Hvis der kom en mand, der vil låne mig min egen bil, vil jeg først anmode manden om at dokumentere, at han ejer bilen, inden jeg begynder at klage over hans lånevilkår.
Hvis manden siger, at han har fået retten til min bil fra en tredjemand, som jeg tilfældigvis vidste hverken har juridiske kompetencer til at overdrage min bil eller har overdraget min bil til manden foran mig, så ved jeg hvad samtalen med manden foran mig skal dreje sig om. Den bliver i hvert fald ikke om hans lånevilkår.
DIFO’s juridiske rettigheder og kompetencer i forhold til registranternes domænenavne.
30. juni 2000 skrev DIFO’s klagenævn til DMS med påstand om at ville tage stilling til DMS’ rettigheder til et domænenavn. DMS anmodede Klagenævnet (højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen) om at redegøre for DIFO’s juridiske hjemmel til at kunne disponere over DMS’ rettigheder. Herefter hørt DMS ikke mere fra Klagenævnet.
Senere kom det frem i bl.a. Computerworld, at Klagenævnet ikke fandt, at DIFO havde juridiske kompetencer til at behandle sager om domænenavne registreret før DIFO’s indtræden på domænemarkedet.
Co.dk og domæneloven
DIFO mente at have fået eneret til udbyde domænenavne under .dk topdomænet, og at ICANN i USA havde tildelt DIFO juridiske rettigheder og kompetencer til at styre det danske navnerum på Internet. DIFO ville derfor inddrage co.dk til fremtidig brug i eget regi, ligesom man f. eks. gøre i UK. DIFO mente at DMS’ udbud at domænenavne under .co.dk var i strid med DIFO’s påståede eneret fra ICANN i USA og derfor var i strid med god markedsføringsskik. Der blev ført retssag i byretten, og DMS taber. Der blev ført retssag i Landsretten, og DMS vinder. Landsretten slog fast, at DIFO ikke har dokumenteret at have fået de påståede rettigheder og kompetencer fra ICANN i USA.
Via lobbyarbejde og skræmmekampagne om domænekaos uden DIFO’s påståede rettigheder og kompetencer fra ICANN, fik Mads Bryde Andersen og hans daværende advokat – nu højesteretsdommer – Jon Stokholm overtalt Helge Sander om, at DIFO, uagtet Østre Landsrets dom, har fået sine påståede juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN i USA til at styre .dk topdomænet og det danske navnerum på Internettet.
Helger Sander udsendte herefter en pressemeddelelse om, at der ved retssager er sat spørgsmålstegn ved DIFO’s rettigheder og kompetencer, og at regeringen ville fjerne usikkerheden.
Helge Sander nedsatte et domæneudvalg under Jon Stokholm og Mads Bryde Andersens ledelse til at affatte domæneloven. DIFO overdrog sine påståede rettigheder og kompetencer fra ICANN til den danske stat, og registranternes ejendomsret til deres domænenavne blev ligeledes overdraget til den danske stat.
DIFO’s kompetencer og mulighed for at kunne inddrage domænenavne blev lovfæstet.
Som sædvanlig anlagde DMS retssager mod såvel Videnskabsministeriet som mod DIFO, med bl.a. påstande om at anerkende, at deres påståede tildeling og overdragelse af rettigheder fra ICANN til DIFO og til den danske stat, ikke er reelt.
Nødtvunget har DIFO efter bevisførelse i Sø- og Handelsretten tilstået, at DIFO slet ikke havde fået de tidligere påståede juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN.
DIFO v/Mads Bryde Andersen har således tilstået, at hele hans cirkus omkring de påståede juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN var rent fup.
Men det var jo de samme fup-rettigheder fra ICANN, som domæneloven bygger på. Loven var oprindeligt rettet mod DMS og co.dk, men rammer nu uskyldige ”civile”, som ikke er part i sagerne mellem DMS og DIFO.
Domæneloven er vedtaget på falsk grundlag, og Mads Bryde Andersen og Jon Stokholm er nu meldt til politiet. Men en lov er en lov, indtil den bliver ophævet.
Debatten om eof.dk og orango.dk bør efter min mening, i hvert fald i første omgang, ikke handle om domæneskik men snarere om registranternes ejendomsret til deres domænenavne, om hvordan registranternes rettigheder til deres domænenavne er havnet hos den danske stat, om overdragelsen til den danske stat er sket i henhold til grundlovens bestemmelser, og om hvorfor registranterne kun skal have deres domænenavne til låns.
IT-Factory symptomer:
Efter at have tilstået at hans tidligere påståede juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN var et fup-nummer, har Mads Bryde Andersen reelt aldrig forklaret, hvorfra hans organisation havde fået sine påståede juridiske rettigheder og kompetencer.
Mads Bryde Andersen har heller ikke forklaret DIFO’s retsgrundlag efter tilståelsen vedr. de påståede rettigheder fra ICANN, når domæneloven er bygget på en overdragelse af rettigheder fra ICANN, som ikke har fundet sted.
Mads Bryde Andersen tager decideret pis på registranterne og ISP’erne, når han end ikke engang har villet ulejlige sig til at forklare retsgrundlaget for hans virksomhed - både før og efter domæneloven – men hellere vil debattere domæneskik. Er det DIFO’s domæneskik, der skal debatteres?
I ti år har DMS via domstolene forsøgt at få Mads Bryde Andersen til at oplyse retsgrundlaget for hans foreningens kompetencer. I ti år har DMS fået bunkevis af løgne.
IT-factory kunne ikke dokumentere sit kundegrundlag men fik sine indtægter via karrusellignende transaktioner med ikke-eksisterende varer.
Ligesom IT-Factory, kunne DIFO heller ikke dokumentere sit juridiske grundlag, men i stedet fik rettigheder ved at overdrage sine ikke-eksisterende juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN til den danske stat, og derefter fået disse samme ikke-eksisterende rettigheder fra ICANN tilbageleveret i hvidvasket stand.
Er det kun Dorte Toft, der har sans for kritisk journalistik? Det er ufatteligt med de sædvanlige rygklappere, som bliver ved, selvom manden i 10 år har bedraget dem med fup rettigheder fra ICANN. Der er meget, der tyder på, at virksomheden har været baseret på et stort svindelnummer.
Man forundres over, at IT-journalisterne og debattørerne, som burde være uafhængige og vilde efter gode historier, ikke har taget sig tid til for alvor at stille sig de kritiske spørgsmål.
Hellere sent end aldrig.
En diskussion er sat i gang, og vi glæder os til at læse om Mads Bryde Andersens redegørelse for retsgrundlaget for DIFO’s juridiske rettigheder før og efter domæneloven, og om retsgrundlaget for den overdragelse til den danske stat, der har fundet sted, og baggrunden for, hvorfor domæneregistranterne kun har deres domænenavne til låns.
Dvs:
Hvem var det, der har overdraget registranternes rettigheder til deres domænenavne til den danske stat? Havde den pågældende juridiske kompetencer til at kunne disponere over registranternes rettigheder til deres domænenavne? Hvorfor skal registranterne kun have deres domænenavne til låns? Hvordan og hvorfra har den danske stat fået den i domæneloven § 2 påståede eneret på .dk-topdomænet?
Vi glæder os til offentligt at sige undskyld til Mads Bryde Andersen og hans venner fra DIFO, hvis vi har taget fejl.
Følge med på
www.dansk.net. Kommende emne: Forskningsministeriets selvregulering via overenskomster/MoU og DIFO’s opgaver og juridisk retsgrundlag ifølge Forskningsministeriet.
Hvis der kom en mand, der vil låne mig min egen bil, vil jeg først anmode manden om at dokumentere, at han ejer bilen, inden jeg begynder at klage over hans lånevilkår.
Hvis manden siger, at han har fået retten til min bil fra en tredjemand, som jeg tilfældigvis vidste hverken har juridiske kompetencer til at overdrage min bil eller har overdraget min bil til manden foran mig, så ved jeg hvad samtalen med manden foran mig skal dreje sig om. Den bliver i hvert fald ikke om hans lånevilkår.
DIFO’s juridiske rettigheder og kompetencer i forhold til registranternes domænenavne.
30. juni 2000 skrev DIFO’s klagenævn til DMS med påstand om at ville tage stilling til DMS’ rettigheder til et domænenavn. DMS anmodede Klagenævnet (højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen) om at redegøre for DIFO’s juridiske hjemmel til at kunne disponere over DMS’ rettigheder. Herefter hørt DMS ikke mere fra Klagenævnet.
Senere kom det frem i bl.a. Computerworld, at Klagenævnet ikke fandt, at DIFO havde juridiske kompetencer til at behandle sager om domænenavne registreret før DIFO’s indtræden på domænemarkedet.
Co.dk og domæneloven
DIFO mente at have fået eneret til udbyde domænenavne under .dk topdomænet, og at ICANN i USA havde tildelt DIFO juridiske rettigheder og kompetencer til at styre det danske navnerum på Internet. DIFO ville derfor inddrage co.dk til fremtidig brug i eget regi, ligesom man f. eks. gøre i UK. DIFO mente at DMS’ udbud at domænenavne under .co.dk var i strid med DIFO’s påståede eneret fra ICANN i USA og derfor var i strid med god markedsføringsskik. Der blev ført retssag i byretten, og DMS taber. Der blev ført retssag i Landsretten, og DMS vinder. Landsretten slog fast, at DIFO ikke har dokumenteret at have fået de påståede rettigheder og kompetencer fra ICANN i USA.
Via lobbyarbejde og skræmmekampagne om domænekaos uden DIFO’s påståede rettigheder og kompetencer fra ICANN, fik Mads Bryde Andersen og hans daværende advokat – nu højesteretsdommer – Jon Stokholm overtalt Helge Sander om, at DIFO, uagtet Østre Landsrets dom, har fået sine påståede juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN i USA til at styre .dk topdomænet og det danske navnerum på Internettet.
Helger Sander udsendte herefter en pressemeddelelse om, at der ved retssager er sat spørgsmålstegn ved DIFO’s rettigheder og kompetencer, og at regeringen ville fjerne usikkerheden.
Helge Sander nedsatte et domæneudvalg under Jon Stokholm og Mads Bryde Andersens ledelse til at affatte domæneloven. DIFO overdrog sine påståede rettigheder og kompetencer fra ICANN til den danske stat, og registranternes ejendomsret til deres domænenavne blev ligeledes overdraget til den danske stat.
DIFO’s kompetencer og mulighed for at kunne inddrage domænenavne blev lovfæstet.
Som sædvanlig anlagde DMS retssager mod såvel Videnskabsministeriet som mod DIFO, med bl.a. påstande om at anerkende, at deres påståede tildeling og overdragelse af rettigheder fra ICANN til DIFO og til den danske stat, ikke er reelt.
Nødtvunget har DIFO efter bevisførelse i Sø- og Handelsretten tilstået, at DIFO slet ikke havde fået de tidligere påståede juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN.
DIFO v/Mads Bryde Andersen har således tilstået, at hele hans cirkus omkring de påståede juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN var rent fup.
Men det var jo de samme fup-rettigheder fra ICANN, som domæneloven bygger på. Loven var oprindeligt rettet mod DMS og co.dk, men rammer nu uskyldige ”civile”, som ikke er part i sagerne mellem DMS og DIFO.
Domæneloven er vedtaget på falsk grundlag, og Mads Bryde Andersen og Jon Stokholm er nu meldt til politiet. Men en lov er en lov, indtil den bliver ophævet.
Debatten om eof.dk og orango.dk bør efter min mening, i hvert fald i første omgang, ikke handle om domæneskik men snarere om registranternes ejendomsret til deres domænenavne, om hvordan registranternes rettigheder til deres domænenavne er havnet hos den danske stat, om overdragelsen til den danske stat er sket i henhold til grundlovens bestemmelser, og om hvorfor registranterne kun skal have deres domænenavne til låns.
IT-Factory symptomer:
Efter at have tilstået at hans tidligere påståede juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN var et fup-nummer, har Mads Bryde Andersen reelt aldrig forklaret, hvorfra hans organisation havde fået sine påståede juridiske rettigheder og kompetencer.
Mads Bryde Andersen har heller ikke forklaret DIFO’s retsgrundlag efter tilståelsen vedr. de påståede rettigheder fra ICANN, når domæneloven er bygget på en overdragelse af rettigheder fra ICANN, som ikke har fundet sted.
Mads Bryde Andersen tager decideret pis på registranterne og ISP’erne, når han end ikke engang har villet ulejlige sig til at forklare retsgrundlaget for hans virksomhed - både før og efter domæneloven – men hellere vil debattere domæneskik. Er det DIFO’s domæneskik, der skal debatteres?
I ti år har DMS via domstolene forsøgt at få Mads Bryde Andersen til at oplyse retsgrundlaget for hans foreningens kompetencer. I ti år har DMS fået bunkevis af løgne.
IT-factory kunne ikke dokumentere sit kundegrundlag men fik sine indtægter via karrusellignende transaktioner med ikke-eksisterende varer.
Ligesom IT-Factory, kunne DIFO heller ikke dokumentere sit juridiske grundlag, men i stedet fik rettigheder ved at overdrage sine ikke-eksisterende juridiske rettigheder og kompetencer fra ICANN til den danske stat, og derefter fået disse samme ikke-eksisterende rettigheder fra ICANN tilbageleveret i hvidvasket stand.
Er det kun Dorte Toft, der har sans for kritisk journalistik? Det er ufatteligt med de sædvanlige rygklappere, som bliver ved, selvom manden i 10 år har bedraget dem med fup rettigheder fra ICANN. Der er meget, der tyder på, at virksomheden har været baseret på et stort svindelnummer.
Man forundres over, at IT-journalisterne og debattørerne, som burde være uafhængige og vilde efter gode historier, ikke har taget sig tid til for alvor at stille sig de kritiske spørgsmål.
Hellere sent end aldrig.
En diskussion er sat i gang, og vi glæder os til at læse om Mads Bryde Andersens redegørelse for retsgrundlaget for DIFO’s juridiske rettigheder før og efter domæneloven, og om retsgrundlaget for den overdragelse til den danske stat, der har fundet sted, og baggrunden for, hvorfor domæneregistranterne kun har deres domænenavne til låns.
Dvs:
Hvem var det, der har overdraget registranternes rettigheder til deres domænenavne til den danske stat? Havde den pågældende juridiske kompetencer til at kunne disponere over registranternes rettigheder til deres domænenavne? Hvorfor skal registranterne kun have deres domænenavne til låns? Hvordan og hvorfra har den danske stat fået den i domæneloven § 2 påståede eneret på .dk-topdomænet?
Vi glæder os til offentligt at sige undskyld til Mads Bryde Andersen og hans venner fra DIFO, hvis vi har taget fejl.
Følge med på www.dansk.net. Kommende emne: Forskningsministeriets selvregulering via overenskomster/MoU og DIFO’s opgaver og juridisk retsgrundlag ifølge Forskningsministeriet.