nu 25 procent af alle nye studerende ved det Naturvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.
Datalogisk Institut afholder tiltrædelsesforelæsning for de fire lektorer fredag den 5. marts 2010 klokken 14.15.
Bliv klogere på artiklens emner i Version2's gruppeunivers: