Netdesign skal vogte it-knudepunktet mellem regionernes sygehuse
Netdesign skal de næste fem år drive Sundhedsdatanettet, der bruges til digital udveksling af bl.a. røntgenbilleder mellem regionernes sygehuse. KMD og den nuværende leverandør, Uni-C, kæmpede forgæves mod Netdesign om ordren.
Af
Mikkel Meister ,
mandag 04. jan 2010 kl. 11:09
EMNER:
Digital forvaltning
Sundheds-it
Når danske sygehuse skal udveksle røntgenbilleder, journaler eller sætte videokonferencer i søen på tværs af regionerne, sker det gennem Sundhedsdatanettet. Og driften af dét ligger de næste fem år i hænderne på TDC-ejede Netdesign, der løb med sejren foran KMD og Uni-C.
Sundhedsdatanettet fungerer som det elektroniske knudepunkt for kommunikationen i det danske sundhedsvæsen, og for eksempel er alle regioner, offentlige og private sygehuse, lægepraksis og apoteker koblet op på nettet.
Sundhedsdatanettet består af ét centralt knudepunkt, som al trafik mellem parterne sker gennem. Knudepunktet er døgnovervåget og redundant. Det bestyres af organisationen Medcom, og hidtil har driften og videreudviklingen ligget hos det statslige it-center Uni-C.
Nye udfordringer for vinderen
Fra 1. april tilhører opgaven Netdesign fem år frem, og Medcom har denne gang åbnet op for et større ansvar end blot at stå for driften og vedligeholdelsen af knudepunktet.
»Netdesign skal også kunne levere de redundante højhastighedslinjer, der fører ind i knudepunktet. Og derudover skal de på sigt også kunne prioritere mellem forskellige trafiktyper,« siger chefkonsulent i Medcom, Lars Hulbæk, til Version2.
Det kan være akutte røntgenbilleder, der skal kunne prioriteres frem i køen foran eksempelvis indberetninger til kliniske databaser, mens nye tjenester som det fælles medicinkort og et nationalt patientindeks i de kommende år stiller større krav til kapaciteten og stabiliteten af nettet.
Driften af Sundhedsdatanettet koster ifølge Lars Hulbæk under to millioner kroner om året, og Medcom har mulighed for at forlænge kontraktperioden med op til to år efter dem femårige periode.
Sundhedsdatanettet blev etableret i 2003 som et supplement til det kommercielle sundhedsdatanet Vans, der drives af KMD og Mach og bruges til at sende mere simple XML/Edifact-baserede beskeder i sundhedsvæsenet.
Hver måned udveksles der omkring 3,5 terabyte data gennem Sundhedsdatanettets knudepunkt. Udover en almindelig internetopkobling kræver forbindelsen til Sundhedsdatanettet, at brugeren er i besiddelse af en række tekniske sikkerhedsforanstaltninger.
Bliv klogere på artiklens emner i Version2's gruppeunivers: